Endnu engang var vi en flok campister, der trak teltpløkkene op og flyttede på fælles-camp. 30 familier havde tilmeldt sig weekenden, hvilket betød at vi ville blive mere end 100 deltagere.
Der var lidt frafald, på grund af blandt andet syge børn. Et enkelt afbud, skyldes et fald ned af en trappe, men man var i gang med at pakke bilen. Vi håber Trine fik en rimelig weekend trods alt.
Men intet slår det at være på teltcamping sammen med dejlige mennesker. Den ældste var 62, så jeg var ikke engang alderspræsident 🙂 Men langt de fleste er ”forholdsvis” unge børnefamilier og både voksne og børn hyggede sig i hinandens selskab.
Vi har valgt at fravælge den luksus at ligge på en campingplads hvor alle faciliteterne bliver serveret på et fad. Så fredag eftermiddag, måtte vi ud at trække strøm før der var klar til det store rykind. Det der altid dejligt når bilerne fyldt med forventningsfulde venner dukke op på grønsværen. De sidste satte teltet op i ly af mørket.
Vi har et stort fælles telt til rådighed, og efter aftensmaden, mødtes vi til hygge, mens ”ungerne” og Karsten havde travlt med Snobrød og skumfiduser. Nu er det 4. gang vi holdet telt-træf, så mange skulle lige have snakket minder fra sidst, mens de som var med første gang ivrigt deltog.
Vejret, var simpelthen, Danmark fra den bedste side, mildt næsten ingen vind, og selv natten var lun.
Lørdag startede med høj solskin, og dagens første aktivitet, var en demonstration/konkurrence i hvem der kunne udvikle den mest effektive pløkoptager til tarzan pløkke.
Konkurrencen startede et par dage tidligere på vores Facebook gruppe, og så blev der ellers gået til den i de små værksteder. Kulminationen, var demonstration af de forskellige modeller og der afprøves for og imod. Til sidst kunne man stemme på den man syntes bedst om.
Vinderen, var den mest enkle model, som vandt på grund af sin innovative ide.
En gul teltstrop, monteret på tarzan pløkken, så man nemt kunne få fat med den traditionelle pløkoptager. Stroppen bliver siddende på pløkken, og fungerer samtidig som gul advarselssnor, så man ikke falder over pløkken, som jo stikker en lille spids op over jorden.
Så hvis ellers der er nogen der vil sætte et krogbælte i produktion, kan man faktisk hænge sine pløkke i bæltet, så de er lige ved hånden når de skal monteres igen. Men bare rolig, vinderen Jesper, har mange flere ideer på trapperne 🙂
Senere på formiddagen blev der gjort klar til vores lille lokale kræmmer marked, for teltudstyr. Nogle af foreningens medlemmer som ikke kunne deltage i hele weekenden, kiggede forbi, og der blev lavet en del gode handler.
Nogle af sælgerne lokkede med bolcher og slikke pinde, hvis man købte, men der var nu også smagsprøver til dem som bare kiggede.
Erfaringen siger at der kan omsættes næsten uendelig mængde af kage, på campingtræf. Og denne var ingen undtagelse. 8 -10 forskellige kager blev smagt med velbehag. Og næsten ingen blev dårlige af den grund.
Lørdag aften havde vi fællesspisning i teltet, og da vejrudsigten viste risiko, for lidt regn, udvidede vi teltet med nogle af vores berømte tarps, så alle kunne sidde i tørvejr.
Vejret holdt sig til let overskyet, med lyn og torden i det fjerne, mens bøfferne blev vendt på grillen. Men vi var heller ikke mere end lige spist den sidste pølse, før det gik løs. Der kom et ordentlig skybrud, og vandet silede ned. Lidt mere en vores tarp kunne bære, så mens nogle støttede tarpens dug, blev borde og stole hastigt trukket ind under selve fællesteltet, der var lige et par minutter med kaos, men det var rigtig sjovt. Intet, jeg gentager intet kan tage humøret fra teltcampister 🙂 Hen på aftenen, rykkede nogle op i teltene, børn skulle puttes og man hyggede. Den hårde kerne holdt selvfølgelig ud lidt længere, men ved midnats tid, var der ro i lejren. Igen en lun nat, jeg fortrød vi var gået over til soveposerne, som var alt for varme.
Søndag morgen, igen en flot stille morgen, grå men mild. Mens vi lavede morgenmad, æg og bacon, kaffe og alt det der, sludrede vi med naboen om noget af det vigtigste telt tema.
Nemlig får vi teltet pakket tørt ned, inden der evt. kommer regn, som DMI har spået. Og igen var vi heldige. Klokken 13.30 havde vi pakket teltet og alt det andet og var klar til at sige farvel og forlade lejren, Vi er helt sikre på at vi mødes igen i Pinsen :-).