For snart 2 år siden så vi, hvad vi troede var vores drømme-campingvogn, på Ferie-messen i Herning. Vi gik lidt og tyggede på det og besluttede os for at se på den igen, når vi kom til Herning i 2018.
Og ja, den var lige så lækker, som året før. Der stod dog ingen af dem i Danmark og derfor besluttede vi os for at vente til 2019-modellen kom.
I mellemtiden havde Caravelair så lavet en ny model – Artica 450 – med samme indretning, som den vi havde set på, men bare med lidt flere lækre detaljer! Vi ventede derfor endnu længere og endelig – i starten af december 2018 – kunne vi se vognen hos forhandleren! Og så købte vi den på stedet. Den havde ALT det vi havde savnet i den gamle – og lidt til!
Vi fik den 4 dage før jul, men måtte vente til slutningen af januar før vi kunne komme rigtig af sted med den. Hold da op – det var ventet med længsel. For nu skulle vognen jo rigtig stå sin prøve. Og vi elskede den fra første sekund!
Vi valgte at køre på ekstra lang weekend til Vejers – for Vesterhavet bliver vi aldrig trætte af. Samtidig kunne vi så afprøve Asci-kort-konceptet. For vi havde googlet og konstateret at i Danmark er der en del penge at spare i ydersæsonen med det kort – mens det sydpå en del steder rækker helt hen i juli…
I Vejers har 2 ud af 3 campingpladser vinteråbent og vi valgte Vejers Familie Camping. Vi har ikke besøgt nogle af pladserne før, så det var ukendt land og derfor valgte vi den, som vi kunne afprøve asci-kortet på 😀
Vi ankom i sne – det kan ikke ses på de her billeder, da den smeltede meget hurtigt igen, men den gjorde det svært at overskue, hvor vi helst ville bo. Derfor trillede vi bare ind og fik helt tilfældigt sat vognen op et forholdsvis højt sted. Det var vi super glade for de næste dage, hvor sneen dels smeltede og hvor regnen faldt stille og roligt og HELE området rundt om vognen var en stor sø – undtagen lige ud for døren!
Da vi ankom, var receptionen lukket, men der lå pladskort og bomkort og et par bademønter i en kuvert ved indgangen, så vi selv kunne komme ind og ud. På kortet var der sat kryds hen over begge toiletbygninger og vi troede derfor de begge var åbne, men det viste sig at det kun galt den mindste. Men pyt, selvom den lå længst væk fra os, så tog det ikke mange sekunder at gå derned. Baderummene var dejligt varme og det samme var vandet. Så kan man ikke ønske sig mere!
Næste morgen bankede det på døren – det var receptionisten, der lige ville spørge om vi kom op og checkede ind – og det gjorde vi naturligvis! På vejen kom vi forbi den anden toiletbygning (den aflåste) og poolen.
Bag den store toiletbygning fandt vi en stor legeplads – og selvom vi ikke så nogle børn, så stod hoppepuden klar og lokkende…
Pladsen har ingen butik – i hvert fald ikke her om vinteren – men et par hundrede meter derfra – ved den anden vinteråbne plads – ligger der et lille supermarked med frisk morgenbrød (også på hverdage), lidt madvarer og gas. Turen derhen passede lige med en morgen-hundelufteturen.
Gåtur i Vejers Klitplantage
Fra campingpladsen kan man gå bagud og ind i sommerhusområdet bag pladsen. Og derefter ender man snart ude på rød rute, som er en ca. 5 km lang rundtur rundt i området bag pladsen. Den skulle naturligvis prøves.
Efter kort tid kom vi ud af sommerhusområdet og gik langs indhegnet mark til den ene side og plantage til den anden. Denne januardag var vejret helt perfekt til en gåtur: solen skinnede og det blæste ikke meget!
Et stykke ude kan man krydse landevejen til Vejers Strand og komme ind i mere plantage. I denne del findes Strib sø og vi besluttede os for at tage turen rundt om den også. Vejret var jo så dejligt, at det var synd ikke at udnytte det. På vejen kom vi forbi en stribe geocaches og selvom Smilla ikke var meget for det, så stod hun pænt og ventede til vi havde fundet dem. Denne tur blev hendes sidste, for hun fik desværre en korsbåndsskade på turen. Og selvom vi prøvede at smertedække hende, så var hun med sine næsten 11 år blevet en gammel hund, som ikke sådan lige kunne komme sig. Vi tænker med glæde tilbage på, at hun havde en herlig tur og nød det i fulde drag.
Strib Sø er dannet i perioden 1963-72, som følge af udvinding af grus. Man anbragte et flydende sugeanlæg midt i den lille bæk Ålestrømmen og så pumpede man grus op på bredden af bækken, hvorfra det siden blev læsset på og kørt væk af lastbiler.
I dag ligger sø som en lille perle i plantagen – der er fri fiskeret i søen, men vi nøjedes nu med at gå rundt om den.
Vejers Strand
Lidt snyd er det at lægge billedet herover ind under overskriften Vejers Strand – for det er fra Grærup – eller deromkring 😀 Men vi har ALDRIG før set så stor en flok kronvildt i ven ‘vilde’ natur. Så naturligvis stoppede vi op og sad og nød synet i lang tid.
Vejers strand er en stille vinterby, men vi er sikre på, at der er noget mere gang i den om sommeren. Stort set alle butikker holder vinteråbent og gav os minder tilbage til for ca. 30 år siden, hvor vi begyndte at holde vinterferie i Blåvand. Der var der også stille og dødt – noget så lækkert. Sådan er det langt fra i dag…
Vejers Strand har den fordel frem for Blåvand, at man kan køre helt ned på stranden. Det gør ikke så meget for os, for vi kan jo sagtens gå, men for andre er det fedt at kunne komme ned og se vandet uden at skulle krydse et bredt bælte af klitter.
Marehalm, næsten blå himmel, sømærker – hvad mere kan man ønske sig en januardag?
Dejlig bred strand – en del er sat af til drager og strandsport. Og skummmet – ja, det var der også for 10 år siden, da Smilla var med os i Blåvand for første gang. Den gang troede hun, det skulle fanges, så hun drønede rundt for at forsøge at bide i det…
Blåvand og Tirpitz
Vi havde længe ønsket at se den nye udstilling i Tirpitz-bunkeren i Blåvand og nu havde vi muligheden. Vi valgte at køre ind over Kallemærsk Hede på vej til Blåvand. Kallemærske Hedevej går tværs ind over det militære område og man må kun krydse over, hvis den røde kugle er nede. Og det var den heldigvis denne dag.
Kallemærsk Hedevej er grusvej, når det er bedst: dvs. med store huller og ind imellem meget bumpende! Der er også store vandpytter og når man kigger til siderne, kan man se store spor efter milietærkøretøjerne. Nogle gange bliver der skudt med kanoner i området – så store, at man kan mærke rystelserne langt væk.
Tirpitz er en gammel forsvarsstilling fra 2. verdenskrig og er opført som en del af Atlantvolden. Den blev påbegyndt i 1944 og skulle stå færdig i 1945, men nåede ikke at blive det før befrielsen. Den skulle – sammen med Batteri Grådyb på Fanø – sikre indsejlingen til Esbjerg. Størstedelen af museet ligger i dag under jorden, så man stadig har oplevelsen af den store bunker.
Kendetegnende for dette museum er, at der stort set ikke er nogle plancher. Alle får udleveret en lille afspiller, som man kan scanne rundt om og så høre historien, der knytter sig til netop denne del. Det gør, at man stille og roligt kan gå rundt, at oplysningerne kan blive læst op på flere sprog uden at genere andre og at der også kan laves en version, der er målrettet børnene. Det er vældigt smart – omend det giver et meget stille museum. Vi så ikke mange, der gik og pegede og snakkede – i stedet var alle dybt optaget af at lytte til hver deres lille afspiller.
Ud over Tirpitz, rummer museet 3 udstillinger. Vi starter her i den del, der hedder ‘En hær af beton’. Denne del af museet er bygget op som 6 bunkers og hver bunker rummer en beretning fra en person – 3 danskere og 3 tyskere. Her hører man f.eks. om, hvordan en lille pige måtte flytte, fordi deres gård lå på området. Og om hvordan en dansk ingeniør spionerede mod tyskerne. Og om, hvordan det var at være en ung dansk pige forelsket i en tysk soldat.
Efter historierne fra 2. verdenskrig og om, hvordan livet var ved Vesterhavet under krigen, fortsatte vi ind i udstillingen: Havets guld. Og havets guld er naturligvis rav. Rav i store mængder. Her er smarte interaktive standere, der forklarer og viser, hvordan rav skabes. Der er ravklumper med fine insekter inden i. Og der er store skuestykker lavet af rav…
Den tredje udstilling hedder ‘Den skjulte Vestkyst’ og fortæller 20000 års Vestkysthistorie gennem 12 meget forskellige tableauer – fra mammutter, vikinger og smuglere til skibsbrud, badegæster og camping. De store træ-‘kasser’, skal signalere sandklitter og ind imellem vises der film på de store vægge. Så kan man tage plads i redningsbåden og nyde forestillingen, der både viser skibsbrud, leg med drager og bålhygge.
Den sidste del af museet ligger inde i selve Tirpitz-stillingen. Tirpitz-stillingen hed egentlig Batterie Vogelnest, men man mener at den kom til at hedde Tirpitz efter krigen, fordi den delvist er indrettet som et krigsskib af Bismarck-typen. Og det er den, fordi de kanoner, der skulle sidee på bunkeren, stammede fra denne type krigsskibe. Som sagt blev bunkeren ikke færdig før befrielsen, hvilket delvist skyldtes at de 4 kanonrør mm lå på Guldager Station i Esbjerg – fordi broerne i Varde ikke kunne bære deres vægt.
På turen rundt i bunkeren får man fortællingen om bunkeren og hvad de enkelte rum skulle rumme.
Vel ude igen gik vi op på toppen og tog et kig ud over den nye del af museet. Vi kan kun anbefale et besøg på museet, der er virkelig mange informationer og oplevelser at hente.
Efter besøget i Tirpitz lagde vi vejen ud til Blåvand Fyr – her kan man se flere bunkers, samle rav og se på fyret – hvis det altså ikke er så vildt tåget… Området trækker altid i os – selv i tåge… eller havgus …
Efter 4 fantastiske dage i Vejers måtte vi desværre retur til Odense igen. Men mon ikke vi kommer tilbage igen? For Vesterhavet kan bare noget… På vejen hjem kørte vi ind på en vejestation i Vejen for lige at veje den nye vogn med gas, tøj og mad… Og positivt var det – vi har trods mover, aircondition osv stadig 100 kilo at gøre godt med.
Levede vognen så i øvrigt op til vores forventninger? Ja, det gjorde den – sengene var lange nok (et stort problem i vores gamle Adria), det store skuffekøleskab elskede vi fra første øjeblik og så virker den større inde end den gamle. Så det var et par glade mennesker, der kørte hjem fra jomfruturen 😀
Læs om flere spændene ture på Helle og Sørrens hjemmeside
