Vi har haft den nye Caravelair Artica 455 med på efterårstur, hvor den dannede fine rammer om nogle hyggelige dage i Sverige ved Trollhättan.
Caravelair Artica er en ny modelserie fra franske Caravelair. Den er moderne, bygget med avanceret teknologi, og har 7 års tæthedsgaranti.
Caravelair Artica er indtil videre ’Limited Edition’. Hvad man skal lægge i det er uvist, men mon ikke det betyder at man lige vil se hvordan markedet tager i mod denne nye campingvogn. Herefter kan det være at serien fortsætter, eller at teknologien indbygges i Caravelairs andre modelserier.
Til sæson 2018 har alle Caravelairs campingvogne fået Styroform isolering. Caravelair kalder deres version for XPS isolering, og i Artica serien udgøres den af 29 mm isolering i loftet, 30 mm isolering i væggene og hele 42 mm i gulvet.
Caravelair Artica 455 er indrettet med stor rundsiddegruppe forrest i campingvognen. Siddekomforten er god, og søjlebordet giver god benplads.
I midten er der opbevaring og køkken. Køkkenet er pænt udstyret med skabe og skuffer, så der er fin plads til service og køkkengrej. Desuden er denne campingvogn udstyret med Caravelairs geniale skuffe-køleskab med kompressor.
Caravelair har i flere år udstyret deres campingvogne med et toiletrum, hvor der også er mulighed for brusebad. Når foldedørene lukkes til, får man en brusekabine, hvor man kan tage bad uden at sjaske hele rummet til. Vasken er placeret uden for toilettet som i så mange andre campingvogne.
Caravelair Artica 455 er indrettet med fransk dobbeltseng. Til forskel fra mange andre campingvogne med fransk seng, er sengen i Artica 455 ikke skåret skråt af i benenden. Man har altså et reelt sengemål på 2 x 1,4 meter.
Prisen for Artica 455 er kr. 159.900,-. Og tager man konstruktion, design og udstyr i betragtning, så får man virkelig meget campingvogn for sine penge.
Vi har lavet denne Tv-reportage om den nye campingvogn fra Caravelair:
Mål & Vægt for Artica 455
- Totallængde: 640 cm
- Udvendig bredde: 230 cm
- Udvendig højde: 258 cm
- Indvendig længde: 470 cm
- Totalvægt: 1500 kg.
Få flere oplysninger her: Camping Agenten