Tirsdag var Århus igen på programmet. Denne gang skulle vi besøge Den gamle by. Det var virkelig en oplevelse værd. Det var som at træde ind i en helt anden tid.
Byen skildrer en typisk dansk by i 1600-, 1700- eller 1800 tallet. Der var rigtig meget at se derinde, flotte bygninger, flotte udstillinger og rollespil på åben gade. Folk der arbejdede der var klædt ud, som folk fra den tid, de talte som dem og lavede det samme som de ville have lavet dengang.
Der var også en bager, hvor man kunne købe brød og kager fra dengang. Hos købmanden, blev vi fanget i et rollespil mellem nogle handlende og købmanden, der tingede over priser på varer og udbredte landsbysladder – meget underholdende. Man kunne også købe slik og diverse ting fra den tid. Især slikket var en stor succes for vores børn.
Vi var alle meget begejstret for oplevelsen og børnene talte om det i flere dage efter. Det kostede 100 kr. pr. person at komme ind, men oplevelsen taget i betragtning, var det alle pengene værd.
Efter madlavningen tirsdag, stod den som alle andre dage på opvask. Derhjemme er opvasken ikke ligefrem populær, men på når man er på ferie i campingvogn, er dette faktisk blevet et samlingspunkt for hele familien. Vi går alle fire op og vasker op. Vi hjælpes ad med det hele og hygger og pjatter mens vi klarer den ellers så sure pligt.
Opvasken er blevet et samlingspunkt for hele familien
Det er også gået op for os, at det er i køkkenet på en campingplads at man kommer i kontakt med andre campister. Hver aften fik vi os en hyggesludder med vores medcampister over opvasken.
Torsdag stod vi tidligt op, og kørte til Himmelbjerget i Ry. Det var en lille køretur på omkring en time. Med flot natur udenfor bilvinduerne hele vejen.
En tur til Himmelbjerget, var egentlig noget der ville ligge langt nede på listen over ting at se, men nu da vi var i området kunne vi jo ligeså godt få det set.
På tur til Himmelbjerget
Børnene glædede sig, for vi havde jo ligesom lagt op til at det var det højeste bjerg i Danmark. Det var ikke helt hvad de havde ventet, men det viste sig at blive en god og sjov oplevelse alligevel.
Der er ikke så meget at se, når først man har parkeret bilen, men en lille gåtur i områdets natur og en tur op i tårnet på toppen skal man da lige have med. Og faktisk var børnene meget begejstrede for oplevelsen.
På turen hjem stoppede vi i Ry og lejede en kano, og padlede lidt rundt i de omkringliggende Silkeborg Søer. En rigtig god dag der ikke kostede det helt store.
Kanotur på Silkeborg Søerne
Da vi kom hjem til campingpladsen, besluttede vi os for at pakke sammen. Vi havde aftalt at vi skulle i Djurs Sommerland og da det lå på ruten hjem, besluttede vi os for at pakke sammen allerede torsdag aften.
Fredag pakkede vi det sidste og tog afsked med Ajstrup Strand Camping og Caravelair’en der havde været vores hjem de sidste 12 dage. Det var helt vemodigt ikke at skulle se campingvognen igen. Drengene kunne ikke helt forstå hvorfor vi ikke bare kunne tage den med hjem. Nu havde de jo set andre campister hænge deres campingvogn bag på bilen, hvorfor kunne vi så ikke bare gøre det samme?
Vi kørte derefter til Nimtofte nær Grenå, hvor vi skulle besøge Djurs Sommerland. Vi ankom til sommerlandet kl. 11 og til vores store glæde var der ikke særlig mange mennesker. Måske hang det sammen med at de havde lovet skybrud og rigtig dårligt vejr. Men vejret var med os og hele dagen havde vi fint solskin.
Det at der ikke var mange mennesker, gjorde at vi ikke hele tiden skulle stå i kø for at prøve de forskellige forlystelser, og der var god tid til at prøve alt og også flere gange. En lidt overset forlystelse i Djurs er nok Tarzanland, som er en stor forhindringsbane der er gemt lidt af vejen. Den var virkelig god for et par livlige drenge der har brug for at brænde lidt ekstra krudt af.
Det blev til en lang god dag. Fra kl. 11 til kl. 21 for kun 199 kr. pr. person. virkelig alle pengene værd.
Vi sluttede med en overnatning i Ebeltoft, for dagen efter at tage færgen hjem til Sjælland igen.
Allerede mandag stod den på arbejde og to ugers dejlig ferie var overstået.
Det var meget vigtig for os at børnene havde det godt i vores lille camping eksperiment. Heldigvis syntes de at det var rigtig hyggeligt at være på ferie i campingvogn og især at sove i campingvognen.
Vores børn syntes der har været rigtig hyggeligt at være på campingferie
Mange gange i løbet af dagen kunne de finde på at gå ind og lægge sig i deres senge og lege. Når det var regnvejr kunne de sætte sig på gulvet i forteltet og lege alle mulige hyggelige lege, mens regnen trommede mod teltdugen. De kom hurtig ind i deres daglige rutiner som egentlig ikke var så meget anderledes end derhjemme.
Hele familien har nydt denne ferie i fulde drag. Det var rigtigt dejligt at campingvognen intet manglede og vi må indrømme at vi følte os lidt forkælede. Hvis der skulle være noget at klage over overhoved, skulle det være at vores campingvogn næsten var for luksus. Vi havde stort set alt som vi har derhjemme, bortset fra fjernsyn. Og det passede os helt fint.
Det trådløse internet forbindelse på hele campingpladsen, gjorde også at vi kunne holde kontakt med omverdenen og undersøge lokal området og udflugtsmål fra vores bærbare computere.
De tolv dage vi boede i vognen gik hurtig, og vi fik slappet dejlig meget af. Det skal også siges at vi bestemt har lyst til at prøve det igen.
Ferien gik alt for hurtigt og vi fik slappet meget af – dejligt!
Vi vil nok hellere være lidt mere mobile næste gang. Og rejse lidt mere rundt, så vi kan opleve flere ting, men stadig føle sig hjemme hver aften, da man jo har sin campingvogn og alle sine ting.
Men er det ikke også meningen med at være campist, i hvert fald hvis vi har forstået camping livet rigtigt.
Links: | |
Relevante Link(s) : | Caravelair | Aistrup Strand |
Se også: | Caravelair 2010 |
Gå til del: | 1 – 2 – 3 |