Jeg tror ikke, at andre har kvajet sig SÅ åndsvagt som mig. Det kunne have været gået grueligt galt, men heldigvis skete der intet.
En gang imellem ser man campister lave virkelig dumme ting. Det gælder selvfølgelig ikke mig. Jeg har styr på mine ting, og fremstår som et forbillede for andre campister… NOT!
For når man en blot en gang har kvajet sig som mig, så holder man ydmygt sin mund fremover.
Vi havde lidt travlt. Vi skulle på camping, og vognen var pakket og klar til at blive hægtet på bilen. Der var en smule stress i luften. Vi skulle afsted nu, inden at myldretiden for alvor satte ind fredag eftermiddag.
Campingvognen var jo klar, så det var bare at få Sissel ind i bilen, hægte campingvognen på, og så komme afsted. Og det var præcis, hvad vi gjorde.
Vi skal køre ca. 1,5 kilometer af en lille – men trafikeret – vej for at komme til motorvejen. Pludselig kom der sådan en SUV, der virkelig pressede på for at overhale. Nu kørte vi jo på en stillevej, så jeg syntes ikke han skulle forbi. Så jeg gjorde mig måske lidt bred, så han kunne holde sig på de lovlige 50 km/t. – og bag mig.
Det syntes han åbenbart ikke om. Jeg fik både lys og horn, hvilket gjorde mig helt kold. Ingen skal presse mig på en stillevej i mit eget nabolag. Så…. han kom ikke forbi.
Han må have forstået mine signaler, for – med et – faldt han tilbage, og holdt en afstand på ca. 25 m. ”Så kan han lære det”, tænkte jeg selvtilfreds, men nåede ikke tænke tanken færdig. For i et øjebliks uopmærksomhed overså jeg hans manøvre. Og før jeg kunne reagere, havde han overhalet mig i sin BMW X5.
Men ikke nok med det. Han kastede sig ind foran mig, og bremsede hårdt op. Godt surt tænkte jeg – ”Skal han nu også chikanere mig”? Jeg fik bremset hårdt ned, så jeg ikke påkørte ham. Da jeg så holdt helt stille på Læhegnet i Albertslund, var min følelse egentlig bare: ”Godt der ikke skete noget”. Det var så der han ud af bilen, og gik hen mod os med meget beslutsomme skridt.
Jeg tænkte, at han så’n lidt overreagerede, for han kunne da umuligt blive så sur over at jeg ikke lod ham komme fordi, at han lige frem ville ’tale’ med mig om det. Ann Karina sad ved siden af mig, og sagde: ”Sikken dog en idiot. Lad os bare komme videre”. Men der var han allerede henne ved vores bil.
Jeg stod ud, og var forberedt på næsten alt. Han gik helt hen til mig, og sagde: Godt at du stoppede. Du har glemt at tage dit strømkabel af campingvognen, og du slæber det hen ad vejen”.
Det var ikke helt, hvad jeg havde regnet med at høre. Jeg kiggede bagud. Og ganske rigtigt. Vi har altid strøm på campingvognen derhjemme inden vi tager på tur. Så er køleskabet koldt, og vognen er varmet igennem. Og det kabel havde jeg glemt alt om, da vi kørte.
Jeg fik fremstammet en velment tak, og han satte sig ind i sin bil og kørte videre. Det skete nogenlunde samtidig med at en anden bil stoppede op, og spurgte om det adapter-kabel, de havde fundet på vejen, var mit. Det var det.
Så mens campingvogn og bil holdt midt på vejen foran COOPs hovedsæde, gik jeg og rullede kabel op og smilede undskyldende til dem, der holdt i kø pga. mig. Det var faktisk ret pinligt.
Der skete ikke noget. Hverken med kabel, adapter eller campingvogn. Men fremover… Når nogen prøver at komme i kontakt mig på vejen, så er det ikke altid fordi de vil tvinge mig af vejen. Det har jeg lært på den hårde – og meget pinlige måde.
