Discount-autostole dumper på stribe i ny test

af Bjarne Søby
Ikke mindst på sikkerheden klarer flere af testens stole sig problematisk ringe. (Foto:FDM)

Sikkerheden er alt for ringe og mængden af skadelige stoffer alt for stor, viser ny test af billige autostole, hvor kun én stol består. FDM advarer mod de billige stole.

Sikkerheden er i bund, mens mængden af skadelige stoffer omvendt er alt for høj. Der er ikke meget godt at sige om de 11 lavpris-autostole, som FDM netop har testet i samarbejde med en række europæiske bilklubber. Af de 11 autostole, der alle koster omkring 500 kroner, dumper mere end halvdelen, mens fire lige akkurat består. Kun én stol klarer sig samlet overbevisende.

Ikke mindst på sikkerheden klarer flere af testens stole sig problematisk ringe. Særligt i forhold til sidekollision, hvor beskyttelsen næsten er helt fraværende. Det skyldes, at flere af autostolene er konstrueret til at kunne følge barnet i flere år. Undervejs tilpasses stolen barnet ved eksempelvis at afmontere rygbeskyttelsen.

”Vi har gennem de senere år set, hvordan kvaliteten af autostole generelt er blevet bedre. Det er bestemt ikke tilfældet her. Tværtimod illustrerer testen, at ideen med at lave en autostol, der løbende tilpasses barnet, så det til sidst kun sidder på en selepude er en dårlig løsning, vi på ingen måde kan anbefale,” siger Søren W. Rasmussen om lavprisstolene, der typisk handles i netbutikker og enkelte supermarkedskæder.

Et andet parameter, som autostolene falder igennem på, er på indholdet af skadelige stoffer. Her dumper hele otte af stolene, mens de resterende tre får anmærkninger for let forhøjet indhold af uønsket kemi som ftalater, farvestoffer og flammehæmmere.

”Siden vi i 2011 begyndte at teste for skadelige stoffer i de dele af autostolen, barnet er i kontakt med, er det lykkedes de fleste producenter stort set at fjerne stofferne fra stolene, hvor de ikke har noget at gøre. Derfor er det også både bekymrende og skuffende at se, hvor dårligt autostolene i segmentet her klarer sig,” siger bilteknisk redaktør Søren W. Rasmussen og tilføjer:

”Man må aldrig gå på kompromis med sikkerhed. Desværre er det, hvad stort set alle testens stole gør. Derfor er det bedste råd at købe en autostol, der passer til barnets størrelse, og som passer til bilen, og i øvrigt sørge for at få den nødvendige instruktion i brug af stolen.”

Læs hele testen og se alle resultaterne for de enkelte stole på www.FDM.dk/autostole

Prøv også at læse disse indlæg