Isabella Universal i sneen

af Ann Karina
Isabella Universal i sneen

Vi har tidligere skrevet om det Universal 360, som vi har med på vores ture i vintersæsonen 2008/2009. Nu har vi prøvet at have det oppe i snevejr. Ok – indrømmet. Der er ikke tale om store mængder sne, men alligevel. Der var nok til at græskanten blev dækket, og at vores datter Line kunne lave en pæn snemand.

Vores Universal har hverken vintersikring eller termoloft. Vintersikringen havde vi ikke brug for. Det kom der slet ikke sne nok til. Sneen gled bare lige så stille ned at det meget skrånende tag på Universal teltet, og landede ovenpå græskanten foran teltet. Ret smart, for dels kom vi af med sneen på teltets tag, og dels fik vi samtidig tætnet græskanten med sne, så vi næsten undgik træk.

Isabella Universal i sneen
Sneen rutsjede ned fra taget og lagde sig på græskanten

Vi kunne nu godt have brugt termoloftet. Når vi tændte vores varmeovn i forteltet dannes der naturligt nok kondens pga. den varme luft inden i teltet kontra den kolde luft udenfor. Faktisk dannes der rigtig meget kondens – så meget, at det i perioder dryppede kraftigt med kondensvand fra loftet.

Havde vi sat et termoloft op, havde vi undgået at kondensen til tider dryppede kraftigt fra loftet. Et termoloft spændes ud under forteltets loft, og giver hermed et hulrum under loftet på ca. 10 cm. dybde. Det er så i dette hulrum, at kondensvand dannes. Termoloftet forhindrer endvidere at kondensvand drypper. I stedet leder termoloftet kondensvand ud til teltets sider, hvor det så løber ned. Et termoloft forhindrer altså ikke kondensvand, men det formindsker mængden og forhindrer at vandet drypper overalt fra teltets tag.

Isabella Universal i sneen
Vi stillede teltet op i et smukt og solrigt frostvej

Der var ikke sne, da vi satte teltet op. Men det var frostvejr, og vi var lidt spændte på, hvordan teltdugen ville være at arbejde med i minusgrader. Dugen var der også lidt stivere end normalt, men ellers var teltet nu nemt at arbejde med. Vinduerne virkede lidt mere ‘krøllede’ end normalt, De rettede sig dog pænt ud, da vi satte varme på inden i teltet.

Isabella Universal i sneen
Frost på vinduerne

Også om vinteren er det vigtigt at får spændt teltet ordentligt ud. Dette gælder også teltets vinduer, selvom det kan være lidt svært. Er der store folder i disse, vil de nemlig samle kondensvand inde og evt. regn/sne ude. Og i frostvejr vil dette vand fryse til is. Det ser flot ud, men teltet har nok ikke så godt af det.

I forbindelse med opstilling af Universal teltet, skal vi rose to detaljer ved teltet.

Græskanten har gummibånd indvendigt til pløkker. Disse gummibånd er monteret i højdejusterbare stropper, så man kan altid få det optimal træk mellem telt og pløkker – også selvom teltets sættes op på et ujævnt underlag. Det er godt tænkt, og sikrer at teltet altid står sikkert og at græskanten kan tætnes bedst muligt.

En anden detalje (som vi faktisk overså da vi slog teltet op første gang), er tilslutningen til campingvognens sider. Universal teltet er et del-telt, og det er kun forteltets tag, der sidder fast i campingvognens teltskinne. I siderne presses teltets vægge ind mod campingvognens sider ved hjælp af teltstænger.

Isabella Universal i sneen
De smarte tilslutningsprofiler gør at teltet holdes tæt ind til campingvognens sider

Og her har Isabellas designere tænkt sig om. På teltets vægge ved tilslutningen til campingvognen er der nemlig syet en vulst ind i hele teltets højde. I denne vulst kan man så fastgøre en Tilslutningsprofil, der igen kan klikkes på teltets stænger. På denne måde vil teltets dug slutte helt tæt til campingvognens sider, og træk undgås. Super detalje!

Isabella Universal i sneen
Så er teltet kommet op – og lad så bare sneen komme :o)

Ellers er der ikke så meget at skrive om. På trods af frostvej tog det under time time at få teltet op og komme på plads. Så var der kun tilbage at tænde for varme. Vores Zibro ovn fik hurtigt varmet teltet op. Så kunne vi smide jakkerne, sætte os tilbage i vores stole og nyde det flotte vintervejr gennem teltets store vinduer.

Isabella Universal i sneen
Hygge på en vinterdag i forteltet

Links:
Hjemmeside: Isabella

Prøv også at læse disse indlæg