Sebastian fejrer stort jubilæum i Tivoli

af Bjarne Søby

Det er en helt særlig begivenhed, der fejres, når den folkekære sanger og komponist Sebastian fredag den 28. juli og lørdag 29. juli går på scenen solo med sin guitar i Glassalen. Det er nemlig 50 år siden, Sebastian fik sit første faste engagement i Tivoli og dermed startede et langt og kærligt forhold til Tivoli. 

I løbet af årene har der været bud efter Sebastian solo, med band på Plænen eller som instruktør på store musicals i Koncertsalen. Utroligt nok er det første gang, at Sebastian optræder i Glassalen, når han som troubadour, spiller to koncerter, som led i en lang og imponerende musikkarriere, der startede i Tivoli.

Som 16-årig tog jeg ofte ind til Tivoli for at høre Sebastian. Jeg husker stadig aftnerne i Vise Vers Huset som nogle fantastiske aftner. Her mødte jeg – udover Sebastian – også Anders Roland, der kom til at præge min musikalske udvikling i mange år. 

Jeg havde ikke mange penge. Og når entréen til Tivoli var betalt, var der kun råd til en enkelt sodavand, der (til servitricens store ærgrelse) skulle vare hele aftenen. Men det var det værd, og de aftner har givet minder for livet. 

Så jeg synes personligt, at det er stort at Sebastian igen spiller solo i Tivoli. Og når nu Vide Vers Huset ikke længere eksisterer, så må Glassalen gå an.

Sebastian siger om solokoncerterne i Tivoli:

”Jeg fik mit første faste engagement solo med min guitar i Tivolis Vise Vers Hus i 1973, så man kan godt kalde det et 50-års jubilæum med Tivoli i år. Siden er det blevet til mange koncerter både solo, med Sebastian Band på Plænen eller som instruktør i Koncertsalen, men det er første gang, jeg giver koncert i den smukke Glassal. Det glæder jeg mig rigtig meget til!”

Om Sebastian
Sebastian, med det borgerlige navn, Knud Torben Grabow Christensen, er en af de mest markante og betydningsfulde stemmer i dansk musik. I 2021 var han aktuel med sit seneste anmelderroste studiealbum Tidløs erindring og i februar 2023 udgav han singlen Hjertedanser. Nogle af hans største hits tæller Fuld af nattens Stjerner med Lis Sørensen, Vårvise, Sommerfuglen, Romeo, Danser på vulkaner og Måske ku’ vi.

Siden det kommercielle gennembrud med LP’en Den store flugt i 1972, har Sebastian været en central figur på den danske musikscene og har skrevet stribevis af sange, som er blevet del af den danske børnesangskat og en del af lydtapetet på børneværelset gennem generationer, som f.eks. Ostesangen, Sørøversangen, Når lyset bryder frem, Nattergalen på sin gren og Hodja fra Pjort

Siden slut-80’erne har Sebastian især arbejdet som musicalkomponist på store publikum-succeser som Skatteøen, Ronja Røverdatter og Pippi, ligesom han har komponeret musik til tv-serierne: Nana og Gøngehøvdingen. Dermed har Sebastian skabt sig en stor fanbase, der strækker sig over mange generationer. Det er en skøn blanding af hans imponerende bagkatalog, Sebastian gæster Tivoli med.

Campingpladser nær København

Her er nogle campingpladser i og omkring København, som du kan overveje at besøge under din storbyferie:

Copenhagen Camping

Beliggende i Dragør, kun 12 km fra Københavns centrum. Pladsen tilbyder moderne faciliteter, inklusive legepladser, swimmingpool og cykeludlejning.

Absalon Camping

En hyggelig campingplads beliggende i Hvidovre, cirka 8 km fra Københavns centrum. Pladsen har grønne omgivelser og faciliteter som fælleskøkken, grillområde og legeplads.

Camping Vallø Strand

Placeret syd for København i Køge. Campingpladsen har en naturskøn beliggenhed nær stranden og tilbyder faciliteter som minigolf, legeplads og fælleskøkken.

Bemærk venligst, at det er vigtigt at kontrollere tilgængelighed og foretage reservationer, da campingpladser kan være populære og have begrænset kapacitet, især i højsæsonen. Du kan finde yderligere oplysninger og foretage reservationer direkte via links til hver campingplads.

Prøv også at læse disse indlæg