DWT nyheder 2010

af Bjarne Søby
DWT på Caravan Salon 09

I en tid hvor campister ikke er specielt købelystne, er det sund fornuft lige at klappe hesten hvad de helt store programudskiftninger angår. Og selvom der ikke var de store ændringer i DWT’s sortiment, var der da nogle ganske interessante nyheder på deres stand.

Den mest markante nyhed er, at modellen Royal nu også kan fås i en dybde på 240 cm. Royal var sidste års nyhed fra DWT og har hidtil kun kunne fås med en dybde på tre meter. Men nu kan man altså også få Royal i med en dybde på 240 cm.

DWT på Caravan Salon 09
DWT Royal med sin karakteristiske runde form

Royal indgår i DWT’s Komfortklasse og målgruppe er både fastliggere og rejsende campister, og er blevet ganske populært bl.a. pga. sit attraktive ydre og sine lyse farver. De runde former i taget og vinduerne, giver teltet et meget let udtryk. Royal er udført i et let polyester materiale som er coated udvendigt, hvilket er med til at gøre teltet nemt at holde, samt absorberende for solens UV stråler.

DWT på Caravan Salon 09
Overdækkede ventilationsåbninger

Teltet leveres som standard med 25 x 1 mm stålstænger. Royal har mange gode detaljer, bl.a. to store ventilationsåbninger under de store klare frontvinduer, disse åbninger er med til at sikre et godt indeklima i telte ved høje temperaturer. Ved dårligt vejr kan de lynes til, eller afdækningen kan spændes ud over åbningen.

En anden nyhed – som isæt vil være af interesse for rejsende campister – er, at man nu kan få alle DWT’s solsejl i Danmark. Hidtil har man kun kunne købe solsejlet Flair Vario Modul, i den kommende sæson kan man altså også købe solsejlene Lotus, Delta, Flora, Foyer og Tour Plus i Danmark.

Især modellerne Lotus og Foyer er ganske interessante. De giver begge god skygge på hver deres måde.

DWT på Caravan Salon 09
Solsejlet Foyer med de blå-tonede vinduer i fronten

Foyer giver skygge og UV beskyttelse alene ved sin størrelse, hvor det lette Lotus kan flyttes frem og tilbage i teltskinnen, alt efter hvor man vil have skyggen.

DWT på Caravan Salon 09
Lotus er spændt ud som en paraply og kan flyttes frem og tilbage i teltskinnen uden at afmontere stængerne.

Her til sidst vil jeg lige omtale noget, der bestemt intet har med fortelte at gøre, men det skal med her alligevel. Der udvises ofte stor opfindsomhed blandt udstillerne på Caravan Salon i Düsseldorf når det gælder udsmykning af de respektive stande. Og i år havde DWT gjort særligt meget ud af deres stand. De havde udsmykket hele deres stand i henhold til temaet ‘Biergarten’. Og det med stor succes. Der blev uddelt ‘Pretzels’ (en slags salt-kringle) og honninghjerter – alt sammen af søde piger i ‘Drindl’-kjoler. Det var alt sammen meget opfindsomt og meget gennemført.

DWT på Caravan Salon 09
Højstemning i DWT’s Biergarten. Her ses Peter Winneknecht, DWT Tyskland (tv), Michael P. Kristensen, DWT Jylland (midten), og Per Dubienko, DWT Sjælland (th.)

Links:
Hjemmeside: DWT

Prøv også at læse disse indlæg