Rüdesheim Camping

Under vores tidligere vores der (før vi fik campingvogn), vidste vi, at der lå flere små campingpladser langs Rhinens bred. Da vi undersøgte disse og deres faciliteter i DCU bog over campingpladser i Europa, fandt vi, at kun én campingplads opfyldte vores krav til faciliteter (f.eks. plads til fortelt, skygge, baderum til handicappede o.l.) – nemlig Rüdesheim Camping. Denne campingplads ligger i udkanten af Rüdesheim direkte ned til Rhinen. Der er god skiltning til pladsen fra hovedvejen, så den er let at finde.

Da vi ankom til campingpladsen, blev vi meget imponerede over den måske lidt pompøse, men smukke port ved indgangen til pladsen. Den lignede nærmest et lille vagttårn og sendte et klart signal om, at her herskede orden og at der var styr på tingene. 

Receptionen lå lidt inden for porten, og indskrivningen skete hurtigt og effektivt. Lejrchefen taler dansk, så alt foregik uden problemer. Vi var lidt overraskede over, at det kostede ekstra at slå en markise ud eller opstille fortelt (1,5 € pr. døgn), men ok – sådan gjorde man altså her på egnen. 

Den plads vi fik anvist, var et areal på en græsplæne tæt ved servicebygningerne og den lille butik. Vi var lidt bekymret over at campingvognene på græsplænen stod så tæt. Den normale sikkerhedsafstand på 3 m. mellem campingvognene, var i hvert fald ikke til stede overalt her. Autocamperne på pladsen stod endnu tættere på hinanden. Vi fik at vide, at vi ikke måtte lægge plastunderlag ud i forteltet af hensyn til græsplænen. Det synes vi egentlig er fint nok. Mange campingpladser er skæmmet af store bare pletter i græsset pga. plastunderlag i fortelte. Men græsset på den plads, vi fik anvist, var ikke blevet slået i et stykke tid, Græsset var over 20 cm. højt. Det var bestemt ikke rart.

Der er mange træer på campingpladsen, så vi havde udmærket skygge og læ. En dejlig ting, da der var hedebølge med temperaturer på over 35^o i skyggen mens vi var der.

I butikken kan man købe friskbagt morgenbrød – men kun hvis man har bestilt dagen i forvejen. Desuden kan man købe de mest nødvendige mad- og drikkevarer til forhøjede priser. Vi fandt dog hurtigt ud af, at de ligger tre store supermarkeder lige bag campingpladsen, hvor alt kan købes til normale priser.

Servicebygningen indeholder køkken, plads til opvask, udslagssted til kemisk toilet samt toiletter og brusekabiner.  Bygningen og inventaret er af ældre dato og virker lidt nedslidt. Men alt er pænt og velholdt. En pudsig ting er, at der på toiletterne kun er én stor rulle med toiletpapir til samtlige toiletter. Denne er anbragt uden for selve toiletterne, så man skal huske at tage toiletpapir der, inden man går på toilettet. Man skal bruge poletter for at få varmt vand i badet. Disse købes i butikken for 1,5 € og giver varmt vand i 5 minutter. Dvs. at det burde de have gjort. På 4 dage oplevede vi kun én gang at have varmt vand i badet. Ellers var vandet kun nærmest lunkent.

Det er ikke en børnevenlig campingplads. Ud over en meget lille og ussel legeplads med et klatrestativ og et legehus i form af en gammel vintønde, er der intet at lave for børn på pladsen. Vi så heller ikke mange børn på pladsen. De fleste på pladsen var senior-campister, og de så ud til at trives godt på pladsen.

Vores første indtryk af pladsen var, at den var meget handicapvenlig. Der var gode og faste veje og stier overalt på pladsen, ramper til kiosk og servicebygning samt et rimeligt stort kombineret bad- og toilet forbeholdt handicappede. Men efter at have badet Sissel i handicapbadet første gang var vi meget skuffede. Som næsten altid manglede der fralægningsplads i badet. Men det kan så være hvad det vil – det er vi vant til. Værre er, at handicapbadet er placeret lige ved siden af udslagsstedet til de kemiske toiletter, og at udluftning blot er et hold i væggen mellem de to rum. For at sige det mildt, så stank der af toilettanksindhold i badet til handicappede. Heller ikke i handicapbadet var der varmt vand. Desuden virkede det ikke som om der blev gjort rent i badet til handicappede. Dette fik vi vished for anden gang, vi badede Sissel. Bleposen fra første gang, vi badede Sissel, lå nemlig stadig i baderummets skraldespand. Desuden lå der døde myg og fluer overalt i rummet. Det var tydeligt at baderummet ikke havde været gjort rent i et par dage. Det er simpelthen for dårligt!

Men selvom vi var meget skuffede over campingpladsen, havde vi alligevel nogle dejlige dage ved Rhinen. Egnen er utrolig smuk og har rigtig mange udflugtsmål. Selve Rüdesheim  er absolut et besøg værd. Det er en hyggelig gammel by med mange små og krogede gader. Man kommer ikke uden om en tur gennem Drosselgasse – en meget snæver gyde hvor beværtninger ligger klods op ad hinanden i hele gaden. Der er et leben uden lige til lyden af tysk schlager-musik overalt. Midt i byen ligger et museum for mekanisk musik. Det indeholder en stor samling af mekaniske musikinstrumenter lige fra mekaniske klaverer til enorme karruselorgler. Rüdesheim er også hjemsted for den tyske cognac Asbach Uralt. Godt nok produceres cognac’en (eller på tysk: Weinbrandt) ikke længere i Rüdesheim, men fabrikken har et besøgscenter i byen. Her kan man se hvordan man fremstiller cognac, høre om fabrikkens historie og smage på de forskellige produkter.

Ud af de 4 dage, vi var ved Rhinen, var vi på to længere udflugter.

Den ene gik til byen Braubach for at se borgen Marksburg. Det er den eneste borg i området, der stadig står uberørt i sin oprindelige stand.

Alle de andre borge i området står enten som ruiner eller er genopbygget. Men på Marksburg bliver man sat flere hundrede år tilbage i tiden. Man kan køre i bil næsten helt op til borgen. Fra parkeringspladsen er der en kort tur til fods op til selve borgen.

Sissel kunne desværre ikke komme med ind og se borgen. I middelalderen havde man ikke den store forståelse for kørestolsbrugere, og for en gangs skyld er vi glade for at man ikke har spoleret et tidsmæssigt monument som Marksburg ved at installere elevatorer, ramper og lifte.

På vejen hjem fra Marksburg gjorde vi holdt for at se statuen af sagnfiguren Lorelei. Hun sidder yderst på en 1,5 km. lang tange ud i Rhinen. Vi kunne køre Sissel næsten helt derud i sin kørestol – kun de sidste 100 m. måtte hun bæres. Selve statuen er hurtigt beset. Vores ældste datter Line kiggede lidt på statuen af Lorelei, og udbrød så forarget; ”hun er jo helt nøgen”.

Derefter interesserede hun sig mere for Rhinen. Det kunne vi godt forstå. Når man står ude for enden af tangen ved Lorelei, er man næsten midt ude i Rhinen, og meget tæt på de mange flodprammen, der sejler forbi. Samtidig har man et fantastisk kig op og ned af Rhinen og dens stejle klippesider.

Vores anden tur gik borgen Burg Maus i byen Skt. Goarshausen. Her har en tidligere kaptajn i den tyske hær indrettet et ’Adlerhof’ – dvs. han holder, træner og avler ørne, falke, ugler og andre rovfugle. Han er en meget karismatisk person. Han lever og ånder og sine fugle og den natur, de lever i. Hans viden om rovfugle er enorm, og han forstår at formidle den på sin egen lidt bryske facon. Han gør et stort arbejde for at udbrede viden om fuglene til både voksne og børn. Han bringer f.eks. en stor ørn helt tæt på børnene og (hvis ørnen vil) lader børnene klappe den. Han forklarer gang på gang, at han ikke kan tvinge en fugl til noget som helst. Alt hvad fuglen går med til sker af fuglens frie vilje. Det faktum gør det ekstra frygtindgydende at sidde ansigt til ansigt med en stor ørn. Det var da heller ikke hele tiden, at fuglene gjorde som han ønskede under opvisningen af deres flyvefærdigheder. Men alligevel – det er en fantastisk oplevelse at sidde uden for en middelalderborg øverst på klipperne over Rhinen, og se en ørn styrtdykke efter sit bytte lige for øjnene af en. Det hele sker så tæt på, at man kunne se hver enkelt fjer på fuglen, og se dens klør gribe om sit bytte (en lille død kylling) i luften. Ekstra spændende var det, når han udvælger et barn blandt publikum, forklarer at barnet skal stå helt stille og lægger et bytte i håret på barnet. Herefter kalder han på en af sine falke, og med næsten 200 km. i timen kommer falken i et styrtdyk og tager byttet fra barnets hoved – og det uden at røre barnets hår.

Man kan ikke køre i bil op til borgen. Det tager ca. 20. minutter at gå der op, og det er hårdt arbejde at skubbe en kørestol op ad den smalle serpentinevej. Men det er oplevelsen værd. Det var lige før vi ikke havde fået Sissel med ind, og fik kun lov mod at love at holde hende helt i ro. Dette fordi, at ørne og falke under et angreb let kan tage fejl af byttet hvis noget pludseligt bevæger sig i nærheden. Den gode kaptajn var derfor nervøs for at Sissel skulle blive angrebet hvis hun skulle spjætte mens han demonstrerede fuglenes angrebsevner.  Men han gav Sissel en stor oplevelse. Han bragte en stor ugle helt tæt til hende, og lod hende ae den og endda begrave sit hoved i dens fjerdragt. Hvor mange børn kan sige at have prøvet det.

Rhindalen er det dejligt sted at holde ferie. Der er så meget se og opleve. Og de tyskerne der oplevede vi kun som åbne, hjælpsomme og venlige. Men selvom der er gjort meget for at gøre det muligt at komme frem med kørestole (og for den sags skyld også barnevogne), så er det ikke let. Man skal være forberedt på at skubbe sådanne op ad stejle, brolagte gader og smalle stier mellem klipperne. Til gengæld svarer oplevelserne og til besværet. Det er det hele værd.