Den sidste dag i juli, gik en af vores fælles drømme endelig i opfyldelse. Efter at have set de smukke store balloner på himlen et par dage i forvejen, spurgte jeg i receptionen, hvor ballonskipperne havde kontor. Det viste sig at kontoret for bookning ikke lå mere end 3 km fra campingpladsen, så der tog vi op.
Stilheden er overdøvende
På kontoret sad en meget sød og smilende ung kvinde, som dog ikke kunne så meget engelsk, men vi fik booket en tur, og da der var to ledige pladser til næste morgen (lørdag), snuppede vi dem. Vi fik at vide, at vi skulle mødes kl. 6:30 den følgende morgen og at mødestedet ikke lå lang fra bookingkontoret. Efter vi havde booket turen, kørte vi lige ud for at se hvor det var, sådan at vi ikke kom til at køre et forkert sted hen, den følgende morgen.
Hjemme på campingpladsen, satte vi begge telefoner og mit ur, til at vække os kl. 5:00 den følgende morgen, ret så tidligt for os begge, da vi er blevet gode til at sove længe på denne sommerferie.
Fredag aften byggede skyerne sig op og pludselig, kunne vi også hører torden i baggrunden. Bulder, brag og lyn løb nu over himlen og pludselig regnede det. Regnen varede dog ikke mere en 10 minutter og det klarede atter lidt op. Så turen var ikke i fare. Troede vi!
Næste morgen vågnede vi begge et par minutter før alle vores alarmer gik i gang og mens Søren lavede en kop kaffe til os hver, gjorde jeg mig i stand. Og da jeg satte mig med kaffen, blev det Søren tur til at gøre sig i stand. Mens vi begge sad med kaffen og var mere end klar, ringede min telefon. Det var Jean-Luc som desværre var nød til at aflyse turen, da der var alt for meget vind og der også ville komme regn. Øv bøv. Vi aftalte, at jeg skulle ringe mellem tilbage mellem 10 og 12, for at hører hvordan vejret ville arte sig til om aftenen eller næste morgen.
I stedet for en flyvetur, kørte vi i stedet ind til Sarlat og mens jeg var derinde, ringede jeg til Jean-Luc igen. Vejrsituationen så ikke godt ud for en ballontur, men han bad mig ringe igen mellem kl. 16 og 17, for der var måske en mulighed for at vinden ville lægge sig, ikke at det blæste meget, men balloner er jo ret følsomme. Vi ville egentlig havde været rejst lidt mod nord den kommende mandag, men valgte at forlænge vores ophold indtil den følgende torsdag, da der stadig var meget vi gerne ville se. Dermed åbnede der sig også en mulighed for en flyvetur, de ekstra dage, hvis vi nu ikke kunne komme op i weekenden. I stedt for at ringe mellem kl. 16 og 17, tog vi i op til kontoret, for at snakke om mulighederne for én af de andre dag… altså hvis nu. Heldigvis, så alt fornuftigt ud til søndag aften, så der kunne vi komme op. Mødestedet var det samme og der ville de så tjekke vindforholdene og afgøre om vi skulle starte der, eller et andet sted.
Vi ankom til vores ’rendez-vous’ lidt i 19 søndag aften og inden længe trillede der to biler med ballonudstyr ind på pladsen. Der blev sendt en vejrballon om og efter at havde studeret dens banen, besluttede de to ballonskippere, at vi skulle starte fra et andet. Os der skulle op og flyve, blev nu fordelt efter vores kropsvægt (den skulle vi opgive da vi bestilte biletterne) i to biler/balloner og vi kørte en 5-6 km. længere mod nord. På en eng neden for Château de Castelnaud blev der igen opsendt en vejrvallon og her var forholdene som de to skipper ville havde det. Nu skulle der arbejdes og vi passagerer (dem der kunne) skulle også hjælpe til.
Det var en rigtig god oplevelse, at vi passagerer, skulle hjælpe til og ikke bare skulle stå på sidelinjen og kikke på, mens ballonerne blev pustet op.
Endelig var balloner klar til, at vi kunne alle komme i kurvene og lette. Jeg må da sige, at jeg med min højdeskræk, havde en del sommerfugle i maven. I vores kurv var vi kun 4 passagerer og Jean-Luc som var skipper, i den anden var Boris skipper og der var de 5 voksne og to børn.
Det var så fantastisk smukt at svæve over det smukke smukke landskab og den fuldstændige ro der hersker deroppe er overdøvende. Når vi talte sammen, så var det enten hviskende eller meget sagte, for ikke at forstyrre roen. Det var nærmest magisk. Det var kun når skipper åbnede for den varme luft, at stilheden blev brudt og indimellem gibbede det helt i mig når det skete.
På et tidspunkt nåede vi en svimlende højde på 2000 meter over havets overflade og da dalen under os ligger på omkring de 175 – 200 meter over havets overflade, var vi pænt langt oppe. Det var lige der, at jeg ikke kikkede lige ned mere end én gang, men kikkede ud over landskabet, for det var lige en kende for højt til mig, men det var også det eneste jeg mærkede til højdeskrækken.
Fra luften, kunne vi se at bilerne var ved af være fremme og viste, at den forstående landing snart ville indtræffe. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig, men en så sagte og fin landing, hvor kurven stille landede på en stubmark, havde jeg ikke troet muligt.
Da ballonerne var pakket sammen, igen med hjælp fra os passagerer og alt var sat op på vognene, samledes vi over ved den anden ballon og så blev der disket op med chips og bobler til os alle. En rigtig fin afslutning på en vidunderlig tur. En tur som vi bestemt ikke lige glemmer med det samme og vi helt sikker skal gentages engang igen.
Les Jardins de Marqueyssac
Haven Marqueyssac er et national historisk have som strækker sig over et ret stort klippeplateau. Haven er anlagt med mere end 6 kilometer skyggefulde stier og der er mere end 150.000 håndbeskåret buske. Vi valgte at besøge den en skøn solskinsformiddag.
~Slottet som ligger på den syd-vestlige del af plateauet er delvist åben for besøgende.
Det var Julien de Cerval som dedikeret de sidste 30 år af sit liv, til at skabe denne oase af fred ved at omdanne godset, han arvede i 1861, til en smuk bolig og en ufattelig smuk have. Den tidligere jurist fra Sarlat, var en lidenskabelig gartner og en stor ekspert i italiensk stil, haver og agronomi. Med sine terrasser og prydtræer såsom cypres og elm, skabte Julien de Cerval haven her for sin egen personlige nydelse og for at skrive digte.
De her formklippede buksbom er altså vanvittigt flotte og bare det, at alle buskene bliver håndklippet, er en ufattelig tanke.
~I haven ligger er der også et lille kapel, som dog ikke er åben for offentligheden, men smukt er det da.
~Mindre stenbygninger er opført et par steder i haven, og har sandsynligvis været brugt til opbevaring af forskellige ting. Nu er det skyggefulde heller, hvor man kan sidde og lade tankerne flyve ud over dalen.
Efter omfattende restaurering, blev Marqueyssac åbnet for offentligheden i foråret 1997 og er i dag er den, den mest besøgte have i Périgord. Parken, der er designet til mindre vandreture, ligger som sagt, på stort klippeplateau hvor der er udsigt over hele Dordogne dalen og indeholder mange små stier med bænke og muligheder for børn at lege og klatre.
Hvis man er i Périgord, så er haven her virkelig et besøg værd og vi brugte små 3 timer, på at slentre rundt deroppe.
Camping Beau Rivage***
Campingpladsen ligger ned til ’La Dordogne’ hvorfra man sagtens kan tage en kanotur ned af, hvilket også var én af grundende til at vi valgte den plads da vi forlod ’Camping le lac de la Siauve’.
Campingpladsen er faktisk ret stor, men syner ikke sådan når man opholder sig på den. I receptionen taler de glimrende engelsk, da de ene medarbejder faktisk er brite. På campingpladsen findes der også en del hytter, som er placeret i den modsatte ende af receptionen.
Der er mange skyggefulde pladser og det nød vi også godt af. Der er gratis internet oppe ved receptionen, så når vi nåede sidst på eftermiddagen, så vi en del unge side på de opstillede bord/bænke deroppe.
Legeområdet findes midt på pladsen og var rigtig stort og blev også benyttet af de mange børn der selvfølgelig var på pladsen.
Restauranten som er på pladsen, serverer de mest almindelige retter som man kan få på alle campingpladser og vi var deroppe en enkelt gang, og blev fint mætte.
Toiletbygningerne var ikke af den nyeste model, men rene og pæne var det. Der var ikke opdelt damer/herre, så der risikerer man ikke at gå ind til de forkerte.
~En detalje jeg bed mærke i med det samme, var at det var muligt at finde det rigtige toilet, ved at kikke på skiltet på døren. Jeg har ført gået ind på flere stående af slagsen og dem er jeg altså ikke klar til at bruge.
En hjemtur med forhindringer
Ferien begyndte så småt at lakke mod sin ende og onsdag aften i den sidste uge af ferien begyndte vi at pakke sammen og inden vi lagde os til at sove i campingvognens himmelseng, fik vi pakket møbler og de sidste løsøre væk og var dermed klar til afgang, torsdag morgen. Foran os lå lidt mere end 1700 km og vi ville ikke stresse, men tagen den næsten med samme ro, som da vi starter ferien.
Torsdag morgen viste sig at være lidt overskyet, så egentlig perfekt kørevejr. Jeg ordnede det sidste i campingvognen, mens Søren fandt fjernbetjeningen til mover og støtteben frem. I løbet af ingen tid, var vognen sat på krogen og vi kunne nu vinke farvel til byen La Roque-Gageac kl. 07:30.
De første mange km gled ganske godt, selvom der var lidt tæt morgentrafik. Men så snart den var over, var det ganske fint. Vejret ændrede sig efterhånden som vi kom op i det centrale Frankrig og vi kørte nu mere i regn end noget andet.
Da vi jo som på nedturen igen havde sat vores GPS til at undgå betalingsveje, havde vi endnu en smuk tur op igennem Frankrig og så dermed mange mindre- og ikke mindst hyggelige byer.
På et tidspunkt kommer vi til et skilt hvor der står at vejen er spærret længere forude, men da der i det samme er en fransk bil der overhaler os, tænker vi at det nok ikke er så slemt. Men det var det. Forude havde de skrællet så meget af veje af, at det kun var den bil der med forsigtighed, kunne forcere den store kant. Vi havde ikke lyst til at prøve, da vi derved kunne risikere at skade vores mover på campingvognen. Nååå, men vi fik vendt vogntoget og kørte tilbage til skiltet der viste omkørselsvejen og fulgte så den. På GPS’en kunne jeg se at vi ville komme ned til byen, som lå forude for der hvor vi lige havde vendt, så vi var da på rette spor.
Da vi nåede ind til byen, viste GPS’en at vi skulle dreje til højre, lidt længere fremme og der var nu ikke længere nogle omkørselsskilte, men vi kunne på GPS’en se at vi skulle dreje til højre. Da vi nåede frem, kunne vi se, at til højre kunne vi ikke komme, for der var store hegn over vejen. Eller vej og vej, det var nærmest ikke en vej, for der var overhovet ingen belægning og kanten fra asfalts vejen vi holdt på og ned til grusvejen, var ret stor. Vi stod ud af bilen for at se lidt mere på forholdene og vejen som ikke længere var eksisterende. I det sammen kom en lille grøn bil og kørte uden om os. En ung piercet mand i kakitøj, stak hovedet ud af vinduet og spurgte på fransk (det forstod jeg da) om vi skulle havde været ud af den spærret vej, jeg svarede at det var hvad vi skulle. Han begyndte så en længere udredning om, hvilken vej vi skulle kører og på et tidspunkt, stod mit franske af og det kunne han åbenbart se, for så sagde han, at han ville hjælpe os igennem byen, ved at køre foran.
Endnu engang mødte vi kun hjælpsomhed på vores vej i Frankrig, vi jo oplevet før at folk kører foran, for at vise vejen. Efter mange små sving, hvor den unge mand hele tiden holder øje med at vi er med, stopper han op. Jeg kan se at vores GPS nu er med og vi bare skal fortsætte ligeud og det er præcis hvad den ungen mand også fortæller os.
Vi tager afsked med et tusinde tak for hjælpen og fortsætter vores vej nordpå, uden flere overraskelser.
Vi besluttede os for, at køre direkte op til Liverdune og snuppe en overnatning der, for nu var vi ved at være en smule møre af, at køre i regnvejr. Vi landede deroppe lige før 20 og fandt en plads, hvor vi igen ikke behøvede at koble vognen af, vi nøjes med, at køre næsehjulet ned, det samme med støttebenene og så ellers ind i tørvejr og få lidt mad. Det var virkelig hyggeligt at side i vognen og hører regnen tromme let på vognens tag.
Næste morgen er vejret ikke meget anderledes end hvad det havde været hele den forgående dag og det er først da vi når Luxemburg at vi får lidt sol.
Efter tankning, som denne gang var muligt uden at skulle holde i en laaaang kø, fortsætter vi af landevejen, for vi ville gerne se en smule mere af Luxemburg, end hvad vi hidtil har set fra motorvejen.
Pludselig kører vi over en lille bro i en by og det var så åbenbart grænsen til Tyskland der kom der lige der midt på broen, for på den anden siden var der tyske skilte.
På den tyske motorvej var der stadig mange vejarbejder, men denne gang forløb de ikke lige så let som da vi kørte ned. Det var ikke andet end kø og ’stop and go’, så vi var faktisk ved at blive vandvittige og kørte ind på flere rastepladser for at gøre holdt og først køre igen, når det hele løsnede lidt op.
Endelig kom vi igennem det trælse stykke og kørte nu mod Hamborg af A7. Vi ville ikke holde ind for natten før end mellem Hamborg og Flensborg, da vi ville gerne igennem det værste inden vi lagde os til at sove.
Grunden til, at vi ikke kørte igennem for at komme hurtigt hjem, var dels træthed, men også det faktum, at vi gerne lige ville handle lidt ind ved grænsen og ikke mindst få ombyttet den ene af vores to gasflasker, hvilket er meget billigere at gøre i Tyskland, end i Danmark.
Da vi er færdige med at handle, fortsætter vi mod grænsen, hvor vi selvfølgelig bliver stoppet.
Det er dog ikke så slemt og mere fordi jeg havde taget et billede og den ene af de to lige ville joke. Så vi fik lige joken om at han på udstillinger og på museer, altid spurgte om han måtte tage billeder og hvis svaret var ja, så pegede han på hvilke han gerne ville have. Da vi havde grinet af, kørte vi videre igen i regnvejr.
Endelig var Fyn i sigte og inden middag, landende vi herhjemme og fik koblet vognen af, hvorefter vi tømte den.
Rengøringssøndag
Søndag var sidste feriedag ud af 24 dage hvoraf de 23 dage var i vores dejlige campingvogn. Det betød, at vi søndag morgen, skulle have hovedrengjort vores campingvogn, inden vi ville aflevere den til vores forhandler i Vejen, nemlig Michaels CaravanService, hvor vi skal have lidt ekstraudstyr monteret i form af Truma DuoControl CS, som er designet til automatisk at skifte mellem to gasflasker (f.eks. når den ene flaske er tom), og en Crash-Sensoren (CS) som afbryder gastilførslen ved f.eks. trafikuheld.
Heldigvis tager det ikke lang tid at gøre den ren indvendig og da jeg om lørdagen allerede havde vasket alle tekstiler, havde jeg det lidt let, da det jo ikke er mange m² at rengøre. Derimod tager det lidt længere for Søren, at klare det udvendige, da den også lige skal poleres efter vask, og til begge dele skal der bruges en stige.
Inden middag var begge dele dog rengjort og tirsdag kørte vi vognen til Vejen. Nu glæder vi os til at få den retur og afprøvet de nye funktioner, men det bliver først engang når en af de fyldte flasker er tomme, og det tager vel omkring et par sæsoner, i hvert fald med vores camping frekvens.
Turen i tal
Brændstof diesel:
Kørte km med CV 3745
Kørte km i alt 4514
Km/liter 10,25
Pris i alt 3670 kroner
Det kan altid betale sig at tanke i Luxemburg og i Frankrig er det altid en del at spare ved indkøbscentre/forretninger så som Carrefour eller Intermarche.
Overnatningspriser:
Camping Les Boucles de la Moselle, Liverdun
1 nat uden el, gratis internet 139 kroner/nat
1 nat med el, gratis internet 167 kroner/nat
Camping Municipal la grande Sologne
3 nætter med el, gratis internet 189 kroner/nat
Camping le lac de la Siauve
8 nætter med el, betalbar internet 219 kroner/nat
Camping Beau Rivage
8 nætter med el, gratis internet 225 kroner/nat
Vejafgifter:
Da vi kun har benyttet afgiftsfrie veje på turen har vi sparet ca. 913 kroner i vejafgifter i Frankrig, kørt 81 km ekstra og brugt ca. 5 timer mere på transporten. Priserne og afstandene er taget fra ViaMichellin.
Link til Camping Beau Rivage
http://www.beaurivagedordogne.com
Link til Michaels CarqavanService
http://www.michaelscaravanservice.dk
Læs også:
Vive La France – Del 1
Vive La France – Del 2
Vive La France – Del 3
Vive La France – Del 4
Besøg Catarina.dks spændende blog
