Hvidbjerg Strand Feriepark ligger kun små 300 m. fra en Vesterhavets bedste strande. Og skulle det ikke være strand-vejr, så kan man alligevel bade. Campingpladsen har nemlig et helt fantastisk badeland.
Stranden ligger som sagt kun 300 m. fra campingpladsen. Den har det eftertragtede Blå Flag, der borger for rent vand og en ren strand. Med den fornødne respekt for understrømmen i Vesterhavet kan man sagtens bade der, hvilket flere da også gjorde, mens vi var på stranden.
Stranden er meget bred, og der må ikke køre biler.
Den brede sandstrand (hvor der for iøvrigt ikke må køre biler), danner også rammen for mange andre aktiviteter. De mindre børn leger i sandet, de ældre børn bader eller flyver med drager, rigtig mange windsurfer fra stranden, og så er der alle os andre, der bare nyder synet af vandet og stranden :o)
Der er en del surfere på stranden. Men de sejler ikke mellem de badende. Her er plads til alle 🙂
Der er adgang til stranden for alle – også handicappede. Stranden ligger lige bag en lav række klitter og for kørestolsbrugere eller gæster med f.eks. en barnevogn, er der lavet en sti med et underlag af træ-stave. Det giver et tilpas fast underlag, så der kan køres med en kørestol. Stien går næsten helt ned til vandet, og undervejs er der ‘vigepladser’ hvor to kørestole eller barnevogne kan passere hinanden. Det er rigtig godt tænkt.
Der er god adgang for handicappede og folk med f.eks. barnevogne. Denne sti med fast underlag fører helt ned til vandet
Skulle vejret være gråt, trist og blæsende, er det nok de færreste, der har lyst til at bade fra stranden. Man kan selvfølgelig stadig gå ture og f.eks. flyve med drager på stranden, men hvis man vil bade, så må man i campingpladsens badeland.
Badelandet på campingpladsen er super flot. Der er mange bassiner med forskellig vanddybde, så alle kan bade sikkert der
Badelandet på Hvidbjerg Strand Feriepark er et af de største vi hidtil har set på en campingplads. Her er flere bassiner – hver med sin udformning og med forskellig vanddybde. Der er derfor plads til alle uanset alder. Der er flere børnebassiner til de små, vandrutsjebaner, boblebad, vandfald osv. osv.
Et af de større bassiner med et ‘vandfald’
Især to bassiner syntes vi var helt fantastiske – nemlig Grotten og det store børnebassin. Grotten er bygget op som en drypstenshule, og vandet der er varmere end i de andre bassiner. Her kan man enten lege på de to vandrutsjebaner eller svømme i vandet i Grottens bund. Det føles næsten som at svømme rundt i en rigtig hule med klart, blåt vand.
Grotten er et spændende bassin med to rutsjebaner og ret varmt vand
Det andet bassin, som vi syntes var helt fantastisk, er det store børnebassin. Her er lav vanddybde, en sjov rutsjebane og en masse vand-legetøj. Det er ikke underligt at de små børn elsker dette bassin. Her er plads til at pjaske, bade og lege.
Det store børnebassin
Langs alle bassiner er der stole eller liggestole. Her kan man enten slappe af eller sidde og holde øje med sine børn – hvis man da ikke lige er i vandet sammen med dem. 🙂
I pauserne mellem besøgene på stranden eller i badelandet, er det masser at tage sig til for børnene på Hvidbjerg Strand Feriepark. Jeg har tidligere skrevet om det store Western-område, men der er mere for børn end det.
Legepladsen for de helt små børn
Denne dreng var ikke helt nem at få med hjem igen. Han havde det pragtfuldt på legepladsen
Der er flere legepladser på campingpladsen – både til mindre og større børn.
Legepladsen til de lidt større børn med mooncarts, klatrestativer m.m.
Trampolinerne bliver brugt både til leg og afslapning. Heldigvis er der nok af dem 🙂
Legepladserne er afskærmet for bil- og cykeltrafik, og her er underholdning og udfordring for børn i alle aldre.
Hvidbjerg Strand Feriepark har en super flot minigolfbane. Den er udformet som en ‘rigtig’ golfbane med bakker og bunkers. På alle baner er flere ruter med forskellig sværhedsgrad. Børn og voksne kan derfor spille på den samme bane og blive uden at børnene føler det er for svært eller at forældrene keder sig, fordi banen er for let.
Den meget flotte minigolfbane trækker mange gæster til.
Alle baner har mere end en rute, så der er forskellige sværhedsgrader en og samme bane
Er man golfspiller, kan man træne at ‘putte’ der. Der er nemlig også en fin puttinggreen, hvis man skulle have lyst eller behov for den træning.
Her er der en, der øver sig i at putte på puttinggreenen
Men der er ikke kun tænkt på golfspillere på Hvidbjerg Strand Feriepark. Også lystfiskere har kronede dage der. Campingpladsen har nemlig sin egen fiskesø, og som gæst på campingplads er det gratis at fiske der. Hvilken slags fisk, man kan fange der, skal jeg ikke kunne sige, da jeg ikke er lystfisker. Men der stod mange og fiskede, og vi så da også fiskere komme tilbage med friskfanget fisk.
Fiskesøen. Bemærk de mange lystfiskere. Det er gratis at fiske for campingpladsens gæster
For os, der ikke har tålmodigheden til at fange vores mad selv, er der heldigvis alternativer – f.eks. Restauranten. Den er hyggelig, maden er god og priserne er til at have med at gøre.
Restauranten er hyggelig og maden er god
I Restauranten kan man dels få a la carte, børnemenuer og buffet. En mulighed er også at gøre brug af campingpladsens Take-away Pizza (og man kan få andet end pizza).
Er man mere til Take-away og spise i campingvognen, så er den mulighed også til stede
Hvidbjerg Strand Feriepark lever efter vores mening til fulde op til deres fem stjerne. Alt er velholdt og uanset om man kommer i egen campingvogn eller gør brug af en af de flotte hytter på campingpladsen, så er man sikret et godt ophold hvad de ydre rammer angår. Det er få steder i Danmark, at man kan bo så tæt på vandet med så fine faciliteter.
Der er mange hyttegæster på Hvidbjerg Strand Feriepark
Og man kan vælge mellem flere forskellige typer hytter – også hytter med eget bad og toilet
Hvidbjerg Strand Feriepark er den sidste campingplads vi besøger på denne sommertur. Når du læser dette, er vi faktisk allerede kommet hjem. Men vi har været glade for at slutte vores tur under så flotte forhold.
Et sidste kig ud over campingpladsen, inden vi kører hjem og siger tak for denne gang.
Links: | |
Hjemmeside: | Hvidbjerg Strand Feriepark |
Gå til del: | 1 – 2 – 3 |
Send til Facebook |