City Grill fra Outdoor Chef kan udvides med med flere forskellige stykker ekstraudstyr, der nærmest omdanner grillen til et komplet udekøkken. Det er lidt utroligt at en så kompakt grill kan udvides til et næsten komplet udekøkken
Ud over selve grillen med låg, termometer, bordstativ medfølger kun grillristen. Det er også det vigtigste tilbehør, og med risten kan man tilberede rigtig mange retter. Grillristen kan anvendes ved både direkte- og indirekte varme, så man kan tilberede både hele stege og bøffer.
Vi bruger grillristen til tilberedning af hele stege ved indirekte varme
Hver gang vi får en ny grill til afprøvning, er en flæskesteg noget af det første, vi tilbereder. For at få sprøde svær, skal der nemlig en del varme til. Vi har oplevet problemer med at få sprøde svær både på en Weber Q120 og Cadac Carri Chef Deluxe, men ikke her. Faktisk fik vi brændt sværene lidt i kanterne. Vi regnede nemlig ikke med at det var nødvendigt at skrue lidt ned for varmen. Men efterfølgende har vi lavet flere flæskestege på grillen uden brændte svær.
Vores første flæskestag på grillen – ganske god trods de brændte svær
Den medfølgende grillrist, har vi stort set kun brugt til at tilberede stege med indirekte varme, grille bøffer, og som underlag for bagepladen, når vi f.eks. har lavet pizza (der kommer mere om bagepladen senere).
Når man laver f.eks. stege ved indirekte varme, så er de to tragte sat sammen til én stor tragt. Der er hul i bunden af både tragt og grill, så stegefedtet kan løbe ud af grillen uden at komme i kontakt med brænder eller maden. Stegefedtet kommer altså helt ud af grillen, og der er derfor ikke fare for at der går ild i fedtet. Det er vigtigt med en campinggrill.
Her er grillen på det høje understel. Bemærk fedtopsamleren, der hænger under grillen
Stegefedt kan så opsamles i den medfølgende fedtopsamler. Denne hænger i to clips under bunden af grillen. Den kan let tages af og tømmes mens grillen er i brug. Hvis man vurderer, at den er for lille til at opsamle al fedt, kan den fjernes og man kan stille en foliebakke på jorden under grillen i stedet.
Som nævnt medfølger der et lavt stativ. Med dette kan man enten stille grillen på et bord eller have den stående på jorden. Hvis man vil have grillen op i en ordentlig arbejdshøjde, kan man tilkøbe et højt understel. Arbejdshøjden bliver derved ca. 70 cm., og grillen står godt og stabilt. Stativet kan skilles ad, og adskilt kan stativet være i en alm. plastikbærepose.
Det høje stativ kan let skilles ad og transporteres i en helt almindelig bærepose
City Grill fra Outdoor Chef virker som en grill af meget høj kvalitet. Den har en flot finish og virker meget gedigen. Derfor var det også lidt ‘øv’, at det høje understel gik i stykker efter kun 4-5 måneder. En af holderne til benene brækkede simpelthen af. Om det skyldes en dårlig svejsning skal jeg ikke kunne sige, men stativet var i hvert fald ubrugeligt. Så resten af vores test foregik med det lille stativ.
Det høje understel gik desværre i stykker efter kun 4-5 måneder.
Det stykke ekstraudstyr, vi nok har brugt mest, er støbejernspladen. Den har en diameter på 33 cm., og er vendbar.
Støbejernspladen bruger vi meget. Bemærk at den øverste tragt sættes til direkte varme, når støbejernspladen benyttes
Den ene side er rillet og er velegnet til BBQ og andre grill- eller stegeretter, der enten skal brunes eller steges i kort tid ved høj temperatur.
Den anden side er glat og kan f.eks. bruges til æg, pandekager m.m.
Støbejernspladen anvendes udelukkende ved direkte varme. Dvs. den bliver meget varm meget hurtigt. Den er klar til brug efter kun ca. 10 minutters opvarmning med brænderen på fuld styrke.
Her griller vi laks på støbejernspladen
Nogle gange syntes vi faktisk at den blev lidt for varm. Vi har derfor eksperimenteret med at skrue op og ned for brænderens styrke, og det går fint. Man lærer hurtigt hvor meget man skal dæmpe varmen alt efter råvarer og udendørstemperaturen. Og så går det helt fint.
Her har vi brugt støbejernspladen til at grille en hel mørbrad med pesto og bacon
Vi har tilberedt rigtig mange forskellige retter på den rillede side af støbejernspladen – og vi er da ikke blevet skuffet endnu.
Her laver vi pandekager til den glatteside af støbejernspladen
Pigerne stod hele tiden og fiskede efter smagsprøver
Den glatte side af støbejernspladen har vi mest anvendt ved meget svag varme. Typisk til spejlæg og små pandekager. Til retter, der skal tilberedes ved svag varme, starter vi grillen med brænderen på den laveste indstilling, og lader den så langsomt blive varm. Også dette gå fint – især pandekagerne er et hit 🙂
Amerikanske pandekager fra grillen.
I næste – og sidste – del af vores artikelserie om City Grill fra Outdoor Chef, kigger vi mere på ekstraudstyr, rengøring, funktioner og kvalitet.
Låget kan hænges på siden af grillen.
Links: | |
Relevante Link(s) : | OutdoorChef City Grill |
Gå til del: | Vi prøver: City Grill, Del 1 Vi prøver: City Grill, Del 2 Vi prøver: City Grill, Del 3 |