Video: Fast gulv i forteltet

af Ann Karina
Image

På vores rejser med vores campingvogn i Danmark og udlandet, har vi ofte set fastliggere, der har lagt fast gulv i forteltet. Vi har godt kunne se fordelen i dette, men har hidtil været af den mening, at der var lidt for meget ’sommerhus’ over det.

Vi kunne heller ikke forstå at folk gad bruge tid på at lægge et fast gulv i forteltet. Vi klarede os jo fint med en presenning og et gulvtæppe, så hvorfor det besvær?

Ok – vi har selvfølgelig prøvet at have et par centimeter vand i forteltet ved skybrud. Der kiggede vi misundeligt over på fastliggerne med fast gulv i forteltet, mens vi skovlede vand ud. Vi har da også prøvet at måtte slå vores fortelt op ovenpå rødder, sten o.l., men hvad er det ikke hvad man må forvente som campist?

Image

Sidste år bestemte vi os for at ligge fast hele for sæsonen, og så dukkede den der tanke med et fast gulv op i forteltet igen. Vi gad bestemt ikke begynde at lave gulv af paller og krydsfiner – det var for besværligt for to måneder. Men vi havde hørt om de såkaldte Click-gulve. Måske var det et alternativ?

Image

Et Click-gulv består af gulvfliser af hårdt plast. De måler ca. 40 x 40 cm. og sættes sammen ved hjælp af små tappe på siden af fliserne. Det er lavet så smart at gulvet kun kan sættes samme på en måde, så man kan ikke samle gulvet forkert.

Image

Man starter med at lægge fliserne ud i en lang bane i hele teltets bredde. Når først denne bane er lagt, går resten som en leg. Resten af gulvet lægges nemlig ud fra denne bane. Det siger sig selv, at gulvfliserne sjældent vil passe præcist i længe og bredde til ens fortelt. Men det gør intet. Da fliserne er af hårdt plast, kan de saves til i de nødvendige størrelser.

Image

Så fremgangsmåden er simpel:

  • Læg en presenning e.l. ud i forteltet.
  • Læg en bane gulvfliser langs forkanten af teltet i hele teltets bredde.
  • Fortsæt med at lægge gulvfliser i baner ind mod campingvognen indtil gulvfliserne når helt ind til campingvognen.
  • Til sidst tilpasses gulvfliser til de ’skæve’ mål i forteltet, så gulvet når helt ud i alle hjørne

Image

Det lyder besværligt og tidskrævende, men det er det ikke. Vi lagde vores gulv i forteltet (7 x 3 meter) på ca. 1 time. Og det var endda med tilpasning af ret mange gulvfliser.

Image

Nu hvor vi har prøvet at have fast gulv i forteltet, kigger vi ikke skævt til fastliggernes gulve længere. Det er en sand nydelse med et fast gulv i forteltet. Man slår ikke sine fødder på rødder og sten, det er lunt og tørt, ens møbler står stabilt osv. – fordele er mange. Men det er kun anvendeligt når man ligger fast samme sted i længere tid. Det er for tungt og fylder for meget til at man kan have det med på rejser.

 

Prøv også at læse disse indlæg

3 kommentarer

Erik Mogens Dahl 28. april 2022 - 11:42

Hej, hvad type er dette gulv, og hvor kan det købes.
I modsætning til andre pvc gulve ses at der er hulrum
under flisen, for evt vand?

Bjarne Søby 28. april 2022 - 21:44

Hej.

Den er godt nok gammel den video 🙂 Tror det var en af de allerførste videoer, vi lavede. Jeg kan ikke huske hvad gulvet hedder, men det blev forhandlet at DCT-Vejle. Måske kan de hjælpe 🙂

Lone Andersen 22. juli 2022 - 16:18

Jeg har 112 stk fliser til salg = 18m2 og nogle tilskæringer

Du kan ikke kommenterer