Da vi jo boede ca. 10 km uden for Goslar, så tog vi turen ind til byen flere gange – bare for at støve rundt i de smukke gader. Byen har i århundrede været en rig by og sølvminerne lokkede de tyske kejsere til byen. Heinrich 2. byggede endda et kejsersæde næsten klos op af sølvminen i 1060.
Byen var tidligere omringet af en forsvarsmur, som dog delvist blev revet ned i det 18. og 19. årh., da murene havde mistet deres defensive funktion. Dog kan man finde rester af muren flere steder og her, hvor vi kørte ind i selv den gamle del af byen, stod porttårnet Breite Tor stadig, hvor det har stået siden 1443.
I dag kan man stadig køre gennem den smalle port – og heldigvis er vejen ensrettet for der er ikke meget plads.
Lige inden for porten kan der parkeres og herfra er der ikke så langt op til selve bymidten. Først kom vi dog lige forbi St. Stefani-kirke.
Allerede i det 12. århundrede blev der rejst en kirke på stedet, men den gik til i en stor brand, der hærgede ikke blot kirken, men hele bydelen i 1728.
Kort efter tragedien begyndte indbyggerne at opføre en ny kirke som kunne indvis allerede i 1734. Denne kirke har nogle meget flotte søjler og et smukt alter.
Midt i byen ligger Marktplatz , hvor man også finder springvandet Marktbrunnen. Det ser ud som om, det altid har stået der, men i virkeligheden er det kommet til lidt efter lidt.
Nederst findes det store kar fra det 12. årh. Dernæst et mindre springvand, som oprindeligt var et selvstændigt springvand fra det 13. årh. og øverst ørnen fra det 13. årh. med en krone fra det 18. årh.
Smukke huse og hyggelige gader
Ud til Marktplatz ligger flere flotte huse. F.eks. det røde Hotel Kaiserworth, som oprindeligt blev opført som lavshus for skræddere og tekstilkøbmænd i 1494.
Faktisk opførte de et hus, der overstrålede byens rådhus for at vise, at de var nogle af vigtigste personer i byen. De store figurer på facaden er kejsere stammer i hvert fald tilbage fra det 16. årh. og de flotte sten er maling…
Goslar er en by med mange finurlige detaljer – her kommer lige et par stykker:
Vi fortsatte ned mod Frankenviertel – et utrolig charmerende kvarter i byen. Området besøges ikke af så mange turister – hvilket vi slet ikke forstår, for her fandt vi de hyggeligste smalle brostensbelagte gader med bindingsværkshuse og skiferklædte huse.
Og også i dette område var der rigtig mange detaljer at studere…
Frankenberger Plan er et idyllisk lille torv med en gammel fontæne. Fontænen menes at være fra den sene middelalder, men er restaureret i 1951, hvor den har fået sin fine figur tilføjet.
Og så kan man godt se på nogle af bindingsværks-husene, at de er genopført efter krigen – for deres bindingsværk er godt nok snorlige og uden sprækker….
Ved Frankenberger Plan fandt vi også klosterkirken St. Peter og Paulus – eller i daglig tale: Frankenberger Kirken. Oprindeligt er den opført i romansk stil, men ombygninger har tilføjet delelementer i gotisk og barok stil.
Kirken havde oprindeligt to tårne, men de blev sløjfet i 1783 og erstattet af det nuværende lanterne-tårn. Tårnet er i øvrigt bygget ind i byens forsvarsmur.
Alteret stammer fra 1675 og Heinrich Lessen er kunstneren bag. Billederne på alteret er tidstypiske og viser skærtorsdag, langfredag og påskedag. Prædikestolen bliver båret af denne yndige engel…
Da byens centrum har været omgivet af en forsvarsmur er der naturligvis også flere porte i den. På billedet her under er vi nået Rosentor.
Rosentor bestod oprindeligt af to tårne, men disse blev revet ned i 1792 for at give en bredere adgang til byen og i dag er der ikke så meget tilbage på stedet. En gamle legende siger, at stedets første port var en rosen-port, der holdt uønskede personer ude af byen – men vi tror næppe, at man skal tro for meget på det…
Disse to permanente turister er i hvert fald kommet lige inden for porten. De er skabt af kunstneren Fernando Botero.
Vi nærmede os langsom men sikkert bilen. Dog skulle vi lige igennem endnu et utroligt charmerende hjørne af Goslar: Museumufer. Her flyder den lille å Absucht gennem byen og med de flotte bindingsværkshuse og blomster-kummer bliver der skabt en hyggeligt område. Som får os til at tænke på andre byer, feks. Colmar.
I udkanten i byen findes Judenteich – to søer, hvor de jødiske kvinder tidligere vaskede tøj. Vi så også et lidt underligt stykke kunst: 2 træbroer ude midt i søerne. Skabt af kunstneren Dani Karavan.
Jägerdenkmal og Kaiserpfalz
Tæt på Judenteich fandt vi Jägerdenkmal, der blev skabt til minde om soldaterne i de to verdenskrige, men også til at minde os om krigenes rædsler.
Det blev skabt allerede i 1926 af arkitekten Kurt Elster og selve arbejdet er udført af de to billedkunstnere Hans Lehmann-Borges og Walter Volland.
Til sidst kom vi til Kaiserpfalz. Da Tyskland var et kejserdømme havde kejseren ikke en fast bopæl, men flyttede rundt mellem flere for at sikre sin status. Derfor er Kaiserpfalz i Goslar kun et af flere kejsersæder. I dag rummer det et museum, der har fokus på netop kejsertiden.
Uden for på plænen faldt vi over denne store skulptur: Griff in die Freiheit, som er rejst af i fællesskab af to grupper: en for tidligere krigsfanger og en for forsvundne soldaters pårørende.
Geocaching i Rammelsbergminen
Selve geocachingeventet skulle holdes om lørdagen i Rammelsbergminen. Vi vidste at der var tilmeldt over 2000 personer, at der kun var ca. 200 p-pladser uden ved indgangen og at vi skulle være der, det meste af dagen.
Da Smilla ikke måtte komme med ind og vi gerne ville kunne smutte ud og lufte hende i løbet af dagen, så smuttede vi lige forbi Rammelsberg dagen før for at se, hvor det var bedst at parkere, så bilen var i skygge hele dagen. Vi satsede på, at fordi eventet var et ‘kom i den tid du har lyst’-event, så ville der ikke være mere tryk på tidligt om morgenen end at vi kunne få en p-plads derude.
Hvad er sådan et event så egentlig for noget? Jo egentlig kan et event afholdes på rigtig mange måder – dette var det 4. internationale earthcacheevent og der var lagt op til at vi skulle studere geologi på alle planer.
Og hvorfor så lige geologi – jo fordi en earthcache er en hel speciel type geocache, der netop omhandler et geologisk emne. Vi kan rigtig godt lide denne slags geocaches, fordi de ofte viser noget natur frem, som vi ellers ikke havde været forbi. Og så lærer vi rigtig meget af dem.
Fordi en earthcache skal være ‘lærende’, så var der til dette event arrangeret en række foredrag, fremvist store stensamlinger og vist film og billeder til inspiration. Ja faktisk var der aktivitet i 3 sale ud over hyggeområder og alle Rammelsbergs egne lokaler.
Samtidig havde vi til dette event også mulighed for at deltage i Rammelsbergs guidede ture og at snuse rundt i hele udstillingen – hvad vi selvfølgelig gjorde. Derfor var det også heldigt, at vi kom så tidligt og fik parkeret tæt på indgangen, så vi let kunne smutte ud og servicere hunden, for hele dagen endte med at gå til eventet.
Rammelsberg er et 635 m højt bjerg ved Goslar, men er især kendt pga. sin mine. Selve minen er første gang nævnt i 968, men man regner med, at der har være minedrift på stedet i over 3000 år.
I malmminerne udvandt man primært zink, bly og kobber og tog selvfølgelig det guld og sølv med, som man fandt. Der var ca. 1 g guld og 140 g sølv i 1 ton malm.
De dominerende bygninger er fra midten af 1930’erne, huser forarbejdningsanlægget og er tegnet af arkitekterne Fritz Schupp und Martin Kremmer.
Den diagonale elevator blev lavet i 1930 for at transportere mennesker og materialer op af den 43 meter høje bjergside. I dag giver den en let adgang til det øverste af de smukke bygninger.
Heroppe startede malmen nemlig i sin tid sin rejse ned gennem behandlingsanlægget. Og her oppe fra er der også en flot udsigt ned over hele området.
Inden vores første rundvisning snusede vi lidt rundt. Først fandt vi frem til minearbejdernes omklædningsrum, for det er nemlig herfra alle ture starter, så det var et vigtigt sted.
Omklædningsrummet er specielt – tøjet hænger i loftet og kan via et snoresystem hejses ned. Hver arbejder havde sin krog med kurv. Her blev arbejderens ejet tøj hængt op og beskyttet af et forhæng mod støv og snavs, mens han var nede i minen.
På kurven var der også plads til et stykke sæbe og til al arbejderens øvrige ejendele.
Ved siden af lå det fælles baderum med fælles vandhane og store sæbeskåle…
En tur ind i minen
Dagens første tur var en tur ind I minen med minetoget. Og så forestiller man sig jo nok en halv-romantisk-tur, hvor man kan sidde og kigge på skakten, men virkeligheden er en hel anden. Turen foregår i nogle meget larmende, lukkede gule vogne, hvor der oprindeligt var plads til 10 personer, men hvor vi i vores vogn slap med at være 4 – de to andre er også danske geocachere…
Da vi var ca. 500 meter inde i bjerget skulle vi alle ud og så gik turen til fods gennem en af tunnellerne. Her blev minedriftens forskellige delelementer vist frem: boring, sprængning, læsning og transport vist frem.
Og vi fik set, hvordan man i starten f.eks. selv bankede med hamre for siden hen at gå over til trykluftshamrer.
Minearbejderne skulle møde op inde i minen og det betød at al transport ud og ind var for egen regning. I starten inden der blev etableret en elevator kunne de arbejdere, der skulle langt ned i minen, derfor ende med ikke at se dagslys det halve af året.
Pga. transporttiden ind og ud blev der også etableret små pause-steder ind i siden på skakten.
På turen – som foregik på engelsk – fik vi også fortalt, hvordan man først lod den frigjorte malm ryge endnu længere ned i bjerget, for derefter at blive hejst op et samlet sted. Det var nemlig lettere at foretage hejsearbejdet et sted i stedet for at skulle etablere hejseanlæg flere steder.
Den store elevator på billedet her under kunne i sin tid køre ca. 500 meter ned, men det er ikke længere muligt. For man har nemlig stoppet pumperne, så hele den nederste del af minen er i dag fyldt med vand.
Rammelsberg har – naturligvis fristes man til at skrive – sit eget mineralmuseum. Det er placeret i et lokale, der ligger midt imellem hele forarbejdsningsanlægget.
Samlingen rummer en række helt fantastiske mineraler og krystaller som f.eks. som det lokale mineral Goslarit på billedet lige herover eller gipskrystallerne her under.
Roeder-tunnelen kan kun ses på en guidet tur – hvilket er helt foreståeligt, for den fører gennem smalle og lave tunneller dybt ned i bjerget.
Tunnelen blev skabt af Johan Christoph Roeder for over 200 år siden og formålet var, at lede vand ind i bjerget, så man kunne udnytte dets kraft til dels at få hejset malmen op og dels at få pumpet indtrængende vand ud.
Først ledes man ud til den opdæmmede sø lige ved siden af for at se, hvor vandet kom fra.
Derfra følger man vandets vej ind i bjerget – det betyder at de tunneller man går i oprindeligt har været vandfyldte. Og der er flotte mineraler og stalagmitter at se undervejs.
På turen kom vi forbi flere store møllehjul. Helt genialt tænkt, så anvendte man samme vand til at trække flere hjul og derfor går turen også via en del trapper. Det første møllehjul vi mødte var en rekonstruktion (herunder).
Men længere nede så vi et tilsvarende hjul, der var meget velbevaret pga. minens ’naturlige’ imprægnering af bl.a. zink.
Disse to møllehjul blev brugt til at hejse malmen op med og de kunne arbejde begge veje. Man kan se, at flangerne på hjulet sidder begge veje. Ovenover var et stort delt kar og alt efter hvilket kar der blev åbnet for, så kørte hjulet den ene eller den anden vej.
Om det skulle køre den ene eller den anden vej blev styret 80 meter væk, hvor møllehjuls-føreren kunne se, om malm-læsseren var klar til, at der blev hejst op eller ned.
De lange træbjælker herunder er styresystemet til møllehjulet. I midten ses en udveksling og til venstre et af de hjul, der blev anvendt til at pumpe vand væk fra minen med.
På stedet findes tillige en museumsbygning, hvor der dels vises forskellige udstillinger og dels vises gamle redskaber mm.
Hesten her under er Ridder Ramms. Han fandt i følge sagnet den rige sølvåre, som tidligere var skyld i Goslars store rigdom.
Før man kunne udvinde mineralerne fra malmen, måtte denne forarbejdes. Malmen skulle knuses, filtreres og udvandes. Fra 1936 blev dette gjort på et for den tid meget moderne forarbejdningsanlæg, der gennem tre knusningsprocesser var i stand til at lave en malmklump om til malm-mel.
Mineralerne blev derefter udskilt via flere processer – bl.a. kunne man ved hjælp af magneter sortere nogle mineraler fra og ved hjælp af en flotationsproces kunne yderligere mineraler udskilles.
Ved flotation tilsættes et hjælpestof, som gør et mineral vandskydende, så luftbobler let hæfter sig på dem, mens et andet mineral uhindret kan synke til bunds. Der tilsættes tillige skummere, som sikre at de vandskydende mineraler lejres i et stabilt skum, der let kan indsamles.
Hele denne proces skete løbende ned gennem den utrolig flotte bygning, der dominerer området. Alt dette krævede en stor mængde energi og man havde derfor sit eget kraftværk, der lå lige ved siden af bearbejdningsanlægget.
• Efterårstur til Harzen 2015 – del 1
• Efterårstur til Harzen 2015 – del 2
• Efterårstur til Harzen 2015 – del 3
Læs flere spændende beretninger på Rosefrederiksen.dk (Helle og Sørens hjemmeside)
