Så starter vores Van-projekt

af Bjarne Søby

Frem til sommeren 2025 vil vi bygge en ældre handicap-bus om til en autocamper. Det er et projekt, vi har tænkt meget over, og nu er det blevet til virkelighed.

Vores datter Sissel (der er multihandicappet), har fået en ny bil. Vi har ventet i næsten 2 år på den nye bil til hende, og i al den tid, har vi leget med tanken om at købe hendes gamle bil og bygge den om til en autocamper.

Vi har talt meget for og imod projektet. Dels er der økonomien i det. For selvom vi nok kunne få bilen billigt, så skal der bruges en del penge på ombygning og på om-registrering af bilen. Og så er der jo også lige det der med tiden. Vi er begge travle mennesker, så der skal skabes tid til at bygge bilen om.

Men det er alt bag os nu, for vi har besluttet os for at bygge bilen om

Vi skal ombygge denne Citroen Jumper til en Van autocamper

Omregistreringen er en jungle og et sats.

Vi kender Sissels gamle handicap-bus til bunds. Det er kun os, der har kørt den, og den er blevet serviceret gennem alle de 9 år, vi har haft bilen. Så vi mener selv at vi ved alt hvad der er at vide om den bil. 

Den er 9 år gammel, har kørt 230.000 km og er i tip-top stand. Kort sagt – det er en bil vi er tryg ved at købe.

 VI har købt bilen for kr. 13.500, – kr. af den forhandler, der har solgt Sissel sin nye  bil. Bilen er blevet prissat af en ekstern konsulent, da Glostrup Kommune vil være sikker på den er blevet værdsat korrekt, af hensyn til den økonomiske beregning omkring Sissels nye bil.

Udover de 13.500,- kr. for selve bilen, så skal den omregistreres. Og det er dyrt. 

Liften skal ud, sædet skal væk, og der skal i stedet laves køkken og toilet.

VI har to muligheder. Den ene er at registrere bilen som en autocamper. Det giver en lavere registreringsafgift, men til gengæld sættes afgiften af bilen som svarende til en nyistandsat autocamper i en 9 år gammel bil.

Alternativet er at registrere bilen til personbil på hvide plader. Det giver en højere registreringsafgift, men den bliver vurderet svarende til en lidt slidt 9 år gammel personbil. Det vil sandsynligvis give et lavere vurderingsgrundlag end ved en autocamper, og registreringsafgiften er derfor lavere. Vælger vi denne løsning er vi desuden frit stillet til at g hvad vi vel med bilen.

Så vi har valgt at omregistrere bilen til personbil. Bilen er nu 9 år gammel, og vi har fået oplyst en registreringsafgift på ca. 130.000,- kr. Men det kan måske blive lidt lavere.

Da Sissel fik sin nye bil, blev klausulen på Sissels gamle bil ophævet, og vi skulle derfor afmelde bilen og aflevere pladerne.

Lidt underligt at, dette rum skal bliver til en feriebolig på hjul

Nu skal den altså registreres igen, og registreringsafgiften skal betales. Men ved at vente et par måneder – nærmere bestemt til efter d. 15. nov. – vil bilen blive et år ældre, og afgiften derfor nedsat. Hvor meget ved vi ikke, men vi har bestemt for at vente med registreringer under alle omstændigheder.

Nu skal der lægges planer

Frem til d. 15. november 2024 hvor vi vil registrere bilen, skal den klargøres til syn. VI kan intet lave mht. indretning til autocamper, men vi kan sætte den i stand udvendigt og i førerkabinen. Så det går vi i gang med nu.

Vi skal også i gang med at planlægge hvordan vores Van skal indrettes. Vi har en ide om en fast seng, et toilet, køkken med vask, vand og køleskab, men der skal ikke laves nogen gasinstallation.

Al indmaden skal ud, den skal isoleres og bygges om

Bilen skal have et dieselfyr, og batteri/solceller til at drive bilens elektriske installationer, og det er det.

Der skal være tilstrækkeligt med skabsplads til to personer på tur i flere uger, og der skal være plads til lydudstyr (når vi skal ud og spille), og sportsudstyr (som f.eks. SUP boards)

Men alt det kommer der mange flere artikler og videoer om det næste halve år.

Kabinen er et af de steder, vi kan sætte i stand uden at det får betydning for registreringsafgiften

Nu er bilen vores, og vi er i fuld gang med planlægningen. Og så glæder vi os virkelig til at tage på tur i vores ’nye’ Van til næste sommer.

Prøv også at læse disse indlæg