Mange biler har fejl på lygterne, viser data fra FDM test og bilsyns seneste lygtekontrol. FDM opfordrer bilejerne til at sikre sig, at deres lygter virker og lyser korrekt, inden de begiver sig ud i trafikken, da manglende eller forkert lys kan føre til farlige situationer.
Alt for mange biler har fejl på lygterne. Det viser data fra FDMs seneste lygtekontrol. Hver fjerde bil (25 %) har fejl på hovedlyset, og de fleste fejl skyldes, at lygterne er forkert indstillede, eller at pæren ikke virker.
”Som bilejer har man et ansvar for, at bilen er i forsvarlig stand. Dette gælder også bilens lygter. Dårlige lygter er farlige, fordi det svækker førerens udsyn, og gør det svært for andre trafikanter at vurdere, hvor stort køretøjet er. Det kan blive fatalt ved en overhaling eller lignende”, siger afdelingsleder i FDMs tekniske rådgivning Jørgen Jørgensen.
Over hver tredje bilejer havde fejl på nummerpladelyset (35 %), mens 13 % havde fejl på tågelygterne. Desuden viser opgørelsen, at hver tiende havde fejl på parkeringslyset (10 %), mens 6 % havde fejl på blinklyset. Kun ganske få havde fejl på stop-, bag-, bak- og kørelyset.
”Nogle af fejlene kan være opstået ved, at man har fået skiftet en pære og ikke har fået kontrolleret, at lygten efterfølgende er justeret korrekt. Det er ikke kun ubehageligt for modkørende, det kan også skabe farlige situationer, fordi man kan blænde andre bilister”, siger Jørgen Jørgensen.
Således fik næsten hver fjerde (23 %) bilist, der lod deres lygter gennemgå en kontrol, besked om, at deres lygter var fejljusterede, mens lidt over hver tredje (35 %) fik besked om, at en eller flere lygter ikke virkede eller lyste for svagt.
I alt lod 1.062 bilister deres bil gennemgå en gratis lygtekontrol på et af FDMs 27 testcentre i anledningen af FDM test og bilsyns 50 års jubilæum.
Læs mere hos FDM