Det er let at udskifte sine læsespots i campingvognen, og det koster ikke en bondegård at gøre. Læs med her og se hvor nemt det er.
Der kan være flere grunde til, at man ønsker at udskifte sine læsespots i campingvognen.
- De kan være udslidte og løse i de bevægelige led.
- De bruger for meget strøm
- Eller man egentlig ikke synes de er så pæne længere
Uanset hvad grunde så end måtte være, så kan man selv skifte lamperne på en eftermiddag.
At vi valgte at udskifte læsespots i vores campingvogn skyldtes at de var gamle, udslidte og var ved at falde ned. Nu hvor lamperne alligevel skulle udskiftes, kunne vi ligeså godt udskifte dem med LED lamper, der bruger langt mindre strøm.
Man kan vist ikke kalde de gamle lamper i vores campingvogn for tidssvarende eller moderne
Vores gamle lamper brugte halogenpærer med et strømforbrug på 10W pr. pære. De nye LED pære giver det samme lys, men bruger kun 0,2 W pr. pære. Vi kan altså spare en masse strøm ved at skifte til LED lamper. Det er måske ikke så vigtigt når man er på en campingplads med adgang til 220V. Men når man som os godt kan lide at campere ude i naturen, og kun har et batteri som strømkilde, er strømforbruget meget vigtigt.
Vi bestilte vores lamper hos Billigcamping.dk. De kostede 149,- kr. pr. lampe, og vi modtog dem med posten et par dage efter vores bestilling.
Her ses en af de nye smarte LED spots
Jeg gik ud fra, at det var ligetil at skifte lamperne. Dvs. ud med de gamle og ind med de nye. Men jeg tror efterhånden, der er en naturlov, der siger, at hvis noget kan gå galt eller drille, så skal det også nok gøre det.
Der var nu ikke noget, der gik galt – med drillede… jo tak. Sagen var, at bunden på de gamle lamper var ca. 1 centimeter dyb. Der var derfor rigelig plads til den samlemuffe hvormed lampes ledninger forbindes til campingvognens kabelnet.
Den dybe bund i de gamle lamper gav plads til samlemuffen
Men de nye lampers bund var kun 5 mm dyb, og så var der ikke plads til samlemuffen. Så fandt jeg på at bruge klemmuffer af samme type som man samler ledninger med i f.eks. biler. Og dem var der plads til. Herefter gik udskiftning som en leg.
Lamperne blev tilsluttet med hjælp af klemmuffer, da der ikke var plads til en samlemuffe
Der er to ting, man især skal være opmærksom på, når man skifter sine lamper ud med LED spots.
- Det er ikke lige meget hvordan at ledningerne sluttes til . Plus og stel skal monteres korrekt – ellers giver lampen intet lys.
- Pas på skuerne. I mit tilfælde var bunden/foden på den nye LED lampe kun 5 mm mod 10 mm på de gamle lamper. Jeg kunne derfor ikke bruge skruerne fra de gamle lamper til at skrue de nye lamper fast med. Havde jeg gjort det, ville jeg have brugt for lange skruer, og skruerne ville have været gået igennem de plader, jeg monterede lamperne på.
De nye lamper er unægtelig flottere end de gamle. Og så giver de et rigtig godt lys
Men er man opmærksom på disse forhold, er der intet problem i at skifte sine læsespots selv. Det tog mig ca. 2,5 time at udskifte 6 lamper. Men så var der også tid til kaffe undervejs.