Læsø Salt er en af de virkelig store attraktioner på Læsø. Den ligger ude på kanten af det område, der kaldes Rønnerne. Til vores store overraskelser var der gratis adgang til hele området!
Man ved fra udgravninger at der er sydet salt på Læsø siden før 1100-tallet, men i 1100-tallet havde saltsydningen et omfang, så man måske kan kalde den for Danmarks første industri! Rundt om på Rønnerne har man fundet spor efter ca. 1700 saltsyderier. Da saltsydningen var på sit højdepunkt omkring 1585 fandtes der ca. 135 aktive saltsyderier.
Og saltet har været en god forretning for Viborg Domkapitel, som ejede øen. For der blev brugt enorme mængder af salt til at nedsalte kød og fisk med. Alene i 1481 har man beregnet, at man har fremstillet omkring 400 tons salt – svarende til at dække det meste af sildefiskeriet i Limfjorden.
I 1652 nedlægges saltsyderierne på Læsø efter aftale med Viborg Domkapitel. På det tidspunkt er det blevet markant billigere at få salt op fra f.eks. Biscayen samtidig med, at man dels nærmest havde tømt Læsø for skov og dermed manglede brænde og dels var løbet ind i en række klimaforandringer (den lille istid), hvor der var ekstremt kolde vintre og korte regnvåde somre.
Således lå saltsyderiet stort set stille indtil 1991, hvor man besluttede sig for at oprette et historisk værksted for arbejdsløse unge. Siden er Læsø Salt blevet til et aktieselskab med faste jobs.
Man opførte 2 hytter som rekonstruktioner ud fra en række arkæologiske udgravninger med i alt 3 sydepander. Derudover har man yderligere 2 mindre pander til sydning og to store pander, hvor vandet forkoncentreres.
Hvorfor kan man så syde salt på Læsø? Jo, det skyldes området Rønnerne lige ved saltsyderiet. Rønnerne er et meget fladt område, der bliver oversvømmet af havvand under f.eks. de store vinterstorme. Havvandet, der indeholder ca. 2% salt siver ned i sandlaget, men stoppes efter et par meter af et tykt vandtæt lerlag. Når det så bliver sommer, fordamper en del af vandet i sandlaget, mens saltet i det resterende vand bliver mere koncentreret. Faktisk kan saltindholdet nå op på 12-14% over en årrække.
Tidligere anlagde man saltsyderiet ved et saltholdigt område, men i dag henter man saltvandet ind i tankvogne. Saltindvindingen starter med en forkoncentrering af vandet. Derefter overføres vandet til de egentlige sydepander, hvor man fortsat fordamper vandet indtil det opnår en saltprocent på 26 procent.
Ved 26% udkrystalliseres saltet på overfladen af vandet. Derefter sænkes temperaturen til 50-60 grader, hvorved saltet synker til bunds i stedet for at lægge sig på overfladen.
Hver morgen skraber man så saltet sammen og skovler det op i de store vidjekurve. Her får det lov at stå og dryppe af, hvorefter det overføres til tørreloftet og gennemtørres inden det pakkes og sælges.
Men hvad er Rønnerne ellers for en størrelse? Jo det er et enormt stort meget fladt område i den sydlige del af Læsø. Ordet Røn kommer af ordet røse, som betyder stenrev, men området minder mere om marsklandskabet ved Vesterhavet end om et stenrev!
Ved Vesterhavet skabes marsken dog af tidevandets aflejringer – her på Læsø er det en helt anden proces, der skaber marsklandskabet. Under sidste istid blev jordskorpen presset ned af de kilometer tykke ismasser. Da isen forsvandt, løftede det nedpressede land sig igen langsomt op. Og faktisk løfter landet sig stadig en smule op – ca. 3 mm om året. Når landet stadig hæver sig, kommer vandlinjen også længere ud i vandet og Læsø bliver derved ca 20 ha større om året – det meste her ved Rønnerne.
Vi tog naturligvis 🙂 en god lang vandretur ud over Rønnerne… Ja faktisk tog vi turen to gange…
Ud over at hæve sig, så har jordskorpens bevægelser også betydning for, hvordan Rønnerne ser ud. Dybt under Rønnerne findes nogle sprækker i undergrunden, hvorfra der strømmer metangas ud. Når metangassen nærmer sig overfladen omdannes den til svovlbrinte. De store åbne vandområder rundt om i Rønnerne ligger lige over disse sprækker og man mener, at det er den giftige svovlbrinte, der forhindrer at vandområderne gror til med planter.
Graver man ned gennem Rønnerne finder man først sandlaget med det salte grundvand og derefter et op til 180 meter tykt lerlag.
Lerlaget indeholder mange store sten, som er ført til stedet – ikke af gletscherne, der kørte hen over området, men inden i isbjerge, der løsrev sig fra den svenske og norske kyst. Da isbjergene smeltede, sank stenene ned i lerlaget.
Da landet siden løftede sig, dukkede der små stenrev op. Stenrevene er dannet af de sten, der lå i lerlaget. De fleste sten er så store, at bølgerne ikke har kunnet flytte dem – men det har isskruninger og drivis kunnet. Og stenene er på den måde blevet samlet i store rev, hvor sandet så kunne lægge sig. Disse stenrev er så siden stille og roligt vokset sig større. Rønnerne er oprindeligt skabt af tre øer – Langerøn, Kringelrøn og Færøn, som er dannet ud fra hvert sit stenrev og som siden er vokset helt sammen og også sammen med selve Læsø, så de i dag fremstår som en del af øen.
For ca. 900 år siden dukkede der så endnu et stenrev op syd for området – Engelskmandens Grav. Dette stenrev har på de 900 år vokset sig til øen Hornfiskrøn på ca. 3,1×1,0 km. For at komme over til Hornfiskrøn skal man gå gennem vandet på en strækning af ca 900 meter – de sidste små 300 meter er dog en blanding af vand og smalle bælter af land.
På turen gennem vandet kommer man tæt forbi den store sten, der bliver kaldt Saltstenen. På den ene side er der en fordybning, hvor saltvandet aflejrer sig. Når vandet så fordamper, bliver saltet tilbage. Man mener, at man tidligere høstede salt på stenen.
På billedet herover er vi næsten helt ovre… som det ses er der stadig lige et par bælter af vand, der skal forceres.
Også på Hornfiskrøn er der kreaturer – så derfor den karrusel. Og så er der MEGET vådt nogle steder på øen. Vi besluttede at undgå de store søer på vejen, men måtte så gå gennem et område med græs og tuehop. Tuehop – ja, det giver vist sig selv, hvad det er… Men det sikrede, at vi ikke gik så dybt i, at vandrestøvlerne ikke kunne klare dybden.
Midt inde på øen dukkede dette enorme lyngområde op – og bagved ses skoven, som også er kommet til på øen.
Engelskmandens Grav er vist nok, det der minder om en dysse herunder til højre. Legenden siger, at der faktisk blev begravet en englænder under stenen, men om det er sandt vides ikke.
Stenene her i bæltet er det gamle stenrev, som Hornfiskrøn er vokset sig større fra.
Hvis man ikke vil vade over, så er det også muligt at købe sig en tur over med Rønnerbussen – afgange og priser findes på deres hjemmeside.
Området afgræsses af store flokke af kreaturer – de kommer ikke tæt på, så man skal ikke være bekymret for at gå ind i området.
Tuerne ved koens fødder er i øvrigt ikke bare græs – det er den gule engmyres bo. Den gule engmyre laver deres bo på en måde, så de får skubbet materialet op i en tue. I øvrigt kan myren overleve i 5 dage selv om tuen er oversvømmet af havvand.
Hvis man er dårligt gående er området ikke så tilgængeligt. Men det første stykke kan forceres, hvis man holder sig til vejen, som Rønnerbussen bruger, når den kører til Hornfiskrøn.
På vejen ud til vadestedet kommer man også forbi Store Pigesten. Endnu en stor sten bragt hertil med isbjergene. Historien bag navnet på stenen, er at to piger en gang reddede sig op på stenen, da de blev angrebet af en tyr.
Til sidst var vi tilbage ved parkeringspladsen ved Læsø Salt. En tur ud over Rønnerne og over til Hornfiskrøn løber hurtigt op i nogle kilometer. Den ene dag gik vi 13,5 km og den anden 11,5… Men pyt – vi elsker jo at vandre på den måde 😀
Du kan læse de forrige dele af vores rejseberetning fra Læsø her:
- Camping på Læsø – Læsø Camping og Hytteby
- Camping på Læsø – Vesterø Havn og Læsø Kur
- Camping på Læsø – Byrum
Se flere gode artikler og rejser og camping her: Rose Frederiksen
