Test: Ventura Basic Large

af Fam. Lund
Ventura Large

 

Vores bruger “Gnisten” (Fam. Lund)har på sin forårstur testet den nye lette rejsetelt fra Ventura, Ventura Basic Large. I følgende artikel fortæller han om deres oplevelser med teltet.

Fam. Lund (Gnisten) fortæller:

Vi er på vores forårstur til Dresden, og i år har vi et nyt letvægtstelt med, et Ventura Large fra Isabella/Ventura i Vejle. Når vi er på tur plejer vi at bruge et Isabella Sun Blue solsejl, men i år vil vi prøve et af de nye lette rejsefortelte. Dette fordi det jo godt kan være både køligt og regnfuldt i forårs- og efterårsmånederne, hvor vi altid har nogle længere ture.

Ventura Large
Ankomst til Dresden Camping – hvor vi senere finder ud af har været et stenbrud

Da vi er vel ankommet til Dresden, placerer vi vognen på en god plads, og får installeret strøm og vandvogn, og hvad der ellers er af faste rutiner når man kommer til sit bestemmelsessted. Så kommer den store prøve, projekt Ventura Large.

Vi har ikke pakket teltet ud efter at det er leveret til os, så det er med spændt forventning jeg åbner for pakken. Ud kommer en pose med stænger og sørme en pose med en masse pløkker, tykke og tynde. Så er der teltet, det hele ser fint ud, bortset fra at jeg ikke kan se en monteringsvejledning ( sådan en vil jeg altid gerne have). Nå men den er nok ikke nødvendig. Jeg har jo set på AltOmCamping.dk, hvor let ham Tommy Boisen fra Isabella siger det er at sætte op. For øvrigt gode poser teltet er i.

Ventura Large
Telet pakkes ud og delene undersøges nærmere

Det er faktisk heller ikke særlig svært, teltet i skinnen på campingvognen, og i med de bøjelige stænger. Det går jo helt godt, så skal de to metalstænger der holder teltet ind til vognsiden på, det går også nogenlunde. Og så er der også lige et par metalstænger, der skal monteres oppe i loftet, de skal holde de bøjelige stænget fra hinanden sideværts. De er nemme at montere, så det går da helt fint.

Så kommer det sjove, der skal pløkkes. Er der noget jeg hader så er det at pløkke, og jeg skal love for at der skal pløkker i sådan et Ventura Large!! og da det så viser sig at undergrunden på Dresden camping tilsyneladende er et gammelt stenbrud (måske fra de gamle kommunistdage) så fik jeg min sag for. Halvdelen af pløkkerne bøjede. De tynde pløkker der følget med teltet er ikke meget bevendt, de bøjer ved første slag med gummihammeren. Så de røg hurtigt til side. Der er nogle tykkere med. Der bøjede kun halvdelen. Heldigvis har jeg selv nogle stålpløkker, samt nogle af de gammeldags flade metalpløkker med, og det virkede. Efter en time og femogfyrre minutter var jeg færdig. Teltet stod perfekt, og jeg havde ikke hidset mig ret meget op.

Ventura Large
Endeligt kom teltet op – Det står da flot!!

Nu er det tid at nyde frugterne af det hårde arbejde. Ind i teltet og skåle med fruen. Hun virkede svært tilfreds med teltet, så der er en helt god stemning på trods at det tog så lang tid at sætte teltet op og jeg brummede som en løve imens. Jeg må indrømme, at det er en god fornemmelse at være i teltet med sin kaffe og en Enkelt.

Ventura Large
Så er det tid til lidt afslapning foran computeren

Næste morgen da vi stod op havde der været nattefrost, og det gav en forunderlig effekt inde i teltet, det regnede?? Hold da helt op! Det viste sig så at den kondens der var dannet på indersiden af teltet var frosset til rim om natten, og da det så begynder at tø op, ja så bliver det regnvejr i teltet. Vi har så lært at sådan et telt skal luftes ud hvis der er udsigt til nattefrost, måske kunne fabrikanten lave lidt udluftningsventiler i teltet, bare en idé.

Nå men nu må jeg hellere komme til sagen, nemlig hvordan er teltet i daglig brug? Og her er der som vi ser det ikke noget at klage over. Det fungerer perfekt, det står stabilt, og man kan lukke op flere steder når det bliver varmt. Der er perfekt plads til to personer, og fin plads til fire. Vores konklusion er helt klart at det er et perfekt rejsetelt, der kan dække de flestes behov. Selvom det er koldt, er teltet fint at opholde sig i, da det er rimelig nemt at varme op.

Ventura Large
Det kan blive rigtigt varmt i teltet når solen står på

Nu må jeg hellere skynde mig inden nogle kommer mig i forkøbet: “Jamen, du siger det tager lang tid at sætte op!!!!” Joo, men det var jo første gang, og så i et stenbrud!! Da vi kom til Flensburg på vejen hjem overnattede vi et par dage i Jarplund. Der satte jeg teltet op på godt halv time. Altså det er da rimelig hurtigt for anden gang. Så når man bliver mere øvet, og undergrunden er i orden, vil jeg mene det kan det gøres indenfor rimelig kort tid.

Ventura Large
Dejligt med læ i ydersæsonerne

Vi kan klart anbefale teltet, både til lidt længere liggetider, men ikke mindst til nomadetyperne som os selv. Det er nemt at sætte op, og er knaldgodt hvis vejret bliver lidt smudsigt. Kvaliteten af materialer er den sædvanlige Isabella kvalitet, så man får meget god kvalitet for pengene. Vi tror det er et telt der kan holde i mange år, selvom det bliver sat op og taget ned mange gange.

Links:
Relevante Link(s) : Rullevognen | Ventura Fortelte
Se også: Video Ventura Basic

Prøv også at læse disse indlæg