Knap hver femte bil har fejl på bremserne

af Ann Karina
Image


Mens dækkene var i pæn stand, var der omvendt fejl på knap hver femte bils bremser, viste FDMs store dæk- og bremsekontrol.

789 bilister var med til at give FDMs testcentre en travl dag, da FDM sidste fredag holdt kontrol af dæk og bremser landet over. Kontrollen viste dog, at mange biler kører rundt med nedsat bremseevne. Således fandt FDMs testassistenter 135 fejl på bremserne på de 789 biler. Det svarer til 17 procent.

”Det er bekymrende, at der var så relativt mange fejl på noget så vigtigt som bremser. Statistisk set stemmer tallet dog meget godt overens med de tal, vi har fra vores syn og biltests,” siger leder af teknisk rådgivning i FDM, Jørgen Jørgensen.

Bedre så det ud med dækkenes tilstand, som generelt var pæn. Der blev her kun gjort anmærkninger på 38 biler – hovedsageligt omkring for slidte dæk. I to af tilfældene var dækkene dog så nedslidte, at de var direkte ulovlige at køre med. Der blev dog ikke målt dæktryk.

”Det er glædeligt, at der var så få anmærkninger omkring dæk. Det siger noget om, at folk er bevidste om, at bilens dæk dels skal have tilstrækkelig slidbane dels skal passe til årstidens vejrlig. Især nu hvor vi går tiden med glatte veje i møde, og hvor det gælder om at have et godt vejgreb. Forskellen på antallet af fejl på dæk og bremser hænger nok sammen med, at mens dækkene er noget folk selv kan kontrollere, er bremserne ikke sådan lige at komme til,” siger Jørgen Jørgensen.

FDM anbefaler, at man sørger for at skifte til vinterdæk i god tid, så vejret ikke kommer bag på en. En god lejlighed kan være ved overgangen til vintertid. På FDM.DK er det muligt at læse Motors test af vinterdæk.

De 789 kontrollerede biler fordelte sig jævnt i aldersgrupperne 0-5, 6-10 og over 10 år.

Links:
Hjemmeside: FDM

Pressemeddelelse

Prøv også at læse disse indlæg