Fremstilling af et klimaryglæn

af Ann Karina
klimaryglaen 01

Vi har tidligere skrevet om problemerne med kondens ved Sissels køje i vores campingvogn. Løsningen på problemet var et klima ryglæn ved hendes køje. Men sådan et måtte vi selv fremstille. Se her, hvordan det gøres.

Men lad os starte med kilden til problemet. Langs den nederste køje er der afstand ind til væggen. Lige under revnen mellem køjen og væggen, ligger en varmeslange, der leder varm luft op langs væggen. Problemet er, at der ikke er noget egentlig klimaryglæn, så revnen bliver hurtigt dækket af dynen, puder, sovebamser m.m. Derfor kommer der ikke varm luft langs væggen, hvilket resulterer i meget kondensvand både på væggen og på vinduet. Sengetøjet suger meget af denne kondens til sig, og Sissel lå derfor tit i en våd og klam seng.

Efter egne overvejelser samt enslydende råd fra mange, bestemte vi os for at lave et klimaryglæn til Sissels køje. Det var ret let. Hele processen tog ca. 2 timer og kostede under 200 kr. I billedserien herunder, kan du se, hvordan vi løste opgaven.

Image
Ryglænet skæres til af 6 mm krydsfiner. Vi havde ikke noget arbejdsbord, men liften på vores bil kunne bruges.

Image
Det nye ryglæn blev målt ud til at skulle være 195 cm x 22 cm. Men det kan variere fra vogn til vogn.

Image
På bagsiden af ryglænet skal der være nogle afstandsstykker for at holde ryglænet fri af væggen

Image
Afstandsstykkerne blev skåret ud af en stump liste. Afstanden til væggen blev målt til at skulle være 22 mm.

Image
Den eksisterende smalle plade bag køjen, der skal holde madrassen på plads, skulle også have klodser for at komme helt fri af væggen.

Image
Dette er vigtigt, for det er lige under denne plade at varmen kommer op.

Image
Klodserne hæftes fast på pladen med hæfteklammer.

Image
Så er afstandsstykkerne monteret på det nye klimaryglæn med små skruer og lim, og vi er klar til at betrække det.

Image
Først lægges et tykt polster på ryglænets forside. Det skal trækkes hen over alle kanter, så der ikke kommer nogen hårde kanter på klimaryglænet.

Image
Polsteret fastgøres med hæfteklammer

Image
Så skal ryglænet betrækkes. Her har vi valgt en blå farve, der nogenlunde passer med de andre farver i campingvognen. Betrækket fastgøres på klimaryglænets bagside med hæfteklammer.

Image
Så er det færdigt og klar til montering.

Image
For ikke at lave huller i væggen på vores campingvogn, sætter vi det nye klimaryglæn fast med kraftigt dobbeltklæbende tape.

Image
Ryglænet presses godt fast.

Image
Og så er det færdigt.

Effekten af det nye klimaryglæn blev tydelig allerede næsten morgen. Sissel havde sovet godt hele natten, og hun havde ingen slim i halsen da hun vågnede. På billedet herunder ses tydelig forskellen af kondensvand på vinduerne ved køjerne. Der er ikke noget klimaryglæn ved det øverste vindue, og her er der meget kondens på vinduet. Men der er næsten intet kondens på det nederste vindue, hvor vi netop har monteret det nye klimaryglæn.

Image

Du kan læse vores tidligere historie om Sissel og problemerne med hendes køje ved at klikke her.

 

Prøv også at læse disse indlæg