Ny hylde til skabet i campingvognen

af Jan

 

I vores gamle Adria har vi et skab under køleskabet. Det er lidt upraktisk, da en del af pladsen er optaget af hjulkassen, kabler, vandslanger, gas-rør m.m.. Det er synd at lade plads gå til spilde, så derfor besluttede vi at sætte en ekstra hylde i skabet, for at udnytte pladsen der bedre. Det er billigt, let og du kan gøre det selv.

Før man går i gang med at special-fremstille en hylde, bør man undersøge om man kan købe en hylde hos sin forhandler. Er der tale en standardhylde, kan dette normalt lade sig gøre. I vores tilfælde, skulle der tages højde for både hjulkasse og slanger/rør, så vi måtte selv fremstille en hylde til skabet.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Skabet før den nye hylde kom i – Ikke særligt anvendeligt

Vi valgte at fremstille vores nye hylde af 9 mm. krydsfiner. Det et billigt, let og stærkt materiale – og så er det nemt at arbejde med.

En hylde af krydsfiner vil ikke ligne det ‘træ’, der er anvendt til campingvognens originale møbler. Krydsfiner bør – efter vores mening – derfor kun bruges i lukkede skabe o.l. hvor krydsfineren ikke ses. Skal man lave en hylde i en åben reol eller skab, bør man kontakte sin forhandler og købe en plade med finér/folie, der matcher campingvognens ‘træ-sort’.

Men vores hylde skal som nævnt sidde i det nederste skab bag en skabslåge, så vi behøves ikke at tænke på matchende træsorter – vi skal bare have en stabil hylde.

Det sværeste ved at lave en hylde, er næsten at måle præcist op. Dels skal der måles op til hyldens bredde og dybde, og dels skal der markeres hvor evt. slanger, rør o.l. skal føres gennem hylden. Husk også at tage højde for luft-gennemstrømning. Normalt skal luften kunne cirkulere bag hylden. Det tager lidt tid at måle op, men når det først er gjort, så er det resterende arbejde let.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Så er hylden tegnet på krydsfinerpladen, og vi er klar til at skære den ud.

Når hylden er målt op, tegnes hylden (inkl. udskæringer) på den plade, som hylden skal skæres af. Så er det i gang med stiksaven. Et godt råd er at tage højde for hvilken af hyldens flader, der vil være mest synlig. Alt efter klingen på stiksaven, laver denne nemlig et pænt snit på den ene side af pladen, og et mere flosset snit på den anden side.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Hylden saves ud med en stiksav

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Vær omhyggelig med at skære ud til gennemføringer, udluftning o.l.

Når hylden er skåret ud, skal den slibes. Vi valgte at slibe kanterne på hylden lidt runde. Så får kanterne ikke så let ‘hakker’ o.l.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Hylden slibes

Da hylden til vores skab skal ligge lige over en af ALDE-varmens radiatorer, lavede vi en stor udskæring bagerst på hylden, så varmen kunne passere. Denne udskæring dækkede vi med en stump alu-net (kan købes i byggemarkeder) for ikke at små-ting skulle trille ned på radiatoren. Gitteret passede vi til med en bidetang, og hæftede det til hyldens underside med hæfteklammer.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Alu-nettet fastgøres med hæfteklammer

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Så er hylden klar til efterbehandling

For at den ubehandlede plade ikke skal blive grim og plettet, valgte vi at lakere hylden med klar lak. Det gør hylden mere modstandsdygtig over for fugt og gør den let at rengøre. Alternativ kan man vælge at male hylden, men en eller anden form for overfladebehandling skal den have.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Hyldens lakeres med klar lak

Når lakken er tør, er hylden klar til montering i campingvognen. Vi valgte montere hylden på en lister i begge sider af hylden. Først skrues listerne på hylden, og derefter skrues hylden med lister fast i skabets sider. Der skal bores for – både i hylden og i listerne. Ellers risikerer man at de flækker.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Hylden monteres i skabet med lister. Husk at bore for

Husk at vælge skruer med den rigtige længde. Skruerne skal være tilpas lange til at hylden sidder fast, men skruerne må ikke være så lange, at de går gennem skabets sider.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Her er listerne monteret på hylden og den er klar til montering i skabet

Hylden skal selvfølgelig være i vater, og det drillede mig lidt i starten. Jeg målte fint ud med et vaterpas, og i flg. mit vaterpas sad hylden snor-lige. Men i flg. mit øjemål, sad hylden pil-skævt. Jeg målte om igen og igen, men resultatet var det samme hver gang. I flg. vaterpasset var hylden lige, men det var tydeligt at se, at hylden sad skævt i skabet. Pludselig kunne se hvilken fejlen, og følte mig lidt dum. I vores indkørsel står vores camping ikke i vater, og derfor kan jeg selvfølgelig ikke bruge et vaterpas til at sætte hylden lige med. Herefter brugte jeg den gode gamle tommestok til at måle placeringen ud med, og kunne skrue hylden fast i skabet.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Står campingvognen ikke i 100% vater, så brug en tommestok eller målebånd til at få hylden i vater

Det var det. Et par timers arbejde og en samlet materialepris på ca. 70,- kr. Og så er skabet under køleskabet blevet meget mere anvendeligt.

Sæt en ny hylde i skabet på campingvognen
Det færdige resultat

Prøv også at læse disse indlæg