Køb af ny handicap bil

af Ann Karina
Image

Når man skal vælge handicap-bil, er der rigtigt mange ting at tage hensyn til. Det er vigtigt at bilen fungerer optimalt for den handicappede og den handicappedes familie og evt. hjælpere. Derfor er det vigtigt af få god rådgivning.

Vi har de sidste 6 år kørt rundt i en Fiat Ducato med 86 hk. Bilen havde det der omtales som standardindretning til en handicapbil af den slags. Bilen og dens indretning fejlede som sådan ikke noget. Vi fandt bare ud af i løbet af årene, at denne bil og denne indretning ikke var det optimale for os. Standardindretningen er, at der bagerst i bilen er to sæder bagved hinanden i den ene side og plads til kørestolen ved siden af disse. Liften var placeres bag i bilen og dette betød at vores træk på bilen var nødt til at være af den type der kunne tages af. At vi havde liften bagi bilen var et stort problem for os når vi var af sted på camping. Hvis Sissel skulle ud af bilen betød det af vi enten skulle hægte campingvognen af og afmontere trækket, eller løfte hende ud af sidedøren hvilket er temmelig hårdt for ryggen. Det endte oftest med det sidste.

Image
Vores gamle bil

Da vi efter 6 år havde mulighed for at skifte bil, faldt valget på en Fiat Ducato 33 2,3 JTD med 120 hk mellem lang og med mellem højde og med en indretning der passede bedre til Sissel og os. Vi har nu lift i sidedøren, en sæderække med tre sæder bagi, fastmonteret træk og et dejligt stort bagagerum bagved sæderækken. Ligeledes har vi nu fået en del mere trækkraft (2500 kg) i forhold til før hvor vi ”kun” måtte trække 1600 kg.

Loven omkring handicapbiler gør det temmelig kompliceret at skifte bil inden de 6 år er gået. Vi startede dog allerede med at kigge på ny bil for flere år siden. Vi vidste godt at vi ikke kunne skifte den ud før efter de 6 år, men det skader jo ikke at være forberedt og at have gjort sig nogle overvejelser omkring skiftet.

Når man får bevilget en handicapbil, bevilges den ud fra reglen der siger ”billigst bedst egnet”. Hvis man ønsker ekstraudstyr, så som anhængertræk, større motor m.m. der ikke falder ind under hvad der bevilges, må man selv betale differencen. I vores tilfælde var der nogle ting der faldt ind under denne kategori. Vi skulle selvfølgelig have træk på bilen og ville gerne have en større motor, så vi fik lidt mere kraft til at trække vores campingvogn.

På Health og Rehab messen (messe med hjælpemidler m.m.) i Bella Center i maj måned kiggede vi endnu engang på bil og denne gang nok mere grundigt end de tidligere år. Vores daværende Fiat Ducato stod til udskiftning i efteråret så det var tid til grundig gennemgang af bilerne og forskellige indretninger.

Vi kom i kontakt med en sælger fra Motorbyen i Odense, der tog sig rigtig god tid til at vise os forskellige biler og indretninger, fortalte os om fordelene og ulemperne ved de forskellige indretninger og fortalte os en hel del omkring bilerne og deres egenskaber. Det endte da også med, at han udarbejdede et uforpligtende tilbud til os.

Inden vi kunne beslutte os endeligt for noget, skulle vores ansøgning behandles af vores kommune. Da Sissel i forvejen havde bevilget en bil, var dette heldigvis bare en formalitet.

Vores kommune har nogle leverandører som de har aftaler med og de ville gerne have at vi lavede en afprøvning hos en af disse. Denne leverandør er specialiseret i indretning af bilerne, men virkede ikke som om leverandøren kendte særlig meget til selve bil-delen – og den er jo ligeså vigtig.

Vi fik tilbud fra deres leverandør og fik endnu et tilbud fra Motorbyen. Da Motorbyen skulle udarbejde deres tilbud til os, kom den samme sælger vi havde mødt på messen hjem til os. Vi kunne så sidde i fred og ro og kigge på tilbuddet sammen.

Image
Hjemme kunne vi gennemgå tilbuddet i ro og mag

Da han allerede vidste hvilken bil vi gerne ville have, havde han allerede reserveret denne til os. Ganske uforpligtende. På den måde kunne han sikre os en meget hurtig leveringstid.

Motorbyen importerer selv bilerne fra Italien og har derfor flere modeller på lager. Derfor har de også en kortere leveringstid på de fleste modeller. Hos kommunens leverandør skulle vi vente ca. 3-4 måneder på vores bil. Hos Motorbyen ville leveringstiden være ca. 1 måned.

På baggrund af den fantastiske service vi fik og den korte leveringstid, valgte vi at bestille vores bil hos Motorbyen. Dette selv om Motorbyen ligger i Odense og vi bor i Glostrup uden for København. Motorbyen tilbød også at levere bilen direkte til os på vores adresse. Vi ville dog gerne hente den selv. De tilbyder også at komme ud i hele landet med en bil, så kommunen og brugeren kan prøve bilerne og indretningerne.

Endelig oprandt dagen hvor vi skulle hente Sissels nye bil. Vi tog Sissel med og kørte en tur til Odense. Vi blev budt varmt velkommen og fik en kop kaffe mens vi gennemgik alt det praktiske.

Image
Vi får grundig instruktion i brug af den nye lift

Image
Sissel synes det er lidt spændende

Image
Så er bilen godkendt – Sissel kan lide den

Derefter gik vi ud til bilen og fik denne gennemgået meget grundigt. Sissel fik prøvet sin nye lift og vi fik prøvet at spænde hendes stol fast på den nye placering, mens vi var der. Igen var det den samme sælger, Michael, der tog imod os.

Da vi havde bestilt bilen havde vi bestilt den med anhængertræk og gjort opmærksom på, at dette var til en campingvogn. Der var åbenbart opstået nogle misforståelser undervejs, så vi havde fået monteret et 7 pols stik i stedet for et 13 pols stik. Da vi jo gerne skulle have et 13 pols stik, greb Michael hurtigt telefonen og ringede til værkstedet for at høre om det var noget de kunne klare med det samme. De mente nok de kunne skaffe løsdelene og sendte en mekaniker på cykel over til deres leverandør.

Image
Hængertrækket er ok

Image
Men desværre er stikket forkert

Imens kørte vi bilen ned til deres værksted. Da mekanikeren kom tilbage med stikket, blev bilen straks hævet op med en lift og en mekaniker gik i gang med at skifte stikket. Desværre fandt de der ud af, at det eneste der passer på den bil, er et originalt Fiat stik. Vi var derfor nødt til at vente til en anden dag med at få skiftet stikket da de ikke havde det på lager. Deres værkfører bestilte straks stikket og garanterede at det var der dagen efter. Vi kunne bare ringe når det passede os at få det skiftet, så skulle de nok skifte det mens vi venter.

Image
Motorbyen forsøgte at rette fejlen med det samme, men det gik ikke som planlagt

Hele forløbet omkring køb af denne bil har været utroligt positivt. Vi har fået en kongelig behandling af Motorbyen. Det har været rigtigt rart at have kontakt til den samme sælger igennem hele forløbet og også føle at denne sælge ved hvad han snakker om. Både når det gælder specialindretninger og biler. Vi vil helt klart anbefale andre der kigger på bil (Fiat eller handicap bil) at tage kontakt til Motorbyen. Bedre service og rådgivning kan man ikke forlange.

Links:
Hjemmeside: Motorbyen

 

Prøv også at læse disse indlæg