FDM: Billigere at holde bil i 2014

af Bjarne Søby
Efter flere år med stejle udgiftskurver ser det nemlig nu ud til, at det bliver billigere at være bilejer

Bilejerne har udsigt til at slippe fem procent billigere i det nye år, viser FDMs store bilbudget for 2014. Årsagen er blandt andet lavere benzinpriser, biler der kører lidt længere på literen og et markant fald i forsikringspræmierne.

Bilisterne har udsigt til at komme lidt længere på literen i 2014. Efter flere år med stejle udgiftskurver ser det nemlig nu ud til, at det bliver billigere at være bilejer. Alt i alt bliver det godt fem procent billigere at holde bil i forhold til 2013. Det fremgår af FDMs store bilbudget for det nye år.

Når bilejerne kan se frem til at skulle knapt så meget til lommerne i 2014, skyldes det blandt andet, at benzinpriserne – indtil videre – har toppet. Samtidig kører bilerne i dag længere på literen med lavere brændstofudgifter og grøn ejerafgift til følge. Det er dog især et fald i forsikringspræmierne, der vil kunne mærkes hos bilejerne.

Læs også: Benzin eller dieselbil?

”FDM har tidligere kritiseret forsikringsbranchen for at tage sig lidt for godt betalt for deres bilforsikringer. Derfor er det positivt, at branchen nu synes at have lyttet og kappet næsten en femtedel af prisen. Det er et markant fald, som selvfølgelig er med til at gøre det billigere at være bilejer i 2014,” siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.

Ifølge FDMs regneeksempler kan bilejerne se frem til en besparelse på mellem 17 og 32 øre pr. kilometer i forhold til 2013, alt efter hvilken prisklasse bilen tilhører.

Bilbudgettet indeholder imidlertid ikke kun de løbende udgifter, men medregner også værditabet, der er den største enkeltpost. Her viser bilbudgettet for 2014, at det er de mindste biler, der procentvis taber mest i værdi.

Læs også: Danskernes favoritbiler dumper i rustbeskyttelse

”Mikrobilerne har de senere år været de mest solgte herhjemme. Men de lave nypriser og det store udbud afspejler sig også på brugtbilsmarkedet, hvor vi ser de helt små biler lide store værditab. En tendens, der nok vil fortsætte de kommende år. De større biler holder omvendt procentvist værdien bedre end tidligere. Under alle omstændigheder er værditabet noget, man som køber skal være opmærksom på og indregne i sin biløkonomi. Man skal derfor nøje overveje, om man også forventer at eje bilen om tre-fem år,” siger Allan Skytte Christensen.

Klik her, og prøv FDM’s budgetberegner til at lægge dit eget bilbudget

 

Prøv også at læse disse indlæg