Årets vogn nr. 1.000 solgt i Århus

af Bjarne Søby
Årets vogn nr. 1.000 solgt i Århus

Danskernes campingdarling – den populære Adria Adora 472 LU – rundede imponerende 1.000 eksemplarer i Danmark under Årets vogn FESTIVAL sidst i maj, og de glade købere af nr. 1.000 var et nordjysk ægtepar.

Ægteparret Per og Kirsten Christensen fra Vadum i Nordjylland tog en søndagstur til Århus for at kigge på campingvogn. Den trofaste følgesvend gennem mange år – en Adria fra 1998 – stod ”måske” for en udskiftning, og nu havde parret fået øje på en brugt vogn hos Campingland Tilst.

Denne weekend holdt forhandlerne ”Årets Vogn Festival” hvilket betød, at vognen parret havde udset sig imidlertid var solgt. I stedet gjorde parret som 1.000 andre danskere allerede har gjort – de købte en Adria Adora 472 LU.

Ugen efter købet kontaktede parret Kenneth Krogh fra Campingland Tilst med et spørgsmål til vognen, og han lovede at vende tilbage senere på dagen med et svar.

Men svaret skulle vise sig at blive et helt andet – parret blev nemlig bedt om at returnere til forretningen med vognen!

Heldigvis var der ikke opstået problemer, men lige netop dén vogn de havde købt viste sig under sammentællingen hos importøren i ugen efter FESTIVAL’en, at være eksemplar nr. 1.000 solgt i Danmark.

Årets vogn nr. 1.000 solgt i Århus
Dette skilt der viser, at netop denne vogn er eksemplar nr. 1.000 i Danmark af den specifikke model

 

Er’ed virkli’ rigtigt? – på syngende nordjysk
– Da Kenneth ringede og fortalte at vi havde købt vogn nr 1.000 blev jeg noget overrasket, fortæller Kirsten Christensen, hvilket sælgeren kan bekræfte.

– Der blev først lidt stille i telefonen hvorefter jeg blev mødt af et “er’ed virkli’ rigtigt” på syngende nordjysk, fortæller han med et glimt i øjet.

Med den ærefulde titel som vogn nr. 1.000 følger en eksklusiv udsmykning af vognen – et skilt der viser, at netop denne vogn er eksemplar nr. 1.000 i Danmark af den specifikke model.

I hånden fik parret også et gavekort på 5.000 kr. til køb af udstyr hos Campingland Tilst, og til spørgsmålet om hvad pengene skal bruges til faldt svaret prompte – Et nyt cykelstativ!

– Vi har også længe overvejet at købe et solsejl til turene sydpå, så måske der også er råd til det nu, fortæller Per Christensen.

Tæt opløb om at blive nr. 1.000
– At parret skrev under på slutsedlen netop kl. 14.11 søndag under den landsdækkende FESTIVAL viste sig at være det helt rigtige tidspunkt, forklarer Per Højgaard fra Adria Danmark og fortsætter.

– Klokken 14.50 og 15.03 blev slutsedlerne på vognene nr. 1.001 og 1.002 nemlig underskrevet hos to af vore andre forhandlere hvilket jo viser, at opløbet var meget tæt.

Vinderne af TopCamp konkurrencen
Under hele FESTIVAL’en kørte der sideløbende en konkurrence om 3 x gavekort til TOPCAMP ferier.

De 3 heldige vindere er Igor Liovic, Randers NV der havde været på besøg hos Kronjyllands Camping Center, Thorkild Damkjær, Give der deltog hos Antons Camping samt Erik Krelskov, Svendborg som havde været på besøg hos Fri Camping.

Links:
Relevante Link(s) : Adria

 

 

Prøv også at læse disse indlæg