Sådan bruges en Shadow som frontsolsejl

af Bjarne Søby
Shadow som Frontsolsejl

En Shadow-markise kan anvendes på mange måder. På vores sommertur har vi eksperimenteret med at sætte vores Shadow op som et solsejl foran forteltet. Det har vist sig at være ret let, og det kombinerer forteltets og markisens egenskaber i en og samme opsætning.

Fordelene ved at have et frontsolsejl foran forteltet er:

  • Det giver skygge i forteltet, når solen bager
  • Der er tørt foran forteltet når det regner, så man kan stadig være ude
  • Om aftenen kan man sidde ude uden at generes når duggen falder
  • Møbler o.l. kan stå i ly for regn.

Isabella har et decideret frontsolsejl i deres produktserie. Det er stabilt og kan leveres til de fleste af Isabellas fortelte. Vi prøvede at campere med et sådant frontsolsejl for nogle år siden, og det var vi glade for. Men sådan et har vi altså ikke med på vores sommertur. Her har vi kun fortelt og vores Shadow-markise

Faktisk tager vi aldrig afsted uden vores Shadow. Og selvom at vi på denne sommertur rejser med et Opus 300 fortelt, så har vi stor glæde af vores Shadow alligevel. Vi pakker som regel forteltet ned dagen inden vi skal rejse. Det giver os god tid til at pakke ned, og gør at vi kan komme tidligt afsted på afrejsedagen. Når forteltet er taget ned, sætter vi vores Shadow-markise op i stedet. Den giver ly for både sol og regn, så den vil vi ikke undvære.

En formiddag hvor solen bagte fra en skyfri himmel direkte ned på forteltets forside, sad vi og savnede et frontsolsejl. Det ville have givet skygge i teltet, og dermed en lidt mere behagelig temperatur. Så kom vi til at tale om, hvorvidt vores Shadow kunne bruges som et frontsolsejleller ej. Det måtte prøves, og vi gik straks i gang.

Shadow som Frontsolsejl
Et frontsolsejl giver skygge når solen skinner og holder tørt foran teltet i regnvejr

Vi fik sat vores Shadow op som et frontsolsejl i første forsøg. Det gav skygge både i- og foran forteltet, men kønt var det ikke. Heldigvis var det tørvejr og vindstille, for det var bestemt ikke en stabil konstruktion, vi havde stillet op.

Helt inde ved vulsten på markisen er der i begge sider et lille øje med en metalring i. I hvert øje havde vi bundet en snor i, og så bandt vi markisen fast til stængerne i forteltets udhæng. Midten af markisen gjorde vi ligeledes fast til udhænget med en dobbeltprofil og noget snor. Det virkede efter hensigten, men det var næsten umuligt at spænde ud, og selv den mindste vind ville blæse det omkuld.

Shadow som Frontsolsejl
Nu kan jeg stå i tørvejr og grille – også selvom det regner

Vi ringede så til Tommy Boisen fra Isabella for at høre om der var en bedre metode end vores. Det var der, og alt hvad vi skulle bruge var to verandastænger og nogle klikprofiler. Så vi måtte en tur ind til den lokale campingforhandler for at købe både stænger og profiler. Til vores Shadow som er 5 meter, anslog vi at vi skulle bruge 6 klikprofiler – nemlig tre på hver side af markisen.

Shadow som Frontsolsejl
Der sættes to verandastænger op i forteltets udhæng

Shadow som Frontsolsejl
Her ses hvordan verandastængerne er sat på midterstangen i udhænget

Monteringen er næsten mere en simpel.

  1. Først spændes verandastængerne ud under forteltets udhæng.
  2. Dernæst skubbes klikprofilerne ind over Shadow’ens vulst
  3. Så klikkes klikprofilerne fast på verandastængerne
  4. Og så kan Shadow’en sættes på normal vis med stænger og barduner

Det er simpelt, stabilt, giver skygge og ly foran forteltet samt øger brugsværdien af ens Shadow.

Shadow som Frontsolsejl
Markisens vulst køres ind i klikprofilerne

Shadow som Frontsolsejl
Og så klikkes klikprofilerne på verandastængerne

Vi har brugt vores Shadow på denne måde mange gange denne sommer, og vi har haft den oppe foran forteltet i både sol, regn og blæst. Opstillingen er ret stabil, og vi har kun måtte tage den ned på grund af blæst en enkelt gang. Men da var vindstyrken over 20 m/s i vindstødene. Det der skete var, at blæstens pres på markisen var så stort, at klikprofilerne var ved at blive trukket af verandastængerne. Det kan man ikke sikre sig imod, så vi tog markisen ned.

Der er dog to ting, man skal være opmærksom på, når man sætter sin Shadow op på denne måde.

Shadow som Frontsolsejl
Dejligt med skygge når solen bager

For det første skal man være opmærksom på hvor meget at bardunerne strammes. Strammer man dem for meget, kan man komme til at trække klikprofilerne af verandastængerne. Og for det andet skal man være omhyggelig med, hvor på verandastængerne, man sætter klikprofilerne. Man skal ikke presse profilerne ned over samlinger eller spændebeslag på verandastængerne. Det vil udvide profilerne, og så vil de ikke kunne holde til et særlig stort træk. Tilpas i stedet klikprofilerne så de kun sidder på selve stangen. Man kan tilpasse klikprofilernes længde ved enten at save eller klippe dem i de ønskede længder.

God fornøjelse 🙂

Links:
Hjemmeside: Isabella

Prøv også at læse disse indlæg