Tivoli udvider Halloween sæson

af Bjarne Søby
tivoli presse halloween 01

Efter sidste års rekordbesøg på mere end 300.000 gæster, bliver Halloween sæsonen i Tivoli udvidet med en ekstra uge, hvor gæsterne inviteres til hyggelig-uhygge i dagtimerne, og som noget nyt lanceres et, efter danske forhold, temmelig uhyggeligt Scary område for alle over 12 år efter kl. 18. Halloween i Tivoli kan opleves fra den 12. til og med 28. oktober. Portene åbnes kl. 10:00, og alle forlystelserne kører.

Der er både lagt op til Halloween i Tivoli med hyggelig-uhygge med græskarudskæringer, hekseshows for de mindre og meget scary uhygge for de unge over 12, når Tivoli tager hul på sæsonen. Oplev hele 19.600 græskar i alle størrelser, herlige Hekse, Tivoli-Garden, fugleskræmsler indhyllet i spindelvæv, Grev Dracula og se Danmarks største kæmpegræskar.

Tivoli goes scary

Fra kl. 18 bliver Skærsilden transformeret om til Scary Silden – en bloddryppende passage, hvor gæsterne på deres vej møder et hold af skuespillere der optræder i rollerne som dystre karakterer fra Tivolis historie, samtidig med at de udsættes for overrumplende gys fra meget nærgående genfærd og klassiske chokeffekter. Når turen er overstået modtager gæsten et bevis, der viser, at man har klaret årets mandomsprøve. Da effekterne er særdeles uhyggelige sammenlignet med hvad man tidligere har set i Danmark, har børn under 12 år har ikke adgang til Scary Silden.

Halloween i Tivoli

Smøgen goes rigtig meget scary
Når mørket lægger sig over Smøgen kl. 18 bliver området til en uhyggelig zone, hvor gæsterne tilsyneladende møder almindelige gæster, der på et splitsekund skifter karakter til det værre. Overraskelseseffekterne er såkaldte mekaniske animatronics med digitale effekter, som er erhvervet i USA. De er aldrig før blevet vist i Danmark og Tivoli gør opmærksom på, at de stærke gys i de omtalte områder ikke er for sarte sjæle. I to år har Udviklingsafdelingen i Tivoli arbejdet på det nye aftenkoncept, hvis lige ikke er set i Danmark før.

DM i kæmpe græskar
DM i kæmpegræskar finder sted d. 13. oktober foran springvandet på NIMB.  Sidste år kunne Ivar Lund fra Hjørring fejre sejren med et græskar på 288,2 kilo. Han var overraskende lidt skuffet, fordi han havde sat næsen op efter at slå den gamle DM rekord på 335 kilo. Men 288,2 kilo er nu heller ikke at kimse af, og der er ingen tvivl om, at vindergræskaret fra 2011 var det hidtil største nogensinde set i Danmark – bare ikke vægtmæssigt.

Halloween i Tivoli

Hekse og specialiteter på hylderne
45 handelsboder er pyntet op i efterårsfarver og frister bl.a. med velduftende bagels delikatesser, kunsthåndværk og Halloween accesories.  Blandt nyhederne finder gæsterne en bod der sælger lanterner der lyser op i mørket, Rædselskabinettet med mekaniske hekse og spøgelser på hylderne og der bliver også solgt masser af udklædningstøj. Amanda by Winther Art & Accessories rykker ind og præsenterer egne smykke design og blandt de arbejdende boder finder man Birkelev Naturkunst der sælger og demonstrerer hvordan man laver pileflet og Spangsberg Flødebollefabrik producerer bl.a. scary flødebøller mens gæsterne kigger på.

Halloween til ganen
Der er lagt op til kulinariske efterårsoplevelser, når Tivoli tager hul på Halloween. Smag på alt fra græskarsuppe hos den skaldede Kok, nap et stykke pizza med vildt på hos Ultimo og eller spis smørrebrød hos Brødrene Price. Hvis du er til Halloween fri zone, så læg vejen forbi NIMB, hvor der bl.a. serveres stegt røgtunge. Det og meget andet er blandt de oplevelser spisende gæster bydes på under Halloween i Tivoli, hvis de da ikke bare vælger at lade inspirationen få frit løb i en af de mange nye boder med delikatesser i Haven.

Heksemusical og cirkus 
Familiemusicalen ”Heksefesten”, der kan ses på Plænen, handler om Harlekin og Columbine, der farer vild i skoven. De står pludselig ved heksenes slot med de skævvredne tårne og bliver inviteret ind af de onde hekse. Heksene fylder sig med øglestuvning, tissemyresaft, og snart efter sprøjter den ene heksesang ud efter den anden. Pjerrot må gøre op med sig selv, om han vil gemme sig eller springe ud som superhelt. Susanne Breuning har iscenesat musical samt en cirkusforestillingen, der også spiller på Plænen. 

Halloween i Tivoli

Hip-hop på Pantomimeteatret
Der er graffiti på bagvæggen og elektronisk lydtæppe, Columbine går i designertøj, og Harlekin nøjes ikke med at kysse på kinden, når hip-hop-koreografen Steen Koerners Kassander <3 $ (Kassander elsker penge) spiller på Tivolis Pantomimeteater. Forestillingen handler om Kassander, der får stjålet sine penge, og det går ikke stille for sig, når Harlekin finder slynglen og får pengene tilbage.

Verdenspremiere på musical om Grev Dracula
Teatergruppen Mastodonterne har i efterårsferien premiere på musicalen” Dracula”. Når Mastodonterne går på scenen i Koncertsalen, bliver det med en uropførelse af Bram Stokers udødelige fortælling om vampyren Grev Dracula.  Musicalen fortæller kærlighedshistorien om en ung prins, som mister alt han har kært, og lever i mørket som den onde Dracula. Forestillingen anbefales fra 12 år og opefter. Billetter til teaterforestillinger skal købes særskilt, og de giver også adgang til Tivoli.

Glassalen bliver til Valhal
Den 5.- 21. oktober indtager børn og unge fra Eventyrteatret Glassalen i Tivoli med ­forestillingen ”Valhal”.

Eventyrteatret giver sig i kast med den nordiske mytologi og fortæller den evigt aktuelle historie om venskaber på tværs af afgrunde. “Valhal” er skrevet og instrueret af Gunvor Reynberg, og musikken er komponeret af Christian Dahlberg. Forestillingen varer 2 timer og henvender sig til børn fra 5 år og opefter.

Så hakker spætten
Krysters Kartel, kendt fra DR, indtager Koncertsalen den 23. oktober. Med sig har de bl.a. det solbrune og overgearede københavnske par Sanny og Jeff og det østeuropæiske par, der går til parterapeut mm. Krysters Kartel består af skuespillerne Christine Exner, Laura Kvist, Troels Malling og Brian Lykke og kan på udvalgte dage ses i uge 43.

Lars Liebst adm. direktør i Tivoli siger;
”Sidste år besøgte mere end 300.000 Tivoli under Halloween, hvilket var rekord, så det giver mening at forlænge efterårssæsonen med en uge og samtidig lave et nyt område for unge. Vi fortsætter med at have meget fokus på børnefamilierne med hekseshows og græskarudskæringer. Samtidig er tiden inde til at gøre noget mere for teenagerne og voksne, der vil have et gys. Smøgen og Skærsilden bliver ombygget, og vi befolker området med dæmoniske figurer og specielt udviklede scary effekter, der ikke før er set i Danmark. Med de nye tiltag forventer vi at få endnu bedre fat i de unge, samtidig med at vi fortsat holder på de mange børnefamilier”. 

Brandingkonsulent Niels Folmann siger;
”Tivoli satte Halloween på landkortet og har i høj grad været med til at definere, hvordan vi danskere opfatter det at fejre Halloween. Jeg tror, at den store succes skyldes, at Tivoli netop ikke ukritisk har overført en amerikansk tradition én til én til danske forhold, som mange forgæves har forsøgt at gøre med Valentines Dag. Tivoli har taget afsæt i en ærkeamerikansk ramme og kombineret den med danske værdier og dermed dristigt fordansket Halloween traditionerne fra USA. At Haven udvider sæsonen med en uge samt åbner med et nyt ”Scary” koncept om aftenen viser, at Halloween traditionen er kommet for at blive på samme måde som Mors Dag.”

Links:
Relevante Link(s) : Tivoli

Prøv også at læse disse indlæg