Hvis ikke du hører til dem, der skal på vintercamping i år, så er sæsonen ved at være slut. Mange campister er i disse dage ved at pakke campingvogn og fortelt sammen og gøre klar til vinteropbevaring. Her er et par gode råd til hvordan du let gør din campingvogn klar til vinteren.
Vask campingvognen grundigt udvendigt. Få alle de sorte striber og alger af vognen, og giv derefter campingvognen en gang voks. Dette beskytter den mod vinterens vejr, og er meget lettere at få pæn til foråret.
Smør alle bevægelige dele på undervognen med fedt og giv alle udvendige låse og hængsler med syrefri olie.
Smør alle gummilister med silikone for at forhindre, at de tørrer ud og sprækker.
Sænk støttebenene for at aflaste hjul og støddæmpere.
Overdæk træktøjet med en ’næseklud’ og lad være med at trække håndbremsen.
Efterse at alle vinduer og tagluger er helt lukket til.
Hvis campingvognen skal stå ude hele vinteren, så er det bedst at finde et sted, hvor der er mulighed for sol og med læ. Evt. bør man overveje et caravancover, men vær opmærksom på, at et caravancover kan holde fugtighed inde i campingvognen.
Tøm campingvognen for hynder og stil dem på et tørt sted vinteren over. Har man ikke et sted til at opbevare sine hynder, må man lade dem blive i campingvognen, men de skal i så fald stilles, så der er god luftcirkulation omkring dem.
Tøm ligeledes campingvognen for køkkenudstyr og andre løse genstande. Dette er ikke strengt nødvendigt, men det giver mulighed for at gøre campingvognen ordentlig ren, og sikrer en god luftcirkulation i skabe og magasiner.
Er der batteri i campingvognen, så afmonter dette og opbevar det indenfor gennem vinteren.
Gør campingvognen grundigt ren indvendig, og smør alle låse og beslag med syrefri olie.
Al vand skal tømmes af vognen. Tøm først vandtanken, og lad dernæst alle vandhaner være åbne indtil vandslanger og –haner er helt tømte. Dette gælder både koldt og varmt vand. Lad alle vandhaner være åbne gennem hele vinteren.
Åben ventilerne til varmtvandsbeholderen og tøm denne helt. Lad ventilerne stå åbne hele vinteren.
Har man vandbåren varme, som f.eks. ALDE, skal anlægget frostsikres.
Åben alle indvendige døre, luger og skabslåger for at sikre optimal ventilation, og for at forhindre kondensvand. Alle åbninger til tvangsudluftning skal være frie, for at sikre bedst mulig luftgennemstrøming.
Afdæk ventilation til køleskab og ovn.
Du kan også vælge at tildække din campingvogn med et caravancover. Det beskytter campingvognen mod snavs o.l. gennem vinteren, og gør det desuden meget lettere at rengøre campingvognen når foråret kommer.
Står campingvogne ude gennem vinteren, skal man være opmærksom på at sne ikke blokere ventilationsåbningerne på vognen. Dette gælder både dem på taget og dem i bunden af vognen.
Det er en god ide at kigge til vognen regelmæssigt gennem vinteren. Dels for at fjerne evt. fygesne, og dels for at vurdere luftfugtigheden i campingvognen. Det er ligeledes en god ide, at opvarme campingvognen 3-4 gange gennem vinteren.
Skal din campingvogn til service eller skal den repareres, er det en god ider, at få dette gjort on efteråret / vinteren. Her har forhandlerne nemlig bedre tid, og så vil din campingvogn være helt klar, når foråret kommer.
Du kan finde de fleste produkter til rengøring og vedligehold af din campingvogn eller autocamper hos din campingforhandler.