At være forelsket i livet – Når camping bliver ens redning

Ayo Hansen fra Home is Where I Park tog på et tidspunkt en beslutning der ændrede hendes liv. “Pludselig en dag kan livet ændre sig. Så står man der og må tage det op til revision. Hvem er jeg, hvor skal jeg hen, hvordan skal jeg gøre det og er en campervan overhovedet svaret på spørgsmålene?”

Ayo fortæller: Det er en varm, solrig augustdag, da jeg sidder og skriver dette, ved en af Endelaves sydøstlige strande, hvorfra jeg ude i horisonten kan skimte både Samsø, Fyn og Æbelø. Her er meget smukt, landskabet varieret, og alt jeg hører er bølgernes rytmiske, men alligevel så sagte slag mod den stenede bred, og det klaprende tastatur imens jeg skriver.

Jeg er taget på tur, i min lille van, til trods for de udfordringer covid-19 har givet os alle, har det været en vidunderlig sommer, jeg har fået mange nye oplevelser og lært en masse, mit camperliv startede nemlig et helt andet sted, end her ved den så idylliske strandbred i en van.

Da jeg var barn, i de glade firsere, havde vi en lille campingvogn, den blev brugt én gang om året, til landsskuet i Herning, udover det rakte mit campingliv sig ikke længere end til at jeg har været spejder en del år, med jævne mellemrum sovet på høloftet og i skoven, da jeg er vokset op langt ude på landet, i noget som mest af alt mindede om en dansk øko-flipper amish-familie, har naturen altid været det sted jeg gik hen.

Tid til forandring

Tiden var inde, mine børn godt i gang med uddannelser, og da lejen i København, hvor jeg boede, efterhånden var højere end indtægten, og jeg alligevel gik og drømte om noget andet, noget mere simpelt – noget som gjorde mig grundglad – ja så begyndte jeg at overveje på, hvor og hvornår jeg sidst havde været rigtig glad, og opdagede at det var ude i naturen, glæden var størst.

Da jeg havde erkendt dette, opsagde jeg boligen, solgte resterne af mit indbo, købte et telt, hvor jeg ville bo, med brændekomfur og vand i dunke, til jeg havde fundet ud af hvad jeg i virkeligheden ville. Jeg lånte en grund, ude i skoven, på den jyske højderyg, ikke langt fra hvor jeg er vokset op, og mærkede glæden boble i mig, efterhånden som dagene gik, og jeg fandt mere og mere tilbage til det jeg egentlig kom fra – det har været godt, dejligt og også en hård proces, for det er sådan, at jeg ikke er helt rask.

I meget grove træk så mit liv sådan her ud; jeg blev syg, eksmand blev presset af det og gamle traumer kom frem, jeg blev skilt, fik professionel hjælp til at komme ud, et tilhold og et langt ophold på krisecenter senere skulle jeg videre med livet, flyttede flere gange for at slippe ud af den ”kærlighed” soldater-eksmand i sine PTSD tåger havde forvekslet med stalking og kontrol, fik mere gæld, flyttede igen og det var virkelig bare en lang ond spiral. Endte, til sidst, i en alt for dyr lejlighed, der åd hele indtægten, og i mellemtiden fik jeg så oparbejdet mere gæld. Jeg prøvede længe, alt for at følge med, og så blev jeg endnu mere syg og måtte til sidst erkende at jeg var nødt til at stoppe og se i øjnene at jeg ikke kunne følge med udgifterne og måtte sadle helt om.

Man kan planlægge alt det man vil, men i sidste ende afgør livet hvad der sker, og hvornår

Jeg er i dag førtidspensionist. Da jeg for tolv år siden, var sidst i tyverne, svigtede mine lunger og jeg blev erklæret uhelbredeligt syg. Det tog lang tid, at acceptere, og da det efter flere år stod klart at jeg ikke kunne klare både arbejdsliv og et godt liv, valgte jeg at det gode liv var vigtigst, og heldigvis stopper de begrænsninger, det giver at være handicappet, mig ikke fra at opleve verden – for der er en vej, også selvom den er en helt anden, end den jeg troede jeg skulle.

Efter et par år, købte jeg Bertha, som min van hedder. For jeg manglede at kunne bevæge mig frit omkring, at opleve, rejse og møde nye mennesker. Jeg startede med at kigge efter noget helt andet, end det jeg er endt med; fransk seng, god plads og ståhøjde, men fandt hurtigt ud af, at det jeg havde råd til, af den slags, var i en så dårlig stand, at jeg aldrig ville få råd til mekanikerregningerne der helt sikkert ville komme. Og så ville jeg blot ende med at holde i gårdspladsen, med knuste drømme om at opleve noget mere.

Det bedste ved livet er de folk, jeg møder på min vej. De har forandret mit liv og min måde at tænke på

I stedet for at opgive drømmen, om friheden på hjul, lavede jeg lister, hvad havde jeg brug for, hvad ville være dejligt og hvad var helt uundværligt, og jeg down-sizede betragteligt.

Listerne viste sig at være ret korte, jeg havde vænnet mig til at bo simpelt, ejer ikke mange ting og havde derfor ikke brug for mere plads, end der er i en Volkswagen, tænkte jeg, selvom det sikkert ville være både dejligt og en luksus. Fordelen, ved VW er også at den kan parkeres alle steder, og som lungesyg er det væsentligt, så jeg gik igen i gang med at kigge biler, men fandt hurtigt ud af at der var mange om buddet på campermodellerne, og at priserne derfor var skruet mere i vejret end min førtidspension tillod mig at købe for.

Med god hjælp fra venner og bekendte fik jeg pejlet mig ind på hvad retning jeg skulle kigge, og efter et par måneders intens søgen fandt jeg en bil der var værd at kigge nærmere på. Og jeg har nu brugt den livskrise, det er at blive alvorligt syg, til noget positivt, har købt en eventyrbil, og ideen om at Home is Where I Park virkelig også ér hjemme, er nu blevet en realitet, for jeg triller dagligt afsted på nye eventyr i min bil, Bertha, og hver gang jeg ser den, får jeg lyst til at spontan-kramme den. Det er ikke længere bare en bil; det er mit hjem og mine lunger, hun har godt nok spist min opsparing, men til gengæld har hun givet mig friheden tilbage – og dét er der mange følelser forbundet med, når alternativet er en lejlighed og kun ganske få muligheder for at komme ud og omkring.

Ene men ikke ensom – det er friheden til at være den jeg ønsker at være og at leve det liv jeg elsker at leve

Jeg endte med at købe en multivan 102 hk, 2,0 tdi fra ´98, med lige omkring 4 kvadratmeter gulvplads, importeret fra Sydtyskland, da jeg vurderede at størrelsen godt kunne gå til en egoistbil. Et par dage efter, jeg havde købt den, kørte jeg til mekanikeren for at få skiftet tandremme, olie, filtre og hvad der ellers lige var. Han vurderede den til at være i god stand, og det var heldigt, for jeg har brugt hver en krone på at indfri drømmen.

Sæderne er taget ud, og ombygningen i gang, efterhånden som jeg har råd, får drømmene liv og de er intakte. Jeg drømmer om et fast højt tag, sådan at jeg kan have en seng oppe under taget og at få installeret solceller, så jeg ikke har brug for at køre ind hvor der er mange mennesker, og en større vandtank under bilen, eller måske et vandfilter, så jeg kan klare mig længere tid off-grid, for det hele handler om friheden, som betyder alt for mig. Jeg vælger den altid. Også over det komfortable liv, luksus og selv sikkerheden, i at have et fast sted at bo, var jeg klar til at opgive, for at føle mig fri. Friheden til at udtrykke mig, uden grænser, at kunne sige hvad jeg tænker højt og rejse omkring som jeg lyster. I bund og grund – friheden til at vælge, at være den jeg ønsker at være og at leve det liv jeg elsker at leve.

Lige fra barndommen, i en midtjysk skov, har jeg elsket friheden og selv at kunne beslutte hvad jeg vil. Jeg er vokset op i skoven og med naturen omkring mig. Jeg red afsted på flere dages rideture med sovepose hægtet foran sadlen, en madpakke i rygsækken, plukkede urter og samlede svampe og har altid funderet over hvad der mon gemmer sig bag næste sving på vejen, i de gamle huse jeg kommer forbi og i udlandet. Jeg elsker at rejse og at få nye input i livet.

Jeg er vokset op med heste på markerne, neg der blev bundet med selvbinderen, sommerferier i en prærievogn med jyske heste foran og et brændekomfur i køkkenet, hvorpå der altid stod en Madam blå med spilkogende vand. Jeg er vokset op med frihed som et aktivt valg, og at kunne gøre det jeg gerne vil, tage en lur når jeg har brug for det, at have hjemmet med mig – det er intet andet end en vidunderlig luksus – og alligevel ville jeg, selvfølgelig, gerne bytte til et job og en rask krop, skulle man være i tvivl, men sådan er det jo ikke og derfor får jeg det bedste ud af dét der ér, og gør en dyd ud af at nyde de dage hvor teen smager magisk, musikken får mig til at danse, hvor fremmede får mig til at smile og stjernerne på nattehimlen rører min sjæl, og jeg håber virkelig, at der er dage, hvor du er lige så forelsket i at være i live som jeg er det.

Jeg møder mange spørgsmål, på mine sociale medier, og det er SÅ fedt med nysgerrigheden omkring det hele, for det motiverer og inspirerer til fortsat at dele tanker og oplevelser. Hver gang får jeg dog også lyst til at grine lidt, I ved, sådan et grin der når maven, hvor hårene på armene rejser sig og tårerne triller – den slags latter. Ikke for at være nedladende eller arrogant, men fordi jeg hver gang tænker, shit, I skulle bare vide hvor skørt det her egentlig er. Ofte. Meget ofte!

For jeg blev på mange måder skubbet herud, hvor jeg lever og er, af sygdom og skrantende økonomi, og en afsindig trang til fortsat frihed, og jeg får sådan en lyst til at svare, at jeg ikke rigtigt, sådan for alvor, kan svare på noget, for du er nødt til at GØRE det, selv, alene, finde modet og hoppe ud på det dybe hav, finde ud af at svømme i det, du er nødt til at gøre det, længe før du egentlig er klar. Det skal føles som at springe ud fra en klippe, uden at vide om der er vand, og der er vand og du vil lære at svømme i havet. Måske svømmer du i en anden retning, end du troede, men det vigtigste er, at du svømmer.

Det bliver nemmere, med tiden, det bliver lidt af en vane at tænke over sin vej, og det med ikke at følge hamsterhjulslivet bliver til en livsstil, man bliver bevidst om sine valg og hvad der gør en tilfreds i livet – og med tilfredshed følger alt muligt andet godt.

Du har kun det her ene liv, det er NU der gælder, hvad venter du på? Du har alle de muligheder i livet, som du kan forestille dig, du har langt flere end du drømmer om, tag chancen, jagt drømmen og smadrer undskyldningerne – jeg lover jer, det er det hele værd den dag du kan sige ”jeg gjorde det!” i stedet for at sidde tilbage og tænke ”hvad nu hvis…”

Hvis du har lyat til at følge Ayo og Home is Where I Park på de sociale medier kan hun findes her:

Facebook
Instagram
Hjemmeside

Læs også: Husløs, ikke hjemløs – Camping har mange former