Godt Nytår – må 2023 blive et fantastisk år

af Bjarne Søby

Så er 2022 ved at gå på hæld, og nu står 2023 for døren. Vi kan slet ikke beskrive med ord, hvor meget vi glæder os til det nye år. 2022 har bestemt ikke været vores bedste år, så vi glæder os vildt til det kommende år.

2022 har ikke været et særligt fantastisk campingår for os. Stort set alle vores planlagte rejser blev aflyst, men en ting gjorde, at vi alligevel fik et dejligt år med meget camping.

2022 var ikke vores bedste campingår

Da vi i sensommeren 2021 planlagde campingture, test af udstyr og rejser for 2022, var ambitionerne høje. Der var meget, vi skulle opleve og meget udstyr vi skulle teste på vores rejser. Faktisk så meget, at vi var lidt bekymrede for, om vi ville være for meget væk fra vores datter Sissel. Men vi vurderede, at der trods alt var nogle uger mellem hver rejse, så Sissel nok ikke ville savne os alt for meget.

Men de bekymringer kunne vi godt have sparet os. For mod forventning fik Sissel mere end rigelig tid sammen med os.

Vi skulle bl.a. have oppe i de norske fjelde og fricampe med en Combi-Camp, vi skulle have været på teltcamping med en masse lækkert udstyr fra Outwell, vi skulle have på glamping med udstyr fra Camper, besøgt en lang række campingpladser osv. osv. Men virkeligheden blev en anden.

En stor del af det udstyr, vi skulle have med på tur, blev pga. af produktionsforsinkelser først leveret efter at vi skulle have været på tur med det. Andre turer blev aflyst pga. af sygdom på skift af både os, Sissel og Sissels hjælpere.

Vi kom af sted på en planlagt tur til Bornholm, og havde en dejlig tur der. Men på en af de sidste dage på rejsen, forstuvede Ann-Karina foden, hvorfor en efterfølgende outdoor-rejse måtte aflyses. Og sådan kunne jeg blive ved. Det har bare ikke været vores år, når det gælder rejser med camping.

Men vi har nu haft et dejligt campingår alligevel.

Fastliggerlivet redede vores campingår

Da vi havde planlagt så mange rejser uden en campingvogn, valgte vi at lægge vores campingvogn fast på Jelling Camping. Og den beslutning har faktisk reddet vores campingsæson.

Ofte når vores planer blev ændret eller aflyst, kunne vi tage til Jelling Camping med kort varsel. Der stod vores vogn – klar til brug med at tilsluttet og klar med fortelt og møbler. Da vi havde planlagt så mange rejser, havde vi ikke regnet med at vi ville få så stor glæde af den, som vi rent faktisk gjorde. 

Så selv om, vi ikke kom af sted på alle de rejser, vi havde planlagt, så gjorde vores fastligger-setup, at vi fik en masse gode campingoplevelser alligevel. Vi har lært en masse dejlige mennesker at kende på Jelling Camping, og har en masse gode oplevelse derfra.

Så selvom vi ikke haft så mange campingoplevelser, som vi plejer, så har det alligevel været et spændende, givende og dejligt år.

2023 blive meget spændende og bringer meget nyt

Alle de rejser vi måtte aflyse i 2022, skal gennemføres i 2023. Det er alle er rejser, vi virkelig har glædet os til. Så indtil videre har vi planlagt at tage op til Lapland igen i en autocamper for at se det Nordlys, vi ikke fik at se i år. Vi tager af sted til marts, og denne gang har vejret bare at være med os.

Vi skal også til Norge for at fricampe med en Combi-Camp i Hardangervidda nationalpark. Og selvfølgelig skal de to teltture gennemføres. Vi havde glædet os til alle rejserne, og i 2023 skal de altså gennemføres. 

Vi er blevet rigtig glade for at campere mere simpelt og være mere mobile. Så vi skal på telttur Bornholm til sommer. Men vi kan allrede sige nu, at selvom det bliver en telttur, så bliver det meget komfortabelt. Det bliver spændende at opleve, og det glæder vi os til.

Vi er også ved at planlægge en lang tur til Portugal, hvor Sissel skal med. Den tur glæder vi os meget til, da vi kommer igennem lande og egne, vi ikke tidligere har besøgt.

Fastligger et år mere

Med alle vores rejseplaner, bliver der nok ikke meget tid til også at rejse med vores Adria. Men vi får den brugt alligevel. Vi fortsætter nemlig som fastliggere på Jelling Camping i 2023. 

Det glæder vi os også til. Dels er det et dejligt område i Danmark og dels er det en lækker campingplads. Vi teste en masse udstyr der. Det kommer der både artikler og videoer ud af.

Godt Nytår

Som du sikkert kan fornemme, så ser vi frem til det nye år, og glæder os til at de oplevelser, det bringer med sig.

Vi håber at også du går et spændende, fantastisk og berigende år i møde og ønsker dig al held, fremgang og lykke i det nye år.

GODT NYTÅR 🙂

Prøv også at læse disse indlæg