Bliver det udvendige strømstik på campingvognen defekt, er det let at skifte det. Se her hvordan.
Vi havde ved et uheld ødelagt det udvendige strømstik i vores Adria. Det var 100% vores fejl, og årsagen var glemsomhed og ren idioti (klik her for at se hvordan det skete).
Resultatet var, at strømstikket nu var defekt, og vi nærmest rev indmaden af stikket ud hver gang vi skulle have strømkablet af. Så stikket skulle skiftes, og det er heldigvis ikke svært at gøre. Det kræver blot et nyt stik, og en halv times arbejde.
Du skal lige være opmærksom på, at det her er ikke noget du selv må gøre 100%. Du må selv afmontere og skifte stikket, men du må ikke selv tilslutte ledningerne. Det skal gøres af en elektriker eller fagmand. Så medmindre du selv er det, skal du have hjælp.
Men – som nævnt – det er ret ligetil at skifte stikket. Du bestiller et nyt stik hos din campingforhandler, og så skal du bruge noget silikone til at tætne med. Jeg brugte Sika 11FC Sort som kan købes i Bauhaus.
Herunder kan du se hvordan jeg skiftede stikket.