Andre teltvognsproducenter har fået kamp til stregen, efter at danske Camp-let for tre år siden kom tilbage på det engelske marked. I år løb danskerne med både 1., 2. og 3. pladsen ved forårets store prisuddeling.
Der er altid nerver på til det sidste blandt europæiske teltvogns- og campingvognsproducenter, når dommerne fra The Caravan Club hvert forår uddeler en stribe præmier på den kæmpestore messe i Birmingham i England.
I kategorien teltvogne til over 30.000 kr. blev til det imidlertid til en mavepumper til samtlige producenter på nær danske Camp-let. Den sønderjyske virksomhed løb nemlig med både 1., 2. og 3. pladsen.
Det er blot tre år siden, at Camp-letterne vendte tilbage til det engelske marked efter en pause på 16 år. Import og eneforhandling på det engelske kontinent er lagt i hænderne på Dominic Ryder, der ejer forretningen Camperlands i Manchester.
Første år efter gensynet med det engelske teltvognsfolk tilmeldte Camp-let sin Concorde-model til The Caravan Clubs Leigthweigt Leisure Trailer Awards i the National Exhibition Centre i Birmingham. Et tre mand stort dommerpanel gik samtlige tilmeldte vogne efter i sømmene på design, kvalitet og funktionalitet. Concorden snuppede førstepladsen.
Sidste år tilmeldte man både Concorde og Savanne. En gasstøddæmper, der hjælper med at åbne låget og en længere trækstang, som giver en roligere kørsel, var et par af de nye finesser, som sikrede danskerne både første- og andenplads til henholdsvis Concorde og Savanne.
Efter to så succesfulde år kan man ikke forvente alverden, men Camp-lets engelske importør tilmeldte alligevel hele tre modeller til årets konkurrence, Apollo Lux, Savanne og endnu en gang Concorden. Der er mellem ti og 15 modeller tilmeldt katagorien, og samtlige 7-8 producenter satser naturligvis på at kunne bryste sig med at have årets teltvogn 2008.
Konkurrenterne måtte som sagt drage hjem med uforrettet sag, for familievirksomheden i Arnum satte sig ubeskedent på alt årets sølvtøj. Det gav en førsteplads til Savannen for de nye teltfarver i beige og cognac, en andenplads til Concorde samt en tredjeplads til Apollox Lux, der i år ruller ud på både danske og engelske veje med et opgraderet køkken. Samtlige tre modeller er fra i år også udstyret med en ny type koldskumsmadrasser samt 13 tommer hjul.
Kåringen har naturligvis stor betydning for forbrugerinteressen i et land, hvor man i den grad kører med sit campinggrej. I England er det nemlig forbudt at være fastligger. Derfor er der mange, der efterspørger teltvogne med stor komfort, som er både økonomiske og nemme at køre med, når de lægger sig godt tilrette i venstre side af vejen og tjekker campingpladser i både England, Skotland, Wales og Irland.
Links
Camp-let
Pressemeddelelse / Foto: Camp-let