Selv om der ikke er helt vildt mange mennesker på pladsen, er der dog stadigvæk nogen her midt på ugen i marts måned. Og det er jo ikke hver dag man ser nogen på ferie i en Combi-Camp i ydersæsonen.
Mange kommer hen til os, for bl.a. at spørger om hvordan vi dog kan holde varmen i en Combi-Camp i ydersæsonen med frostgrader om natten. Folk får da selvfølgelig lige lov til at kigge ind og mærke at det faktisk er ret behageligt.
Vi føler os hjemme i vores Combi-Camp
Vi har rigtigt fundet os på plads i vores Combi-Camp, og vi hygger helt vildt meget. Pga. Corona restriktionerne er der ikke så voldsomt meget man kan tage sig til. Vi går ture, hygger os og slapper af. Jeg er blevet lidt bidt af Backgammon, så Bjarne bliver udfordret dagligt.
Stranden er heldigvis meget tæt på. Bare ca. 5 minutter på gåben igennem campingpladsen, så er vi på den lækreste strand. Nu er jeg ikke vinterbader, men man bliver liiidt fristet. En eller anden dag sker det, selv om vandet helst skal være 23 gr. + inden jeg hopper i bølgen blå. Stranden er bred og det er flot fint sand. Selv om det ikke er bade-årstid for mig, er det jo stadigvæk dejligt at gå tur på stranden.
Helt siden jeg var barn, har jeg haft denne her mani med at samle på sten. Jeg kan simpelthen ikke lade dem ligge, hvis de er flotte eller unikke. Så der blev selvfølgelig samlet et par nye eksemplarer. Nogen gange kan det være et problem hvis jeg samler for mange sten….. Mange sten = overvægt i campingvogn eller autocamper ;).
På tur i en Combi-Camp i ydersæsonen og Corona tid
I dag har vi været en tur i naturen. Først fandt vi en hyggelig pølsevogn ved banegården i Århus. Her blev frokosten indtaget. Der er ikke noget der slår en ristet hotdog med det hele og en Cocio ved siden af – mums.
Så gik turen til Dyrehaven. Det er fascinerende at gå rundt imellem dyrene på den måde man gør der. Man skulle dog være lidt forsigtig i dag. Det er forår, og de der er nye kalve, så mor råvildt kan være lidt aggressiv. Men der skete jo heldigvis ikke noget. Vi passede på, og var ikke for voldsomme i vores bevægelser.
Vi ville egentlig have været gået en tur rund i downtown Århus, men vejret var så skønt, så vi kørte videre til Moesgaard Skov. Her giv vi rundt og hyggede i et par timer. Kiggede på spøjse træer og træformationer, og jeg faldt over noget der bare gjorde mig totalt glad i låget.
Humør Sten i skoven
Stort set på hele vores tur igennem skoven, så vi små sten der var malet med glade farver, sjove opløftende budskaber og andre ting der bare gjorde dig i godt humør. Jeg kender ikke til baggrunden for det, men dejligt er det ihvertfald. Jeg valgte at døde dem ”Humør Stenene”.
På vej hjem skulle der selvfølgelig lige handles til aftenens lækre mad. Vi er altså virkelig madglade når vi er afsted. Vi har vores Omnia med, og den fungerer perfekt i en Combi-Camp. I løbet af ugen har vi lavet alt fra pizza til grønsager i flødesauce og hvidvinsdampet torsk med feta, tomat og spinat.
I morgen tænker jeg vi skal besøge en lækker delikatesse og ostebutik i Risskov vi er blevet anbefalet. Og ellers hygge og slappe af – hvilket vi er rigtigt gode til 😉
Klik her hvis du vil læse mere om den Combi-Camp vi er afsted i
Klik her hvis du vil læse mere om CampOne Ajstup Strand Camping