Du har sikkert hørt udtrykket: Det er en rigtig vintervogn. Det er egentligt noget pjat, for næsten alle moderne campingvogne kan anvendes hele året. Men nogle campingvogne er nu mere egnede end andre.
Skal du ud at købe ny campingvogn, behøver du ikke bestemme dig for om du vil være helårs-campist eller blot tage på camping i sommermånederne på forhånd. Alle campingvogne med indbygget varmesystem kan anvendes hele året. Man kan sagtens holde varmen selvom frosten bider uden for campingvognens vinduer – det er kun et spørgsmål om, hvor meget energi (gas eller el) man skal bruge for at holde campingvognen varm.
Om en decideret vintervogn er så meget bedre til vintercamping end en ‘almindelig’ campingvogn prisen taget i betragtning, er nærmest et spørgsmål af bibelske proportioner, og religionskrige er udløst på spinklere grundlag end dette. Men selvfølgelig er en vinteroptimeret campingvogn bedre til camping i sne og frost, end en campingvogn, der ikke er optimeret til vinterbrug. Men igen – man kan altså tage på vintercamping i stort set alle moderne campingvogne.
Du kan sagtens holde varmen
Som nævnt skal du nok kunne holde varmen næsten uanset hvilket varmesystem, der er monteret i campingvognen. De fleste vogne leveres med varmeovn og blæsevarme – dvs. at varm luft fra ovnen ledes gennem varmeslanger og på denne måde fordeles i campingvognen. Alternativt til blæsevarme, kan man vælge at få installeret centralvarme. Det er dyrere at montere end blæsevarme, men giver end bedre varmekomfort.
Blæsevarmesystemer er prisbillige og ganske effektive til prisen. Ulempen ved blæsevarmesystemer er at de sjældent leverer jævn fordelt varme i hele campingvogne. Ofte vil der være varmere omkring ovnen og køligere langs vægge og f.eks. i køjer. En ulempe mere er støjen fra blæseren. Er man på skiferie, hvor blæseren kører døgnet rundt, bliver man lidt træt i hovedet af støjen efter en uge. Disse ulemper mærker man ikke særligt meget til på campingture om sommeren eller i ydersæsonerne, hvor du ikke har brug for så megen opvarmning af campingvognen.
Planlægger du at campere meget om vinteren, bør man overveje at finde en campingvogn med centralvarme (Alde). Er der centralvarme i campingvognen vil man opleve en meget mere jævnt fordelt varme i campingvognen. Temperaturen styres præcist med termostat, og man er ikke generet af støj fra en blæsemotor. Centralvarme føles meget mere komfortabelt end blæsevarme, og det bliver da også monteret i flere og flere campingvogne. Ulempen er prisen – det er nemlig væsentlig dyrere end blæsevarme.
I de seneste år har Trumas Combifyr vundet større og større indpas. Det system varmer effektivt, kan indstilles med thermostat og blæseren støjer ikke nær så meget, så Trumas ældre blæsevarmesystermer.
Mange campingvogne er desuden udstyret med gulvvarme. Det er lækkert, og giver er lunt gulv at træde på. Men gulvvarmen kan ikke varme en campingvogn op. Det er kun bertegnet til at give en lunere fornemmelse i campingvognen, og dermed højne komforten.
Stor forskel på komfort
Du kan som nævnt holde varmen i stort set alle moderne campingvogne hele året. Men der er stor forskel på komforten. En campingvogn, der er optimeret til vinterbrug, er selvsagt mere komfortabel at opholde sig i, når frosten bider og sneen fyger.
Vi var f.eks. en gang på vintertur i campingvogn, der ikke var optimeret til vinterbrug. Vi kunne sagtens holde varmen, når varmeovnen var tændt. Problemet var bare, at det blæste meget, og vinden fik ovnen til at gå ud. Det er bestemt ikke optimalt i -10 grader. Samme campingvogn havde desuden vandslanger fastgjort til gulvet, men ikke nok med det. De var også dækket af med en kabelbakke. Der kunne derfor ikke komme varme til slangerne, og de frøs hurtigt.
I en vinteroptimeret campingvogn er vandslangerne ført sammen med varmeslangerne eller radiatorerne, netop for at de ikke skal fryse.
I vinteroptimerede campingvogne er der også gjort meget ud af luftcirkulationen. Det er vigtigt at luften kan cirkulere under bænke, bag sæder, langs vægge, bag skabe osv. Dette dels for at fordele varmen, og dels for at modvirke kondensdannelse.
Så hvis du på forhånd ved, du kommer til at bruge din nye campingvogn meget om vinteren, så giver det god mening at bruge lidt flere penge, og købe en vinteroptimeret campingvogn. Men ser du dig selv mere som en ’sommer-campist’, så er der ingen grund til at bruge penge på det.