Vi er nu kørt til Koblenz på vores rejse langs Rhinen. Vi bor på de skønneste campingplads lige ned til Rhinen og lige over for Deutsches Eck og fæstningen Ehrenbreitstein.
Symbolet på Tysklands samling er en kopi
Koblenz ligger lige der hvor floderne Mosel og Rhinen løber sammen. På selve hjørnet er der opført et stort (og meget germansk) monument ved Deutsches Eck.
Deutsches Eck
Øverst på monumentet er der en kæmpe rytterstatue der forestiller Kejser Wilhelm sammen med en engel. Monumentet symboliserer den tyske samling.
Tysklands samling fandt sted den 18. januar 1871 ved udråbelsen af det Tyske kejserrige i Versailles. Det var derved den formelle samling af en række primært tysktalende større og mindre stater til en nationalstat. Det skete under ledelse af den preussiske kong Wilhelm 1.
Før den tyske samling bestod det tyske område af flere hundrede selvstændige stater, der varierede i størrelse og befolkningstal.
Kejser Wihelm og englen
Den oprindelig statue blev ødelagt under 2. verdenskrig, men i 1993 rejste man en kopi, og det er den, vi kan se i dag.
På den anden side af Rhinen over for Deutsches Eck troner fæstningen Ehrenbertstein øverst på klippen. På grund af Mosel og Rhinens sammenløb har netop det sted været et vigtigt strategisk og trafikalt punkt gennem mange år.
Fæstningen Ehrenbertstein
Fæstningen Ehrenbertstein er fantastisk
Når man er i Koblenz bør man tage op og se fæstningen. Den er det værd. Og vælger man at tage svævebanen fra Deutsches Eck, så får man en flot tur med i købet. Kombi-billetter til både svævebane og fæstningen koster lige under 8 euro.
Ann Karina med kombi-billetter og et kort over fæstningen (og det får man brug for)
Svævebanen starter ved Strandpromenaden
Man svæver hen over Rhinen og op til fæstningen
Sjovt at kigge ned på de skibe, der sejler under svævebanen
Stedet har været befæstet i mange år. Faktisk kan de tidligste befæstninger på stedet dateres tilbage til omkring 1000 f.Kr. Omkring år 1000 blev borgen Burg Ehrenbertstein opført. Ærkebiskoppen af Trier udvidede borgen, og her den hellige Tunika bevogtet i perioden1657-1794. Den hellige Tunika var efter sigende den tunika som Jesus bar lige inden sin korsfæstelse. Efterfølgende brugte flere ærkebiskopper slottets strategiske betydning til byttehandler mellem stridende parter.
I 1794 da franske revolutionære tropper erobrede Koblenz, blev Ehrenbreitstein belejret tre gange uden at den blev indtaget. Men efter et års belejring fra 1798 til 1799, bukkede soldaterne på Ehrenbreitstein under for sult, og fæstningen blev overdraget til de franske tropper i 1799. Fæstningen kom dog på tyske hænder igen i 1801.
Fæstningen er ret stor, og spændende at gå rundt i
Efter Wienerkongressen i 1815 blev Rhinlandet en preussisk provins. Sikring af Koblenz-området blev en preussisk militær prioritet dels fordi at området lå tæt på Frankrig, og dels fordi Koblenz var en flaskehals for alle transportmidler (skibe, jernbaner, landtransport via af broer). Derfor byggede Preusserne et system af fæstninger og skanser omkring Koblenz, Festung Ehrenbreitstein var en del denne befæstning.
Bemærk skydehullerne i væggen. Det har ikke været let at skulle indtage den fæstning
Fæstningen Koblenz siges at have været den største militære fæstning i Europa med undtagelse af Gibraltar. Ehrenbreitstein kunne forsvares af 1200 soldater. Den blev aldrig angrebet og forblev i tjeneste indtil 1890.
Mindesmærke for faldne i den tyske hær
Under første verdenskrig blev fæstningen brugt som militært hovedkvarter. Efter første verdenskrig skulle fæstningen egentlig have været destrueret, men den amerikanske General Henry Tureman Allen var overbevist om fæstningens historiske værdi, og forhindrede ødelæggelsen.
Man får et godt indtryk af hvordan fæstningen er bygget op
Under Anden Verdenskrig, tjente det som et sted for opbevaring af arkiver og kulturelle objekter. Efter Anden Verdenskrig blev den brugt først af den franske hær, før den blev overdraget til staten Rheinland-Pfalz.
Fæstningen er et imponerende bygningsværk
I dag huser fæstningen et vandrehjem, restauranter, flere museer og arkiv. Det er rigtig spændende at gå rundt på fæstningen. Man får et godt indtryk af fæstningens historie, og en fantastisk udsigt over Mosel og Rhinens sammenløb.
Den store plads inderst i fæstningen
Der er en udmærket restaurant på fæstningen, men priserne er lidt høje
Der er flere museer og udstillinger i fæstningens bygninger
Og så er udsigten fra fæstningen helt utrolig. Her er det Rhinens og Mosel flodens sammenløb
Man har gravet dele af den gamle middelalderborg ud, og det er muligt at se den. I den mørke udgravning mellem søjler og buegange, kan man opleve en multimedieforestilling med lys, lyde, musik og billeder, der fortæller borgens historie. Det er rigtig spændende og hele turen værd.
Nede i udgravningen
Sissel var meget betaget af lyden og lyset i udgravningen
Plads til det hele – og lidt til
Vi har nu været på tur i vores lånte Hobby De Luxe 560 FFE i snart en uge, og vi er ved at føle os helt hjemmevant.
Ud over den utraditionelle, men gennemført geniale indretning, så er vi blevet meget imponeret over en anden ting. Der er nemlig utroligt meget opbevaringsplads i campingvognen.
Vi har allerede nævnt de store skuffer i køkkenet – dem har vi stadig ikke formået at fylde op. Overskabene i køkkenet er rummelige og har plads til selv store ting som f.eks. skærebræt og elkedel.
Overskabene i køkkenet
Skabene over siddegruppen rummer alle Sissel ting (og hun har meget bagage med). Under overskabene er der fralægningshylder til småting, blade m.m. Hylden er sikret med en høj kant, så tingene der kan ikke glide ned.
Overskabene over siddegruppen
Hylden under overskabene er geniale til opbevaring af småting og blade
Under TV-hylden er er også en fralægningshylde. Her er desuden to 230V stik, så her kan man oplade telefoner m.m. Vitrineskabet over TV’et har vi stillet nogle få glas i – bare for det ikke skal se helt tomt ud. Men der er plads til langt mere der.
TV-hylden med aflægningshylde nedenunder
Vitrineskabet
I soveværelset er der to smalle højskabe og 5 overskabe. Det er mere end rigeligt til vores tøj. Under sengen er der et stort opbevaringsrum. Egentlig ville vi gerne havde haft vores campingmøbler der, men vores stole er for brede til at kunne være der. Vi bruger i stedet rummer til snavsetøj, og kameratasker o.l.
Magasinet under sengen
Hylderne i soveværelset er store nok til en computertaske (den skal dog fjernes under kørsel)
Skabene over dobbeltsengen
Skabet over højskabet
Og så er der toilettet. Der er skabe og hylder overalt. Nogle er gemt bag spejllåger, så man ser dem ikke. Der er mere end god plads til alle vores toiletsager.
Skabe med spejllåger
Masser af plads til toiletsager i vægskabene
Smart detalje. Hjørnemodul med 4 plastskuffer
Gode skabe under bordpladen
De er lidt overraskende, at der faktisk er mere opbevaringsplads i denne Hobby 560 end i vores egen Adria 743. Så jo – vi er positivt overrasket over pladsen i campingvognen.
Selv om natten er Rhinen og fæstningen et fantastisk skue
Klik her for at læse mere om Koblenz og Hobby
Læs også:
- Del 1: Camping langs Rhinen: Rendsburg og ny Hobby
- Del 2: Camping langs Rhinen: Køln og den fantastiske domkirke
- Del 3: Camping langs Rhinen: Shopping og Chokolademuseum
- Del 4: Camping langs Rhinen: Ehrenbreitstein og Deutsches Eck
- Del 5: Camping langs Rhinen: Vulkaner, lava og oplevelser
- Del 6: Camping langs Rhinen: Vidunderlige Koblenz
- Del 7: Camping langs Rhinen: Weinbrandt og romantiske borge
- Del 8: Camping langs Rhinen: Rüdesheim am Rhein
