Campingnyhederne står i kø på Ferie for Alle

af Bjarne Søby
Ferie For Alle 2022

Ferie for Alle er blandt meget andet et regulært campingmekka, hvor messens besøgende kan gå på opdagelse blandt et stort udvalg af campingvogne og -udstyr. Ni haller på i alt 31.000 kvadratmeter er dedikeret til camping, og de spændende nyheder står i kø, når MCH Messecenter Herning slår dørene op til Skandinaviens største feriemesse 25.-27. februar 2022

Der er et slaraffenland i vente for tilhængere af campingferieformen, når Ferie for Alle åbner dørene 25.-27. februar 2022 i MCH Messecenter Herning. Campingområdet på Skandinaviens største feriemesse breder sig over ikke færre end ni haller og byder på en lang række campingpladser, ligesom der er råd og ekspertvejledning at hente – og ikke mindst spektakulære nyheder at besigtige, eksempelvis nye campingvogne:

– Blandt de mest interessante nyheder, vi medbringer på Ferie for Alle, finder vi campingvognen Knaus Sport E-Power, der er fuldt elektrisk og i det hele taget baseret på morgendagens teknologi. Vores E-Power-køretøjer er et farvel til gasflasker og et hej til ekstra opbevaringsplads i frontkassen, fortæller Steen Reinholdt Rasmussen, managing director hos campingvogn- og autocamper-importøren Intercamp, og fortsætter:

– Derudover har vi en stærk kampagnemodel med i form af KABE Ametist King Selection, som er tilbage på markedet med et elegant eksteriør og en smagfuld indretning. Vores to King Selection-køretøjer er fyldt med ekstraudstyr til en helt formidabel pris. Endelig vil jeg nævne Weinsberg CaraCito – en campingvogn, der er konsekvent anderledes, konsekvent moderne og konsekvent elektrisk, og som dyrker en ung, minimalistisk stil.

Populær campingvogn nu i offroad-version

Også campingvogn- og autocamperproducenten Adria medbringer flere spændende nyheder, som Ferie for Alles mange besøgende kan udforske på messen.

– Vi præsenterer den populære Action i en offroad-version, som vi kalder Action Sport. Det er basalt set den mest populære indretning i serien, som har fået opgraderet chassis, større hjul og grove dæk. Eksteriøret adskiller sig også med flere små forfinede detaljer i forhold til originalen, forklarer Per Højgaard, administrerende direktør i Adria, og fortsætter:

– Vores Alpina-serie går nu ind i sin tredje generation, men fremstår fuldstændig ny både ude og inde. Alt er blevet ændret, trimmet og forfinet – blandt andet med fuldstændig nyt interiør både farve- og formmæssigt. Møblerne er blevet opgraderet, og så har den lækre familievogn Alpina 663 PT som noget helt nyt fået panoramadør.

Stor glæde over at kunne tage på messe igen

Virksomheden Isabella, der er specialister inden for fortelte og campingudstyr af enhver slags, hører også til de mange udstillere på Ferie for Alle, og de medbringer et bredt nyhedsspekter. Der er eksempelvis et nyt kør-væk-lufttelt til vans, et specialfortelt designet til Eriba Touring, et mini-læsegl til indhegning og en ny camp-let i nordiske farver.

Hos Isabella glæder man sig til at deltage i den første store messe i to år.

– Det er en stor glæde endelig at kunne være i direkte kontakt med vores kunder. Det er altid interessant for os at høre deres tilbagemeldinger på vores fortløbende udvikling af Isabella-produkter og campingløsninger. Vi er jo konstant i god dialog med vores kunder via blandt andet vores sociale medier, men det er jo også af stor værdi for os at kunne være i direkte og personlig dialog på Ferie for Alle. Vi glæder os til at se mange campister inden for både campingvogns-, autocamper- og camp-let-segmenterne på vores stand i Herning, lyder det fra Torben Ravn, marketing manager hos Isabella.

Vintercamping på Ferie For Alle
Vintercampister valfarter til Herning under Ferie for Alle. Foto: MCH

Sideløbende byder Ferie for Alle på en vintercampingplads for messens besøgende blot få minutters gang fra messehallerne, og her forventes over 500 vogne at indfinde sig. 

Klik her for at se mere om Ferie For Alle 2022

Prøv også at læse disse indlæg