Vi har haft den store gasgrill OutdoorChef Ascona 570 til test denne sommer. Vi har brugt den flittigt og prøvet både grill og det omfattende tilbehør af under kontrollerede forhold. Men ved et uheld blev grillen udsat for langt mere end den er designet til. Heldigvis klarede grillen mishandlingen fint.
Vores nabo på campingpladsen kom en dag og spurgte om vi havde en kuglegrill. Det svarede vi ja til, og han spurgte så om han måtte ryge en lakseside på grillen. Det lød lækkert og vi øjnede en mulighed for at teste om aromapande kunne bruges til at ryge fisk med.
Desværre glemte vi at fortælle vores nabo, at vores kuglegrill var en gas-grill. Et par timer efter lugtede vi røg i campingvognen, og så vores nabo stå ude ved vores grill. Jeg gik ud til ham for at se hvorfra røglugten kom. Vores nabo fortalte mig så, at han ikke havde kunne finde bundristen til vores grill, men at han i stedet havde brugte risten fra hans Smokey-Joe.
Fyldt af bange anelser kiggede jeg ned i grillen, og min frygt var absolut begrundet. I bunden af tragten var der anbragt en rist og ovenpå risten lå en stor dynge hvidglødende briketter.
Min første tanke var at få fjernet de briketter i en hulens fart, men havde hverken noget til at tage dem op med eller til at opbevare de brændende briketter i. Jeg valgte så at lade alle briketterne blive i grillen. Grillen burde kunne tåle varmen, og asken m.m. ville løbe ned gennem tragten og blive samlet op under grillen.
Så vi bestemte os for at fortsætte med at bruge gasgrillen som kulgrill i håbe om at det nok ville gå godt.
Min nabo hældte derefter rygeflis ud over briketterne og lukkede låget på grillen. Og så var det ved at gå helt galt. En Weber kuglegrill kan lukkes næsten helt tæt til. Det kan en gasgrill ikke, idet at gassen skal kunne komme ud, hvis ilden blæses ud af vinden. Dvs. at der kom masser af luft ind til briketter og rygeflis, og flisen brød derfor i brand.
Vores OutdoorChef Ascona 570 gasgrill stod nu i flammer, og vi var nødt til at dække alle luftindtag med fugtige viskestykker for at slukke ilden. Dette stod så på i de 20 min. det tog at ryge laksen færdig. Laksen blev rigtig god, men jeg vil på det kraftigste fraråde andre at gøre som os. Men det fik da testet hvor solid og robust OutdoorChef Ascona 570 grillen er, da grillen fungerede upåklageligt selv efter denne brutale behandling.
Vores flittige brug af grillen og brug af kulbriketter i tragten havde gjort grillen ret beskidt, og det var blevet tid til at gøre den ren. Når vi tester en grill tæller rengøringsvenligheden væsentlig med i vores vurdering af grillen. Den skal være let at gøre ren, da der ikke er noget mere kedeligt arbejde end at gøre en grill ren.
OutdoorChef Ascona 570 er en stor grill og den kan ikke bare flyttes op og rengøres i campingpladsens køkken. Så den må rengøres nede ved campingvognen. Vi har gode erfaringer med rengøringsmidlet Maxi 3 (fra DCT-Vejle), så det bruger vi også til denne grill.
Man skal være opmærksom når man rengører den nederste del af grillen. Der sidder en masser holdere til både rist og kegler. Dem kan man let komme til at skære sig på, når man skrubber med med en grydesvamp
Generelt må det siges, at grillen er let at gøre ren. Overfladen på selve grillen og på tragten er hård nok til at man kan bruge en grydesvamp uden de får ridser. Vi prøvede endda også med en Rens-let svamp af ståluld. Heller ikke den lavede ridser i overfladen. Eneste kritik er, at man let kan komme til at skære sig på de skarpe holdere til tragten.
Dette er den sidste af vores artikler om OutdoorChef Ascona 570. Vi synes det er et næsten komplet udekøkken, og vi har tilberedt stort set alle former for mad på grillen. Dens to brændere giver rigeligt med varme, og vi har endnu ikke oplevet at ilden er blevet blæst ud af vinden.
Den er stabil, og det er super dejligt at låget er fastmonteret på grillen.
Om man er til gas- eller kulgrill er vel nærmest et spørgsmål om religion. I bund og grund kan man ikke smage om der er brugt kul eller gas, så valget kan ikke tages på smagen alene. OutdoorChef Ascona 570’s opbygning forhindrer stikflammer og derved branket kød. Det gør smagen bedre og så er det rimeligt usundt at spise brændt kød. Desuden er gasgrillen klar på under 10 min, og der er intet besvær med at bortskaffe gløder og aske efter brug.
OutdoorChef Ascona 570 er som nævnt en stor grill, og er fuldstændig uegnet til rejsende campister. Men til fastliggere er den mere end egnet. Efter at have prøvet grillen i 6 måneder, er vi ikke i tvivl. Vores Weber er sendt på pension – nu bruger vi kun vores gaskuglegrill.
Prisen for OutdoorChef Ascona 570 er ca. .3.500,- kr. og kan fås i flere byggemarkeder og hos forhandlere af Grill-udstyr.
Links: | |
Relevante Link(s) : | |
Læs også: |
Vi prøver: OutdoorChef Ascona 570 – Stor, multifunktionel grill |