Det nye fortelt Gala fra DWT er et fortelt af iglo-typen – dvs. et fortelt med en forholdsvis tynd og let teltdug, der spændes ud på bøjelige fiberstænger. Her er altså tale om et let rejsetelt (12,5 kg.), der hurtigt kan stilles op af en enkelt person.
Teltet har et indvendigt mål på 350 x 240 cm (b x d). Det anbefales til campingvogne med en højde mellem 235 – 250 cm. Det er ikke noget stort telt, men der er plads nok til at man f.eks. kan sidde i læ og spise på en regnvejrsdag, eller at campingmøblerne kan stå i ly om natten.
Der er plads til et par stole og Sissels kørestol kan stå læ for regn
Der kommer masser af lys og luft ind gennem vinduerne med myggenet.
Både vinduer og myggenet kan dækkes i tilfælde af regn. Der er stropper til at holde afdækningen pænt til siden, når afdækningen ikke er i brug.
Vi havde teltet med på tur en kold, våd og blæsende weekend i december, og selvom Gala nok ikke er tænkt som et vintertelt, så klarede teltet sig mere end udmærket under de barske forhold.
Stangsættet er bøjelige fiberstænger
Stangsættet er bøjelige fiberstænger. Netop det at stængerne ar bøjelige, gør teltet meget modstandsdygtigt over for hård vind. Dels gør teltes runde iglo-form, at der ikke er nogen store flader på teltet hvor vinden kan ‘få fat’. Så selvom teltet blev udsat for hård vind direkte ind på teltdugen, så bøjer stængerne sig bare og vinden ‘løber ud’ af teltdugen.
Selvom det regnede med iskold vinterregn stort set hele weekenden, så forblev der tørt inde i teltet. Teltdugen er lavet af polyester-ripstop. Det er coated og kan tåle et vandsøjletryk på 3000 mm uden gennemsivning. Tilnavnet ripstop betyder, at der er vævet et net ind i stoffet. Skulle man være uheldig og få revet et hul i teltdug, så holder det indvævede net sammen på dugen, så hullet ikke udvides, løber e.l.
Her ses dugens ripstop tydeligt
Der er udvendig græskant. Den er kraftig, men blev ikke stiv i frostvejr
Indvendigt holdes teltet til jorden med kraftige gummistropper
Der medfølger barduner – heraf er den mindste ekstra kraftig og med clip-on beslag
Både for- og sidestykker kan tages helt væk, og så har man pludselig et dejligt solsejl, der giver læ og skygge på en varm sommerdag. Der er udluftning med myggenet i alle de fire store vinduer, og alle vinduer kan dækkes af i tilfælde af regn.
Gala skal monteres i campingvognens forteltskinne, men der medfølger ikke tilslutning til campingvognens side. Gala er tænkt som et prisbilligt og let rejsetelt, der hurtigt skal kunne slås op, så derfor leveres denne tilslutning til campingvognen ikke sammen med teltet. En sådan tilslutning kan tilkøbes som ekstra udstyr for lidt under 600,- kr.
Tilslutning er campingvognens sider er ekstraudstyr. Den består af kraftige puder, der presses ind mod vognen med alu-stænger.
Rigtig smart – puderne fastgøres til telte med velcrotape, og skrider derfor ikke.
Links: | |
Hjemmeside: | DWT |