Dansk fortelt i udestue-design

af Ann Karina
Isabella Opus 300

Europæiske campister har taget godt imod det udestuedesign, som kendetegner forteltet Opus 300 fra den danske forteltfabrik Isabella i Vejle. Det special-designede fortelt præger mange af de europæiske campingpladser med sit anderledes udseende.

Men udseendet er ikke blot til pynt. Opbygningen af frontpartiet med vinduer fra sokkel til loft giver et meget flot lysindfald, som sammen med forteltets tekstiler – både vægge og gardiner – gør det overraskende lyst og behageligt at opholde sig indendørs.

Også indeklimaet er der kræset for i Opus 300. Under vinduet er der i begge gavle et stort udluftningsfelt, der også fungerer som myggenet. Feltet er konstrueret på en sådan måde, at det kan stå åbent – selv når det regner, idet det åbnes nedefra og er afdækket i siderne.

Men også en speciel tagdug gør sit til at minimere det kondensvand, som altid vil være i et fortelt. Det skyldes at det polyesterbelagte tag i produktionen er tilsat et PVA-materiale, som fordeler kondensvandet på hele tagfladen. Herved sker en hurtigere fordampning.

Opus 300 fås til de fleste campingvogne. Til de længste modeller har designerne indbygget et yderligere opretstående vindue ved siden af sprossevinduerne. Alle vinduerne er indrammet med teltdug, som har fået en ekstra behandling og en særlig struktur, der gør det særdeles smudsafvisende.

Fronten har en klassisk overdækning, mens sidevingerne er lavet i et nyt transparent netmateriale. Ud over at være meget dekorative, så har de den praktiske funktion, at de dels stabiliserer forteltet og dels skærmer den lyse front mod stribedannelser fra regnvand.

Både fronten og begge gavle kan afmonteres. Det betyder, at man kan omdanne Opus 300 til et kæmpe solsejl. Campisterne kan dog også som ekstraudstyr anskaffe sig et almindeligt solsejl til montering foran forteltet, hvis man skulle have behov for det.

Teltdugens farver bidrager også til Opus 300 karakteristiske udseende. Mens gavlene er tweedfarvede er fronten skyblue og soklen darkblue. Indramningen af vinduerne er i en lightblue nuance.

Som standardudstyr medfølger understykke, hjulafdækning, gardiner samt kraftige typhoon-barduner. Sidstnævnte monteres i specielt indsyede læderlapper under markisen, og bruges, hvis man camperer under lidt urolige vejrforhold.

Der findes meget ekstraudstyr til Opus 300. Bl.a. et stort udvalg i Bolon-fortelttæpper i et nyt Isabellaline-design, som matcher forteltenes farver. Desuden er det muligt at montere en udbygning på begge gavle, hvis man har et stort pladsbehov.

Links:
Hjemmeside: Isabella

Pressemeddelelse

Prøv også at læse disse indlæg