Autocamperen er en populær transportform, og i løbet af sommeren og efteråret vil rigtig mange danskere drage til især Sydeuropa og USA for at udforske landene i det rullende hjem. FDM har samlet en række gode råd til kørsel i en autocamper.
Kør selv-ferie gennem USA, Australien eller Sydeuropa i en autocamper er for mange den helt store drømmerejse, og ofte bliver det ikke bare ved drømmen. Kørsel med autocamper er ikke svært, og er en transportform, man hurtigt vænner sig til. Alligevel er der nogle gode råd, man kan følge for at sikre sig en behagelig og sikker tur.
”Når kunder fx booker en USA-rejse med autocamper eller motorhome, som amerikanerne kalder det, er det den ubetingede frihed, og alle de muligheder en sådan transportform giver, som lokker. Men for de rejsende, som ikke har prøvet at køre en autocamper før, kan der også spores en smule usikkerhed omkring det at køre en så stor bil. Det er der dog ingen grund til, hvis blot man forbereder sig godt, kører efter forholdene og sætter sig ind i de lokale trafikregler”, siger indkøbs- og produktionschef hos FDM travel, Jesper Ewald.
Orientering er et nøgleord, når man sætter sig bag rattet i autocamperen. Både hvad angår at skifte vognbane, at bakke og svinge. Vognen er nemlig lang, og for nogle kan det være svært at bedømme den præcise længde, når man skal manøvrere.
”De helt store autocampere har en meget lang bagende, og det er vigtigt at huske, når man skal svinge om hjørner eller parkere. Huskereglerne er at køre langsomt og at dreje langsomt på rattet. Og så er det altid en god idé at have en hjælper, der kigger med bag vognen ved bakning. Et godt råd her er på forhånd at aftale, hvordan hjælperen bidrager og med hvilke fagter, så man undgår misforståelser”, siger chefinstruktør hos FDM Sjællandsringen, Søren Holten Jacobsen.
Før man bakker, er det en god idé at undersøge det område, man skal bakke ind på. Der kan nemlig være forhindringer, som man kan have svært ved at se fra førersædet, også selvom spejlene er indstillet korrekt.
”Der er også nogle overordnede råd, der er gode at følge, når man kører på vejene. Først og fremmest er det vigtigt, at man er forudseende og er opmærksom på, hvad der sker omkring vognen. Man bør køre defensivt og hele tiden holde god afstand i trafikken. Og så er det bedste råd bare at nyde det. Det er en stor oplevelse at tage hjemmet med på hjul og køre afsted”, siger Søren Holten Jacobsen.
Pakning af autocamperen er også en vigtig sikkerhedsfaktor. Vægtfordelingen har nemlig betydning for vognens kørsel, og så kan løse dele være farlige ved hårde opbremsninger. Derfor bør vægten placeres så lavt som muligt, og særligt de tunge ting bør placeres lavt foran bagakslen.
Gode råd til kørsel med autocamper
- Sørg for at autocamperen har korrekt dæktryk
- Indstil spejlene korrekt
- Pak vognen med øje for vægtfordelingen, og læg de tungeste ting lavt. Løse dele skal fastspændes
- Kør forsigtigt ved kørsel med sidevind og ned ad bakke
- Vognen er høj. Hold derfor altid øje med tavler
- Undersøg området, du bakker ind på. Hvordan er underlaget, og er der forhindringer?
- Hav en hjælper bag vognen og husk at aftale, hvordan hjælperen guider
Se mere på FDM’s hjemmeside