Det er mange år siden, at Camp-let A/S begyndte at fremtidssikre sig ved at opkøbe ejendomme omkring fabrikken i Arnum i Midtsønderjylland. Nu indrettes landsbyens for længst nedlagte møbelforretning som et mindre oplevelsescenter med både nye og historiske Camp-let’er.
En Camp-let er for mange det samme som en teltvogn, og kun få danske fabrikker har som den sønderjyske fabrik sat sit præg på trafikmiljøet herhjemme. Vognen fortjener derfor at få sit eget oplevelsescenter for teltvognsferie før og nu.
Vognen fremstilles nu i femte generation, og der er i de over 40 år, siden den første Camp-let forlod fabrikken, heller ikke ændret i princippet om en solid vogn i gode materialer, der kan opstilles på få minutter. En Camp-let nyder derfor en høj grad af genkendelse, men vognene har også lagt telt til masser af barndomsminder og et hav af danskeres glade familieferiebilleder.
Fabrikken har henover årene opkøbt ejendomme omkring fabrikken i Midtsønderjylland for at sikre sig udvidelsesmuligheder, og nu får en af disse ejendomme en ny, fornem rolle. Landsbyens for længst nedlagte møbelforretning omdannes til et museum samt et oplevelsescenter, hvor entusiaster og andre kan se samtlige modeller og al tilbehør på et og samme sted. Camp-let har endvidere garderet sig, så der er plads til løbende at udvide aktiviteter og udstillinger.
– Vi ved fra både sociale medier som Facebook og nogle workshops, at der er en vis interesse for at høre om fabrikkens historie, og blandt andet har en af vore modeller, Camp-let Safir, sin egen klub. Safir adskiller sig betydeligt fra en ”rigtig” Camp-let og blev kun produceret i få år. Det største klenodie i museet bliver dog fabrikkens første teltvogn, som min bedstefar producerede i finer og vinyl, og som nu hentes hjem fra Egeskov, hvor den har været udlånt, fortæller direktør i Camp-let A/S, Hans Jørn Nissen.
Museet kommer desuden til at rumme effekter samt nogle Camp-let modeller, der aldrig har været ude at køre herhjemme, men som i farvevalg er fremstillet direkte til eksportlande. Camp-let forhandles i dag i 19 lande og med Ukraine og Italien som de sidst ankomne.
Tilbehørsprogrammet til Camp-lets modeller er i dag så omfattende, at ingen forhandlere har plads til at udstille det hele. Det er der i fabrikkens nye oplevelsescenter, hvor der også indrettes et indendørs picnicområde. Museum og oplevelsescenter vil fra søndag den 3. marts være åben hver søndag fra kl. 10-16, og det nye Team Camp-let står for aktiviteterne. Det er 9 guider, som klarer vagterne på skift, og som også tager gæsterne med på rundvisning i selve produktionen, hvis nogle ønsker det.
– Det er dejligt, at vi nu får mulighed for at kvittere for de positive forespørgsler, som vi ofte får via Facebook eller direkte til fabrikken, og vi håber, at mange vil lægge søndagsudflugten forbi Arnum, hvis de alligevel er her i området for eksempelvis at besøge Ribe, eller fordi de kører ned over grænsen for at handle, siger Hans Jørn Nissen.
Links: | |
Relevante Link(s) : | Camp-let |