Pak campingvognen rigtigt

af Jan
pakning af campingvogn 01

Ferietiden nærmer sig, og dermed skal campingvognen pakkes med bl.a. tøj, service, køkkengrej, tilbehør, fortelt m.m.. Men campingvognen skal pakkes med omtanke. Ellers kan køreturen hurtig blive mere spændende end planlagt.

Reglen er, at de tunge ting skal pakkes nær campingvognens bund, mens de lette ting skal placeres i overskabe o.l.

Dvs. at gryder, drikkevarer, møbler m.m. skal placeres i underskabe og magasiner under sæder og senge.

Image
Det tunge køkkengrej skal i underskabene

De helt tunge ting som f.eks. fortelt og teltstænger, skal placeres lige over campingvognens aksel. Årsagen til dette er, at campingvognens tyngdepunkt skal ligge så lavt som muligt og helst lige over akslen. Dette giver de bedste køregenskaber og dermed en højere sikkerhed under kørsel.

Image
Teltet og andre tunge ting lægges lige over campingvognens aksel

Og det skal tages alvorligt. Der har været mange testkørsler, der alle viser, at en campingvogn hvor tyngdepunktet ligger højt i vognen, hurtigt bliver meget ustabil og let kommer i slinger.

Image
De lette køkkenting skal i overskabene

At de lette ting skal pakkes i overskabe har altså også noget med tyngdepunktet at gøre. Men der er en vigtig grund mere. Overskabene er kun sat op med skruer, der er fastgjort i campingvognens loft og sider. Da en campingvogn er bygget af lette materialer, siger det sig selv, at bæreevnen ikke er særlig stor. Dette er altså også en god grund til at pakke let i overskabene.

Image
Også tøj m.m. skal i overskabene

Endelig skal man holde øje med kugletrykket. Der er ligeså mange meninger om størrelsen på kugletrykket som der er campister i Danmark. Vores råd er:

Sørg for et så stort kugletryk som muligt, men overskrid ikke hverken campingvognens eller bilens øvre grænse for hvor stort kugletrykket må være. Dette vil give dig de bedste køreegenskaber.

Image
Du kan finde kugletrykket med en helt almindelig badevægt

Prøv også at læse disse indlæg