Isabella: Villa-forteltet skal aldrig tages ned

af Ann Karina
Isabella Villa

Det måtte jo komme. Forteltet som aldrig skal tages ned. Gennem længere tid har den danske Isabella-fabrik i Vejle udviklet forteltet “Villa”, som nok er det tætteste man kommer en udestue.

Friluftsmyndighederne har netop godkendt “Villa”, så den ligesom i en række andre lande nu også må opstilles på danske standcampingpladser. Selvfølgelig under forudsætning af den enkelte lejrchefs accept.

“Villa” er i sin grundide konstrueret som et megafortelt til campingvogne. Men hvis man ønsker at benytte campingvognen til nomadeferie eller andet, så kan forteltet sagtens stå alene, hvis lejrchefen tillader det. Det skyldes dels en meget solid konstruktion og dels at den side, der vender ind mod campingvognen er forsynet med en bagvæg med dør. Døren er placeret ud for campingvognens dør. Man kan som ekstraudstyr få konstrueret en bagvæg med folievinduer og åbninger med lynlås ud for serviceklap, toilet og strømudtag.

Det er ikke svært at montere forteltet på campingvognen. Det sker ved at en dobbelt teltskinne køres på forteltet, og et medfølgende slusestykke køres i campingvognens skinne og i dobbeltskinnen, således at sammenkoblingen er helt tæt. Ved hjælp af kraftige skumgummipuder bliver koblingen helt tæt ned langs vognsiden.

På grund af sin solide opbygning kan “Villa” benyttes på alle årstider. Stellet er lavet af 40 mm aluminiumsstænger, hvortil både tag og sider fæstnes direkte, så teltet står stramt og solidt og ikke blafrer i vinden. Til helt ekstreme vejrforhold fås ekstra støttestænger.

Taget, som skråner ned mod fronten, har udhæng på tre sider. Yderst er et lille nedhæng, så regnvandet ledes direkte ned på jorden. Tagdugen i en tyk polyester PVC kvalitet kan sammenlignes med en lastbilpresenning og er 100 procent tæt.

Front- og sider er i en kraftig 295 g dysefarvet acryldug. De mange vinduer giver en lys og behagelig indeatmosfære. En smart detalje findes over hvert vindue, nemlig afdækningsfolie, som med lynlås kan trækkes ned foran vinduet. Det virker som skodder, der både beskytter vinduerne mod vejrliget og giver mulighed for at lukke af, hvis man forlader teltet.

En forudsætning for at rejse “Villa”-forteltet er, at der først enten lægges en ramme i teltets omkreds eller monteres et gulv. Begge dele i 10 cm højde, hvilket forhindrer teltdugen i at komme i berøring med jorden.

På grund af sin solide og store konstruktion kræver det lidt håndværksmæssig snilde at sætte det op. Og har man ikke selv lyst til at binde an med opgaven, har Isabella-fabrikken samarbejdspartnere, som over hele landet kan montere både fortelt og gulv.

Man kan vælge sit Villa-fortelt uden hensyntagen til campingvognens størrelse. Det fås i tre bredder, nemlig 4,5 m, 5,5 m og 6,5 m. Dybden er 3 meter.

Links:
Hjemmeside: Isabella

Pressemeddelelse / Foto: Isabella

Prøv også at læse disse indlæg