Selvom man rejser let med kun en markise på campingvognen, kan man alligevel nyde godt af et tæppe under markisen. Det giver øget komfort, og er slet ikke besværligt at have med at gøre
Et markisetæppe adskiller sig fra et normalt gulvtæppe til forteltet på flere områder. Det skal være slidstærkt, og kunne tåle at ligge ude i både regn og sol. Dernæst skal det være muligt for regnvand at sive hurtigt igennem, og jord, sand o.l. må ikke kunne sætte sig i tæppet. Og endelig skal det være behageligt at gå på – også med bare fødder.
Det tæppe som vi har med på vores Sommertur ’09, er et markisetæppe fra Camp Forever. Det er et af de billigste af sin slags på markedet, og uden at ville gå i dybden og sammenligne det med langt dyrere tæpper, så indgyder vores markisetæppe da heller ikke den samme følelse af ‘kvalitet’, som de langt dyrere tæpper fra f.eks. Bolon gør.
Men… når det er sagt, så har vi indtil nu ikke kunne finde noget at klage over ved tæppet fra Camp Forever.
Tæppet fra Camp Forever leveres med pløkker og pløkoptrækker.
Vores tæppe har målet 240 x 500 cm, hvilket passer perfekt til vores markise. Der medfølger seks pløkker og en pløkoptrækker.
Der er store og forstærkede huller til at sætte pløkkene i
Da vi pakkede det ud, syntes vi det var lidt ‘slattent’, men det ligger pænt uden at folde, når det lægges ud. Det er blødt at gå på, og den grå farve er efter vores mening både pæn og diskret. Tæppet er meget grovmasket – dvs. der er rigeligt med store huller til at regn, fugt og snavs hurtigt siver igennem og efterlader tæppets overflade pæn og tør.
De store masker i tæppet gør, at vand og smuds ikke lægger sig oven på tæppet
Da et markisetæppe lægges direkte på jorden – dvs. der skal ikke lægges en presenning under – så er det vigtig at tæppet er vand- og smudsafvisende. Og det må vi sige, at vores tæppe er. Vi har haft det ude på både græs og på våd jord, og uanset underlaget har tæppet været let at rengøre. Selvom vi har haft en meget våd sommer i år, og tæppet som regel er lagt på et vådt underlag, så har det endnu ikke været nødvendigt at tørre tæppet af. Vores rengøring af tæppet har hidtil blot bestået af at trække tæppet ud på tørt græs, og vende det så undersiden ligger opad. Der ligger det så indtil al det våde jord/græs/sand er tørret, hvorefter vi børster al snavs væk med en blød kost. Mere simpelt kan det vist ikke blive.
Tæppet ligger flot og uden folder og så er det behageligt at gå på
Vi har som sagt haft tæppet med på tur i denne sæson, og vi er glade for tæppet. I forhold til andre tæpper på markedet er det billigt, og virker derfor som et godt køb. Men vi ved selvfølgelig ikke hvordan tæppet arter sig gennem flere sæsoner. Holder det f.eks. facon og farve, og vil det forblive blødt at gå på osv. Det ved vi først efter nogle sæsoner mere.
Links: | |
Hjemmeside: | Camp Forever |
Send til Facebook |