Der deltager vogne fra ikke færre end 5 lande, når Camp-let afvikler Camp-let Winter Challenge i Achensee i Østrig. Hvis man medbringer rigeligt med varmekilder, kan den danske teltvogn sagtens klare en skiferie i alperne. Mød Camp-lets sne-team onsdag morgen kl. ca. 7.15 på TV2.
Alle rystede på hovedet, da Camp-let sidste år lod sig udfordre af Tarup Campingcenter på Fyn og drog på skiferie i Italien med en teltvogn på krogen. Vognen klarede både sne og frost, så nu udfordrer den sønderjyske teltvognsfabrik de østrigske alper.
“Vores skitur gav genlyd i flere af de andre lande, hvor vi sælger Camp-let, og forhandlerne var begejstrede. Det var en halvkold omgang, og jeg husker godt, at jeg lovede mig selv aldrig at gentage projektet. Men nu er vi blevet udfordret til endnu en tur, og så er der jo ingen vej udenom”, siger Camp-lets 28-årige direktør Hans Jørn Nissen.
Han trækker naturligvis selv i skitøjet og har lokket kammeraten Rasmus Bergholt til at udgøre den anden del af det danske team i Camp-let Winter Challenge. Tilsvarende kommer der hold fra Tyskland, Luxembourg, Slovenien og Holland til dette uofficielle EM for teltvogns-galninge.
Turen varer fra onsdag den 3. februar til søndag den 7. februar, og målet er Achensee i de østrigske alper. Forinden skal Camp-lets sne-team onsdag morgen en tur omkring Hovedbanegården for at deltage i Godmorgen Danmark og fortælle, hvorfor man finder på den slags galmandsværk to år i træk. Indslaget bringes kl. ca. 7.15 på TV2.
“Sidste års skitur var som sagt en kold omgang med 18 graders frost udenfor. Men vi fik også nogle erfaringer, som kan bruges i år: Vi skal i hvert fald medbringe en kraftig slagboremaskine, så vi kan få pløkkerne ned i den frosne jord, og for eksempel dropper vi de latex-madrasser, som om sommeren forvandler en Camp-let nattesøvn til Jeppes nat i baronens seng. Latex fryser nemlig ved temperaturer under minus 10 grader, og så man føler man tværtimod, at man sover ovenpå en dør”, fortæller Hans Jørn Nissen.
Hver Camp-let medbringer en elvarmeovn på 2 kWh samt to petroleums-kaminer af en tilsvarende størrelse. Varmekilderne svarer tilsammen til det, der er brug for i et helt parcelhus i Danmark.
“Vi havde noget tilsvarende med i fjor, men det hjalp ikke meget. Der var kun 800 watt i udtagene på den campingplads, hvor vi lå, og vores gasvarmer virkede heller ikke optimalt i den hårde kulde. Nu prøver vi med petroleum, og samtidig sikrer vi os, at campingpladsen i Achensee er i stand til at levere strøm nok til vores el-ovne”, siger Hans Jørn Nissen.
En Camp-let er godkendt som Tempo 100-køretøj i Tyskland, og sidste år gik det rask af sted ned over de tyske motorveje. Dog kun indtil München, hvor der var snestorm, og hvor makkerparret på lange strækninger kun kunne køre 40 kilometer i timen.
“Men Camp-let’en kunne sagtens klare turen, og den tager heller ikke skade af at “stå og fryse” i 18 graders kulde. Ligesom sidste år har vi lånt en Kia Ceed hos Kia Motors, men det er den nye model, som kører endnu længere på literen, så vi endnu engang dokumenterer, at Camp-let er en miljøvenlig ferieform og meget billigere at køre med end en campingvogn”, siger Hans Jørn Nissen.
Links: | |
Relevante Link(s) : | Camp-let |