Forbered bilen til vinteren og værkstedsbesøget

af Bjarne Søby
Image


En vedligeholdelsestest giver overblik over, hvilke ting der bør repareres, og hvilke ting man bør holde øje med. Det er en fordel, når både vinter og værkstedsbesøg truer. 

Værkstedsregninger kan give uro på budgettet. Derfor kan det være en god ide at lade bilen gå gennem en vedligeholdelsestest, så man ved, hvilke reparationer man har i sigte, og hvilke ting man bør holde øje med. Samtidig kan en vedligeholdelsestest fra FDM test og bilsyn fortælle, om bilen er klar til vinterens sne og lave temperaturer.

”Vedligeholdelsestesten giver forbrugeren et indblik i, hvad der skal laves på bilen og giver mulighed for, at man indhenter tilbud hos forskellige værksteder, så man kan spare penge på værkstedsregningen”, siger Jørgen Jørgensen, afdelingsleder i FDMs tekniske rådgivning.

En vedligeholdelsestest er især en fordel for lidt ældre biler, hvis man fx er i tvivl om, hvad der skal repareres, førend bilen går igennem syn. Da en vedligeholdelsestest er en grundig gennemgang af, hvordan både motor, styretøj og bremser virker, kan testen samtidig bruges til at fortælle, om bilen er klar til at gå vinteren i møde. 

”Frost, sne og slud belaster bilen, og derfor kan det være en god ide at få bilen testet. Måske trænger batteriet til at blive opfrisket, eller bremserne skal efterses, så de virker optimalt, når man færdes på sneglatte veje”, siger Jørgen Jørgensen.

Ved en vedligeholdelsestest gennemgår FDM test og bilsyn også el-anlæg, kølesystem, undervogn og dæk. Bilen prøvekøres, så styringen og bremsernes effektivitet og funktion bliver kontrolleret.

FDM test og bilsyn har til og med januar rabat på vedligeholdelsestest. Rabatten gælder både medlemmer og ikke-medlemmer af FDM. Læs mere på www.fdm.dk.

 

Prøv også at læse disse indlæg