Alpetur 2013 – Del 5 – Fussen

Efter en lille uge i Bolzano – hvor vi slet ikke fik set alt det vi egentlig gerne ville, var det på tide at køre nordpå igen.

Vi tog turen op over Reschen Pas og lige før vi kørte ind i Østrig kom vi forbi Reschensee. Indtil 1950 var her 3 søer (Reschensee, Mittersee og Muta), men i 1950 byggede man en dæmning på tværs af dalen og de tre søer blev til en.

Det helt specielle var, at store dele af landsbyen Graun blev oversvømmet – 163 huse blev ødelagt og 423 hektar landbrugsjord blev oversvømmet. Alle ca. 1000 indbyggere blev simpelthen eksproprieret ud af deres boliger og de flyttede enten helt væk eller blev flyttet ud i en barakby i 2 år.

Trods store protester gik det også ud over kirken – byens præst endte med at klage til paven, men lige meget hjalp det – fascisterne havde besluttet sig, byggede dæmningen og sprang alle bygningerne i luften.

I dag står kun kirketårnet tilbage – et stykke ude i søen. Tårnet stammer fra det 14. århundrede og legenden siger, at man stadig kan høre kirkeklokkerne ringe om vinteren. Faktum er dog, at klokkerne blev fjernet 1 uge før, man bortsprang resten af kirken i juli 1950.

Tårnet blev restaureret i 2009 og hjørnet hvor tårnet står, er nu en lille sø, med sin egen dæmning rundt om. Et fascinerende syn.

Parkering – selv med campingvognen – er mulig lige ved tårnet.

Herfra gik turen videre gennem Østrig og over Fernpass til Schwangau nær Füssen i Sydtyskland. Vi tog turen af landevejen hele vejen og det var ikke specielt svært. Vejen havde en fin bredde og gik uden om en del af byerne og vi endte på den måde med at krydse Østrig uden at købe vignet.

Vi var sidst i Füssen tilbage i 2005 i silende regn og nu kom vi tilbage for at opleve området i solskin. Og solskin det fik vi – heldigvis!

I 2005 boede vi på Camping Brunnen, men i år faldt valget på Camping Bannwaldsee et par kilometer længere væk fra Schwangau. Camping Bannwaldssee er stor – meget stor med omkring 700 pladser – og store dele af den er udlagt til det, som vi kalder kolonihavecamping. Her kan man nemlig nærmest tale om kolonihaver med små hegn, fliseterrasser og inddækninger. Som f.eks. herunder til venstre – der ER en campingvogn inde bag den bagerste del.

Den lille campingvogn på billedet herunder er i øvrigt et hundehus.

Men ellers fungerer Camping Bannwaldsee perfekt – der er flere toiletbygninger på pladsen med ok bruserum og varmt vand. Der er opvaskefaciliteter og endda en opvaskemaskine, som vasker op for sølle 50 cent – når den altså duer.

Her er en lille butik med det mest nødvendige og der er flere spisemuligheder på pladsen. Der er en egentlig restaurant, et pizzaria og så det de kalder Bannwaldsee Stadl med biergarten. Der findes også en isbod og nede ved søen sælges der friskrøget fisk to gange om ugen.

Da campingpladsen er så stor, så er der aktiviteter næsten hver dag og aften – disse annonceres på to måder: som opslag ved toiletterne og via deres højttalersystem. Første gang de råbte ud over pladsen i højttaleren faldt vi nærmest ned af stolen – helt uforberedte som vi var.

Om dagen kan det f.eks. være stavgangsture eller cykelture eller gymnastik. Om aftenen er der selvfølgelig fest – det kan være velkomst-intromøde med alpehornmusik eller slagerparade til kl. 24 eller bålfest på stranden. Aldrig har vi i øvrigt set så mange fustager øl blive kørt ned til en strand før.

Pladsen ligger direkte ned til Bannwaldsee og søen var forbavsende dejlig at bade i med en dejlig sval – men ikke kold – temperatur. Der var lidt sten i kanten, men det problem løste badebroen. Det er også muligt at leje en båd eller en vandcykel, hvis man skulle få lyst til at tage en tur ud på søen.

Formålet med opholdet her var at få set lidt mere af byen og så selvfølgelig at se Schloss Neuschwanstein i sol fra Marienbrücke. Hele området her er spækket med gamle slotte og selvom Schloss Neuschwanstein nok er det mest kendte og det, der absolut er det flotteste – både bygningsmæssigt, men også placeringsmæssigt, så er de andre slotte nu også flotte.

Da vi jo sjældent vælger den lette og lige vej, så førte turen op til Schloss Neuschwanstein os lige forbi et af områdets andre slotte: Schloss Hohenschwangau.

Det er bygget på ruinerne af fæstningen Burg Schwanstein af kronprins Maximillian (senere kong Max II) i perioden 1833-1855. Bag udformningen står i øvrigt teatermaler Dominik Quaglio, som valgte at opføre slottet i en engelsk tudorstil.

Slottet blev af Maximillians familie anvendt som sommer- og jagtbolig. Maximillian’s kone Marie boede på slottet til sin død i 1889 og hendes svoger boede der indtil sin død i 1912. Året efter i 1913 blev slottet åbnet som museum. Samtidig blev slottet i perioden 1923 til 1945 brugt som bolig for den tidligere bayerske kongelige familie.

Inde stammer interiøret fra biedermeierperioden og slottet kan kun besøges på guidede ture. Billetter til turene købes i den fælles slot-billet-butik i nærheden af alle parkeringspladserne. Man kan hjemmefra reserve sin billet til en bestemt tur, men skal STADIG hente billetten i slot-billet-butikken – og her er ofte LANG kø.

Vores tur til Schloss Neuschwanstein var nu gået i den forkerte retning og så kunne vi jo lige så godt fortsætte rundt om Alpsee.

Alpsee er en af de reneste søer i Tyskland og har en dybde på op til 62 meter. Vandtemperaturen var slet ikke ringe – Helle skulle da lige stikke benene i.

Og nej HUN bader ikke – hun vader eller måske er hun lige ude at geocache.

Turen rundt om søen tager ca. 1 time og 30 minutter – og man skal altså tro på det, når de skriver at stien langs søen er oversvømmet.

Det lykkedes os dog at komme videre begge steder – dejligt for der var en fantastisk udsigt mange steder rundt om søen.

På vejen rundt om Alpsee kom vi forbi flere interessante steder.

F.eks. til et sted kaldet Israelit. Israelit er en 20-25 meter høj og cirka 50 meter lang lodret klippevæg. Stednavne som ‘israelit’ og ‘juden’ har tidligere været brugt om steder med forhistorisk aktivitet. Det er i hvert fald helt sikkert, at den jernmalm, der blev udvundet på skråningen af Säuling blev smeltet her.

Vi så ingen forhistoriske mennesker, men vi føler os små, når vi går sådanne steder – og faktisk er Søren med på billedet her over.

Her nærmer vi os endelig Marienbrücke – efter en ret hård omvej, fordi vi læste forkert på et skilt – Marienbucke og Marienbrücke ligner i vores øjne hinanden som to enæggede tvillinger…

Den sidste del kom til at gå af den vej, som busserne bruger, når de kører turister op til broen.

Men endelig kom vi op til Marienbrücke – og til alle de andre turister. Turen rundt om Alpsee havde vi haft nærmest for os selv, men oppe på broen blev vi da slået grundigt tilbage til virkeligheden. Hold da op, der var mange mennesker!

Marienbrücke krydser over Pöllatslugten og ligger lige bag ved Schloss Neuschwanstein og er opkaldt efter dronning Marie – Maximillians kone.

Den første bro blev bygget over slugten tilbage i 1845, men den gamle træbro blev i 1866 erstattet af en jernbro, som dog igen blev udskiftet i 1984. Således at det nu kun er rækværket, der er bevaret fra 1866.

Under broen skærer Pöllatslugten sig ind i bjergmassivet og næsten under broen ses det ca. 30 meter høje Pöllatvandfald.

Schloss Neuschwanstein blev opført af Ludwig II – konge af Bayern siden 1864. Hans far var Maximillian II og han tilbragte derfor alle sine somre på Schloss Hohenschwangau.

Arbejdet blev påbegyndt i 1868, hvor man fjernede op til 8 meter sten for at skabe et godt fundament til slottet og selve grundstenen blev lagt et års tid senere.
Tårnbygningen stod færdig som det første i 1873 og Ludvig II brugte den øverste etage som midlertidigt logi, når han var på besøg.

Slottet blev ikke bygget så hurtigt som kongen forventede. Projektet var for omfattende og placeringen på bjerget voldte store problemer.

Dernæst skulle alle kongens detaljerede ideer implanteres i byggeprocessen og det endte med, at Ludvig II aldrig så sit slot som andet end en byggeplads. Han døde nemlig i 1886 og de sidste dele af slottet blev først færdige i 1892.

Som med Schloss Hohenschwangau er det kun muligt at se Neuschwangau inde på guidede ture. Den tur tog vi i 2005, så denne gang sprang vi det over – også med tanke på længden af billetkøen ved slot-billet-butik ca. 30 minutter væk.

Selve Füssen skulle også have et besøg – det fik den nemlig ikke tilbage i 2005, da det regnede ca. 24 timer i døgnet.

Füssen er en gammel by – den stammer tilbage fra romertiden, hvor den lå på den vigtige vej Via Claudia Augusta mellem Norditalien og Augsburg, som var hovedstaden i den den romerske provins Raetia.

Füssen har en hyggelig gammel bymidte med gågader omringet af en kraftig bymur.

Og så har den også – som så mange andre af de her gamle byer – nogle fantastiske butiksskilte og nogle meget smukke facader. Selvom en stor del af facadernes udsmykning er snyd.

Füssen har – naturligvis skulle vi vel næsten skrive – sit eget slot: Hohes Schloss Füssen.

Biskoppen i Augsburg grundlagde i det 8. århundrede klosteret St. Mang, men man blev aldrig færdig med projektet, før det blev overtaget af private hænder.
Allerede i 1363 blev slottet bygget sammen med byens fæstningsmur. Der er i øvrigt gratis adgang til Fallturm i hjørnet af gården og herfra er der en flot udsigt over byen.

Slottet anvendes i dag som galleri. Vi var ikke inde, men nøjedes med at se det ude fra. Og så så vi på de hvidkalkede, pudsede vægge, hvor der ses utallige illusionsmalerier fra 1499.

Er her en karnap eller er det bare fusk?

Den lokale katolske sognekirke midt i Füssen hedder Skt. Mang (Magnus) og er egentlig en del af det gamle benekdiktinerkloster.

Alteret er lavet i år 1717-1722 af flerfarvet marmor fra Füssen. Ved alteret ses næsten mandsstore statuer af St. Columban, Gallus, Benedict og Scholastica.

Efter nogle dejlige dage i SOLSKIN i Füssen, skulle vi til hjem igen.

Der var ca. 1150 km hjem og dem valgte vi at fordele over to dage og så gøre stop på SeeCamp Derneburg – den perfekte hurtig-stop-campingplads ca. 200 km syd for Hamburg.

Her er også en fin restaurant med schnitzler på 7 måder og så er her altid lige en mulighed for at snakke med en anden dansker….

Fra Derneburg gik turen stille og rolig de sidste 499 km hjem til Odense – nu ikke længere med solskin, men heftige regnbyger.

Men heldigvis uden overraskelser i form af uheld eller større vejarbejder eller en halvlukket Elbtunnel. Hvor heldig kan man lige være 😉 Ja – lidt mere viste det sig – for vi kom hjem til hedebølge.

Tak for en dejlig og meget spændende rejseberetning. Vi har fået flere gode ideer til hvor vores næste turen kan gå hen. (red.)