Villa Vendetta – Et gyseligt eventyr i Tivoli

af Ann Karina
H.C. Andersen slottet i Tivoli er omdannet til Villa Vendetta

Tivolis nye forlystelse garanterer at du kommer op på mærkerne. Villa Vendetta bygger en ”gyselig” historie op omkring H.C. Andersens slot, hvor denne nye forlystelse er placeret.

Historien går på, at der i mange år har boet en familie i H.C. Andersen Slottets kælder, som efter mange års arbejde i Tivoli er blevet glemt. Ingen ved rigtig, hvem de er, men en ting er sikkert, og det er, at årtiers glemsel har gjort dem grumme, bitre og har forvandlet dem til galninge, som alle bør holde sig langt fra.

Bare navnet, Villa Vendetta, siger noget om hvad man kan forvente. Der skal gives gengæld efter mange års glemsel. Heldigvis er det kun skuespil.

Tivoli udfordrer dine sanser med Villa Vendetta

Man kommer på en rejse, hvor man får testet ens mod af i Villa Vendettas mørke kroge. Turen går først gennem den hjemsøgte herskabsvilla, og har man modet til at gå planken ud, ender man i en skummel kælder, hvis hemmeligheder ikke røbes her. Der er tale om en rejse tilbage i tiden med referencer til i dag og til Tivolis ikoniske karakterer. Der er overraskelser i form af lyde, skuespillere, dunkle gange og korridorer, som man møder på sin vej igennem Villa Vendetta.

Den uhyggelige familie spilles af skuespillere, der alle er castet specielt til deres roller. Selve Villa Vendetta, er frugten af en række studieture rundt om i verdenen for at samle inspiration, og både Tivolis udviklingsafdeling og skræmmekonsulenter fra firmaet Dystopia Entertainment i Vejle har sammen udviklet konceptet.

Gys og Gru i Villa Vendetta i Tivoli
Gys og Gru i Villa Vendetta i Tivoli

Tivoli udvikler på trods af en Coronatid

Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger:

”Ved at skabe et nyt oplevelsesunivers, Villa Vendetta, i kælderen under H.C. Andersen Slottet tænker vi nyt og udnytter vores m2 bedre. Vi investerer i nye gæsteoplevelser i en tid, hvor vi er trængt økonomisk, for det tror vi på, er vejen frem til igen at gøre Tivoli til den gode, rentable forretning, som Danmarks største attraktion også er kendt for at være. Det er traditioner, men også nyheder, der gerne skal få mange danskere i Tivoli i 2021”.

Havedirektør i Tivoli Kasper Schumacher siger:

”Det har i mange år været et ønske at få et permanent scaryhouse med skuespillere i Tivoli.  Vi har i årtier udviklet og designet for at imponere og fascinere gæsterne. I dette projekt skaber vi en uhyggelig oplevelse, men også noget som bringer smilet frem på læberne.”

Villa Vendetta er fore hele familien, men anbefales dog ikke til børn under 12 år – eller andre familiemedlemmer med et svagt hjerte ;). Det modige barn kan komme ind fra de er 9 år ifølge med en voksen. Der er uhygge for alle pengene.

Et godt gys, er godt for helbredet

Det kan derfor faktisk være en god ide at udfordre sin egen frygt via gyserfilm og scaryhouses viser forskning.

Der er netop lavet et nyt studie, hvor det er undersøgt, hvorvidt gyserfans er bedre til at håndtere f.eks. Coronapandemien. Og det er de. De oplever færre søvnproblemer, mindre koncentrationsbesvær og har generelt færre psykiske problemer end dem, der ikke er gyserfans.

Horror og gys har altid været noget, som mennesket har opsøgt, og i løbet af de seneste år er gyserfilm og horror-oplevelser på egen krop blevet mere og mere populære. Men hvordan kan det være, at mennesker med vilje opsøger ting, de ved vil gøre dem bange?

Familien i Villa Vendetta har tidligere arbejdet i Tivoli
Familien i Villa Vendetta har tidligere arbejdet i Tivoli

Et paradoks, som har været svært at forklare, men som fagfolk nu er ved at komme tættere på at finde et svar på. Et studie fra Aarhus Universitet viser, at når vi opsøger gyset med vilje, gør vi det som en del af en leg. En leg, der har til formål at forberede os på mødet med et ægte mareridt. Akkurat ligesom når børn leger, at den onde heks kommer for at spise dem, forbereder det dem på at kunne håndtere deres frygt.

Når man besøger i Villa Vendetta bliver man ført på en 150 meter lang rejse gennem 12 forskellige rum fordelt på 800 uhyggelige kvadratmeter. 

Prøv også at læse disse indlæg