En cykelholder til montering på trækstangen er jo ikke nogen nyhed i sig selv. Men den her cykelholder fra Enduro, er nu temmelig smart alligevel. Og så er der noget genialt tilbehør.
En af de ting som jeg, og sikkert mange andre, synes er irriterende ved en cykelholder monteret på trækstangen, er at den altid er vi vejen når man skal i gaskassen. Ofte kan man ikke komme til tingene i gaskassen hvis cyklerne er på.
Cykelholder med flere funktioner
Med den nye cykelholder, Enduro BC260, har de tænkt på dette problem. Den har nemlig en indbygget skydefunktion der gør at man kan skyde cykelholderen ca. 34 cm. · frem, hvilket gør det muligt at få adgang til gaskassen uden at først afmontere cyklerne. Man kan også tilkøbe et vippebeslag så man både kan skyde cykelholderne og også bruge vippefunktionen på samme tid.
Cykelholderen vejer ca. 10 kg. og har plads til to cykler. Den har en max belastning på 60 kg. Den høje max. belastning gør at man nemt kan have to el-cykler med, hvis ellers ens kugletryk tillader det. En el-cykel vejer typisk omkring 25 kg.
Der er også en model til vans
Når man kører van/camper bil, er det rart at kunne have cykler med. Og da der ofte i er en garage, er en cykelholder monteret bagpå bilen en god løsning. Men ofte kræver det at cykelholderne er fastmonteret på den ene bagdør. Det er der sådan set ikke noget galt med, udover at der skal skrues i bilen for at montere holderen, og at den rager godt ud over den ene dør, hvilket for mit vedkommende tit har betydet at jeg har knaldet hovedet ind i den når jeg har skulle have noget bag i bilen.
Denne model monteres på bilens anhængertræk, og kan som campingvognsmodellen, også skydes så man kan åbne bagdørene uden at afmontere cyklerne. Den kan også nemt lige tages af hvis man ikke skal bruge den. Hvis man f.eks. har en van på knapt 6 meter, betyder det også at broer og færger bliver til den lave personbil takst, og ikke den dyrere til over 6 m.
Denne model cykelholder kan ligeledes tage to cykler, og har en vægt på 20,5 kg. Denne holder har også en max. belastning på 60 kg.
Smart tilbehør
Der findes rigtigt mange forskellige løsning til tørrestativer. Der findes beslag man kan montere på trækstangen, der findes diverse løsninger med snore og holdere m.m.. Hvis man har en cykelholder, er det her er nok en af de smarteste løsninger jeg har set til dato.
Bøjlen til at holde cyklerne afmonteres, og der monteres i stedet for et tørrestativ. Især når vi har været autocamper og vanture, har jeg haft problemer med at finde gode steder til at tørre tøj og håndklæder. den vejer 3 kg. og har en max. belastning på 10 kg. Det er lavet i sort stål.
Camper Fritid er importør af de forskellige cykelholdere fra Enduro, så de fås hos de fleste danske campingforhandlere.